(01/04-2014) – Det er egentlig utroligt at se, hvordan vi mennesker, reagerer forskelligt fra hinanden i en given situation. Ofte vil man se at en situation, som fremkalder angst hos den ene, lader den anden kold og ligeglad. Nogle panikerer ved tanken om at tage en tur til skattevæsenet, andre ser det bare som noget, der skal overstås.
Der er hovedsageligt fire måder at reagere på. Man kan reagere aggressivt, submissivt, indirekte aggressivt (mest brugt af kvinder) eller assertivt.
I denne artikel er det kvindernes reaktioner jeg tager som udgangspunkt …
Nemmest er det, hvis vi giver dem navne og finder en situation til illustration.
Astrid, Dorthe og de andre
Som navne har vi: Astrid, den aggressive, den barske, hende som ikke finder sig i noget, som siger sin mening direkte, lige på og hårdt, kontant og uden omsvøb.
Så er der Dorthe. Dørmåtten. Hende, der finder sig i alt og som underkaster sig andres beslutninger. Hun ved godt, det er forkert. Hun ved godt, at hun burde sige et og andet. Men hun kan simpelthen ikke. Det er den submissive.
Den næste er Ida, den indirekte aggressive. Hvor Astrid slår hårdt og efterlader tydelige ar, sender Ida nålestik, som gør ondt, når de træffer deres mål med kirurgisk præcision uden at efterlade et eneste mærke.
Naturligvis er der meget få mennesker, som svarer helt til de tre billeder. Men de fleste har lidt af de tre i en blanding. Vi kan være submissive på vores arbejde, og blive aggressive (direkte eller indirekte) hjemme. Eller måske omvendt.
Men hvad skyldes disse tre typer adfærd?
De skyldes lav selvfølelse. At man er usikker. Derfor er man nødt til enten at “finde sin plads” i hierarkiet, at lade andre træde på en eller til at slå uhensigtmæssigt fra sig, fordi man er sikker på, at andre bevidst generer en.
Den sidste mulighed, er Sanne, den assertive. Hun har accepteret sig selv som hun er, med sine gode og dårlige sider, og kan derfor acceptere andre på en ægte måde. Hun behøver ikke at pille andre ned for at have det godt. Hun gør ikke andre ansvarlige for sit liv. Hun erkender, at hun har ansvaret for sine handlinger, sine valg og sit liv. Hun giver ikke andre dårlige samvittighed, når de ikke kan gætte sig til hendes behov eller ønsker.
Det er de fire karakterer, de fire kvinder, vi skal se på.
Lad os nu sætte disse fire kvinder i en bestemt situation og se, hvad der sker.
Situationen er som følger:
Fruen vender hjem fra arbejde. Hun åbner døren, og kommer ind i Jerusalem anno 586 fvt.! Det ser ud som om en tyfon har været en tur i gennem dagligstuen.
Hunden ligger efter en regnvejrstur i haven, mageligt i sofaen, manden sidder og læser avisen i sin stol, og børnene leger med deres lommecomputere, alt i mens fjernsynet kører for fulde gardiner med MTV.
Hvordan vil de fire damer, præsenteret for denne situation, hver især reagere?
Jo …
Astrid
Astrid vil blegne, komme med et udbrud, hvorefter hun med raske skridt vil gå ind i stuen, flå avisen ud af mandens hænder, slukke fjernsynet, stille sig midt på stuegulvet og råbe at det her vil hun ikke finde sig i, at ethvert stykke legetøj som stadig forefindes i stuen om 20 sekunder vil ende i skraldespanden, at hun er træt af at have en umulig mand, som ikke bestiller noget i huset, når hun arbejder så hårdt, at ingen tænker på hende, og at … og at … og at … alt det her!
Jamen hov! Hvad er nu det for noget? Kommer hun ud med sit budskab? Får hun sagt hvad hun mener og ønsker?
Næh … Hun siger godt nok en hel masse ubehagelige ting, som hun risikerer at fortryde senere, og som hun vil have store problemer med at bortforklare når vreden er fordampet. Men ellers …
Dorthe
Dorthe kommer ind og er i samme situation.
Hun går ud i køkkenet, tager sig fortvivlet til panden. Måske har hun lyst til at græde. Hun kan ikke mere! Hun sukker opgivende, men hun tager sig sammen, går ind i stuen, kysser sin mand på panden. Han ser det måske ikke en gang. Hun siger: “Hej børn”.
De svarer måske “Hej moar”.
Så trasker hun rundt og rydder op, alt imens hun sukker og tænker på, hvor hårdt hun har det og at ingen tænker nogensinde på hende. Sådan er det jo med mænd … Hun ofrer sig.
Men heller ikke hun kommer ud med sit budskab og sine ønsker. Hendes mand og børn kan ikke gætte sig frem til det. Børn kan ikke gætte sig til deres mors ønsker, og på denne måde vil de heller ikke kunne lære at forstå deres fremtidige ægtefælle.
Ida
Ida kommer ind. Kigger sig lidt omkring og giver sig til at rydde op, alt i mens hun mumler ud i rummet: “Det var dog utroligt! Hvordan kan I være så hensynsløse, og rode så meget når jeg er på arbejde! Sikken en svinesti! Hvordan kan I overhovedet holde ud at være der …” osv.
Manden er stadig gemt bag sin avis, og var jeg ham, ville jeg nok gøre det samme!
Bagefter laver hun aftensmaden … Meget sent!
Middagen finder sted under tung tavshed. Alle føler sig utilpas og skyldige og man siger kun det mest nødvendige: “Kan du række mig saltet”? “Tak”.
Skulle en af børnene driste sig til at spørge, hvordan det kan være, at de spiser så sent, bliver der ikke svaret med andet end en hvæsen og et isnende blik.
Heller ikke her blev problemet (oprydningen) berørt!
Samtlige tre tilfælde har det til fælles, at de, udover at være velkendte for de fleste, ikke har fået berørt end sige løst problemet: Hverken Astrid, Ida eller Dorthe har konfronteret deres familie med sagens kerne.
Ingen af den har fået åbnet op for en dialog med deres mand!
I stedet for at dæmme op for fremtidige lignende konflikter ved at snakke med familien om det, er der efter alle tre reaktioner blevet lagt låg på.
Den assertive Sanne vil være mere direkte og konfrontere sin ægtefælle med: “- Jeg er træt og jeg vil gerne have at du hjælper mig med at lave mad “, (eller rydde op, ordne grønsagerne…) Det hun ønsker, beder hun om, og har hermed større chancer for at få det opfyldt, i stedet for, som det sandsynligvis vil i de tre første tilfælde, at det hele udvikler sig til et tåbeligt skænderi eller frustration.
Men det er ikke altid lige nemt, at få sagt sin mening! Det lærer man nemlig ikke noget om i “flinkeskolen”, og den har vist alt for mange af os gået i. Et af de største problemer er, at alle, og navnlig kvinder, kan have meget svært ved at sige “nej”.
Kan du ikke liiiiige … ?
Lad os for eksempel antage, at Jette har lige købt en dejlig bog. Hun er træt, ja udmattet. Men husarbejdet er overstået, børnene er henholdsvis i skole og i børnehaven, og hun har lavet sig en kande kaffe. Hun lægger sig i sin sofa, for nu skal hun slappe af. Det trænger hun hårdt til. Hun pakker bogen ud, som hun har glædet sig til at gå i gang med. Hun har endnu ikke åbnet den, da, ding-dong, det ringer på døren.
Det er hendes veninde, Sigrid, som holder Hans og Mette, hendes to børn, i hånden:
“- Hej Jette, ved du hvad? Jeg har lige været så heldig at få den eneste tid frisøren har ledig i denne uge. Hvis jeg ikke går nu, kan jeg først få en tid igen om 14 dage, og du ved jo, at vi skal til fest i weekenden. Jeg vidste jo, at du var hjemme i dag. Kunne du ikke lige passe Hans og Mette så længe?”.
Jeg vil turde vædde på at 99 % af samtlige kvindelige læsere vil gøre lige som Jette: måske sukke lidt … og svare ja.
Har jeg ikke ret?
De gange hvor jeg i mine kurser, har taget dette eksempel op, har det meste almindelig svar været: Det kan blive mig, der har brug for hjælp næste gang.
Danske kvinder kan nemlig ikke sige nej! Hvis de går så langt, at de gør det, sker det enten i et irrelevant vredesudbrud, hvor man som regel får sagt meget mere end nej. Eller også sker det blandet sammen med så mange undskyldninger, at det sjældent opdages, at det er nej, der rent faktisk bliver sagt.
I ovenstående eksempel vil jeg mene, det vigtigste for Jette er at hun kan få slappet af, koblet af, så hun kan være der for sine egne børn og sin mand senere på dagen, når de vender hjem.
Men Jette kan, som så mange andre, ikke sige nej.
Og fordi Jette ikke kan sige nej, forventer hun taknemlighed fra Sigrid. Hvis Sigrid ikke viser denne taknemmelighed, og for eksempel nægter Jette en eller flere venindetjenester på et senere tidspunkt, kan det meget vel ende med bagvaskelse og ballade. Fordi alt bliver husket! Jette vil ikke acceptere, at Sigrid kan sige nej, når hun selv ikke kan.
Men hvorfor er der så mange danske kvinder, der ikke kan sige noget så enkelt som nej?
Der er to afgørende faktorer i det.
Hvorfor ikke bare sige nej?
Først er der vores allesammens ønske om, at alle skal kunne lide os. Vi kan blive helt knust over, at nogen kan finde på ikke at kunne lide os. Vi vil enten gøre alt, for at få vedkommende til at ændre mening, eller i stedet regne vedkommende som idiot. Begge dele er lige uhensigtmæssigt.
Det bedste i sådan et tilfælde vil være at tænke: Nå ja, han kan ikke lide mig, det er ærgerligt, det er jeg ked af, men det er der ikke noget at gøre ved.
Langt de fleste mænd (ikke alle!) vil her have den holdning, som vi drenge fra barnsben bliver skolet i, nemlig at vi en dag skal kunne forsørge en familie, og skal kunne klare os i konkurrencen mod andre. I den konkurrence, er der så nogen, som vil synes, at vi er nogle idioter. Nå ja … Bare ærgerligt! Det er uden betydning! Så vil der være nogle andre der ikke vil synes, at vi er nogle idioter!
Kun meget få kvinder bliver opdraget på samme måde! De lærer, at de skal kunne klare sig selv, ja, men de skal også tage hensyn. Og så er der stadig en hel del kvinde-status forbundet med at kunne håndtere en husstand!
Hvis lille Peter går i hullede bukser bliver det moderen, der bliver udpeget som synderen. Ikke faderen: Det er moderen der ikke har udført sine pligter.
Familiens centrum er i dagens Danmark stadig moderen: Hun er familiens midtpunkt, hun føder børnene. Det er hendes opgave at skabe et hjem, uanset hvor få midler hun har til rådighed, så familien holdes sammen.
Det er hende, børnene først kommer til med problemer, fysiske og psykiske skrammer og tårer, hun skal puste på og tørre bort. Det er hende, manden søger tilflugt hos, når han har brug for støtte og hjælp. Hun kan ikke undskylde sig med, at der er travlt på arbejdet lige nu, så derfor har hun ikke så meget overskud til familien: for hvilken mor prioriterer sit arbejde forud for familien? En mand kan sagtens slippe afsted med, at være uinteresseret i familien i en periode pga. sit arbejde, men en kvinde, nej!
Idiotisk! Vil mange sige. Sådan foregår det ikke i dagens Danmark!
Men det gør det faktisk! I rigtig mange hjem endda. Ved at benægte det, forhindrer vi blot de pågældende familier i at gøre noget ved det! Benægter vi det, bekræfter vi kvindernes manglende tro på deres eget værd.
For at kunne udfylde rollen som den altoverkommende udearbejdende familiemor, som altså også er et statussymbol, skal kvinden være følsom. Hun skal have medfølelse. En kvinde uden medfølelse er ikke en kvinde, men et uhyre! Og hvis hun har medfølelse: siger hun altså ikke nej!
Det er nemlig ufølsomt, ubarmhjertig og egoistisk at sige nej! Det viser, at du er ubehøvlet og småtskåren, hvis du siger nej: specielt hvis det er til bagateller.
I øvrigt vil en kvinde der lige ud siger nej, ofte blive opfattet som aggressive. Som en skrap madame, en led kaleche, der bevidst går rundt og sårer andre.
Derfor, hvis du, som kvinde, siger nej, skal du gøre det smilende og i øvrigt have temmelig mange gode undskyldninger parat som forsvar for dit afslag.
Fordi det at afvise en anmodning eller et forslag, set ud fra en hovedsagelig kvindelig opfattelse, ligestilles med at afvise den anmodende person.
Og det er selvfølgelig noget sludder!
Kvinder skal lære at tage imod et nej, men ikke desto mindre, så er det første de skal lære at sige “nej”.
Og det kan være svært, for når hun endelig har taget sig sammen til at sige nej, dukker det næste problem op: at holde fast ved det, uden at falde i nogle af de typiske fælder der dukker op undervejs.
Modparten vil forsøge at få dit nej ændret til et ja.
Hendes mund siger nej, nej, men hendes øjne …
Hvis nu Jette tør at sige nej, uden at smile undskyldende, uden at lyde spørgende, er problemet nu, at holde fast ved det.
Sigrid vil, uden at tænke nærmere over det, benytte sig af forskellige metoder, for at få Jette til at ændre mening.
“Jamen …”, vil Sigrid indvende, “… de er jo søde, og de skal nok være stille!”
Og dette er hvad man kalder irrelevant argumentation. Centrummet for anmodningen bliver flyttet!
Jette har ikke sagt, at Hans og Mette ikke var søde og stille, hun kan bare ikke passe dem lige i dag, hvor hun trænger så frygteligt til at slappe af med sin bog.
Jette skal nu gøre opmærksom på, at hun har hørt og forstået indvendingen, og gentage sit nej: “Ja, Jeg ved godt, at de er søde og stille (hun har hørt og forstået indvendingen), men jeg har noget andet for, og derfor kan jeg ikke passe dem i dag (gentagelse af nej).
Det er vigtigt at have begge del i sætningen: forståelse af indvendingen og gentagelsen af nej. Hvis man kun har første del, vil det lyde submissivt og som et ja. Hvis man kun har anden del, vil det lyde aggressivt.
Måske vil Sigrid forsøge sig med den såkaldte autoritative argumentation, som ellers mest benyttes af mænd: “- kan du da ikke forstå, at …?”, “- Kan du da ikke se, at…”
Nu er det vigtigt for Jette ikke at lade sig flytte fra det hun siger nej til!
Hun må ikke lade sig presse og imponere.
Her igen, må hun altså gentage, at hun har forstået det, og så endnu en gang gentage sit nej: “- Jo, jeg kan da godt se, at…, men jeg kan ikke gøre det alligevel”, uden at lade sig irritere.
Så kommer vi til medfølelsesfælden. Sigrid kan komme til at se bedende ud og sige noget i retning af: “Jamen, jeg er virkelig i knibe, når du siger nej, jeg har ingen andre til at passe børnene. Hvad skal jeg så gøre?”
Også her, skal man holde på samme metode:
“Ja, det kan jeg godt se, og det er jeg meget ked af på dine vegne, men jeg har noget andet for, og kan derfor ikke passe Hans og Mette.”
Det er noget af et stykke arbejde, at sige nej! Det ville have været meget nemmere at sige ja, få veninden til frisøren, gemme bogen til en anden dag, og forsøge ikke at lade sin voldsomme irritation og skuffelse gå ud over Hans og Mette og sin egen familie.
Specielt kvinder er ofte bange for at såre. Og vi kan godt blive enige om, at man ikke bevidst må såre sine medmennesker.
Men det betyder ikke, at man selv skal lade sig såre! Hvis Jette ikke får opretholdt sit nej nu, får hun ikke den fristund hun har så stort behov for lige netop denne dag, hun får ikke koblet af og vil mangle overskud til at være en god veninde fremover og til at være noget for sin familie resten af dagen. Og fremfor alt vil hun føle sig såret over, at hendes veninde, Sigrid, ikke respekterede hendes afslag, og ikke engang kunne unde hende denne lille luksus: et par timers tiltrængte fred og ro med en god bog.
En rigtig ven, som bliver såret, vil som regel blive “god” igen, når han eller hun bliver gjort bekendt med sagens rette sammenhæng. Hvis ikke, kunne det jo tænkes, at det er en “dårlig” ven der benytter sig af din medfølelse for sine sårede følelser til at opnå sin vilje. Og det er jo ikke særlig pænt!
Vi har alle behov for at bede om at få opfyldt små eller store ønsker, også dig. Men det indebærer naturligvis også, at vi må affinde os med, at disse ikke altid efterkommes, og at det i så fald ikke er en stor ulykke.
Vigtigt er det, at kvinder skal lære at sige nej, uden at få skyldfølelse. Det er nemmere end du tror, når først du har prøvet det en gang.
Altså, næste gang der er noget, du ikke vil gå med til, så sig nej: pænt og høfligt, uden at tilføje tåbelige undskyldninger. Bliver der presset på, så gør opmærksom på, at du har hørt og forstået, det der blev sagt, men alligevel vil holde på dit nej.
Lad være med at sige nej, blot for at sige nej, men sig nej, når du har behov for det. Du vil få et meget bedre forhold til dine omgivelser, og først og fremmest vil du opnå respekt for dig selv, og mere frihed!
Det er aldrig for sent at begynde! (Cyril Malka).
© 1995-1996 – Cyril Malka – Udgivet i forkortet version i “Fyens Stiftstidende” d. 5. december 1995. Og i sin fulde længde i “Udfordringen” d. 15 og d. 29. februar 1996 – Omredigeret den 01/04-2014
