Kludder med kærligheden

Kærlighed?

(18/03-2014) – Er du en af dem, der tror sig fortabt uden kærlighed, og hvis verden brister, når din udkårne er uopmærksom? Er du både vildt lykkelig og afgrundsdyb i din fortvivlelse – urolig, bange og jaloux? Så er du nok en kærlighedsklodrian. Test dig selv – og din partner – og læs samtidig, hvordan du kan ændre adfærd.

Det værste du kan forestille dig er, at din partner går med overvejelser om at forlade dig, for du kan ikke eksistere uden kærlighed. Der er godt nok ingen synlige tegn, men alligevel ved du med sikkerhed, at hvis han gør det – så dør du! Du ved det, for hver gang du ser ham tale med en anden attraktiv kvinde, bliver du både jaloux, vred og deprimeret – og hvad er du overhovedet værd, hvis du ikke er værd at elske? Er det følelser og forestillinger du kan nikke genkendende til, lider du sandsynligvis af fænomenet “Kærlighedsklodrianeri”.

Kærlighedsklodrianer er folk som udelukkende motiveres af ét mål i deres liv. Et mål over alle andre: At finde en person at elske! De mener at de har behov for at elske og for at være elsket, ellers kan de ikke være lykkelige, endsige føle selvværd. De er utrolig sårbare for en kærlighed, der ikke gengældes fuldt ud – eller overhovedet – og lever de helt uden et kærlighedsforhold, er deres Akillessene aldeles blottet, fordi de har defineret hele tilværelsen i kærlighedens tegn.

En klodrians dårlige vaner Gemmer du på en lille klodrian, vil du kende til tre gennemgående adfærdsmønstre i dit kærlighedsliv.

For det første vil du, når du befinder dig mellem to forhold, desperat søge efter “den eneste ene” og sandsynligvis skræmme eventuelle partnere væk med din iver. Du vil føle, at når du er så desperat og stadig ikke kan finde en at elske, må der helt bestemt være noget i vejen med dig! Under denne jagtfase, vil du have det elendigt og føle dig håbløst alene. Du vil også have svært ved at nyde noget som helst andet i dit liv, fordi for dig er det at være lykkelig det samme som at være forelsket.

For det andet vil du – når du er i et forhold, faktisk slet ikke have det så godt! Under hvedebrødsdagene, vil det føles som om du aldrig har været mere lykkelig i dit liv: Champagne til morgenmaden, spadsereture med den elskede i parken, picnic ved søen og kærlighed, kærlighed, kærlighed! Desværre ændrer tingene sig, når du og din elskede kommer tilbage til virkeligheden. Angsten i dit hjerte for at du kunne miste din elskede, og de mangfoldige følelsesmæssige krav som en klodrian, belaster forholdet med, begynder at slide på din nydelse af forholdet. Samtidig vil dine overdimensionerede behov for din elskedes opmærksomhed begynde at “slide på silken”. Dette er altså hvis du er en kærlighedsklodrian, men din elskede ikke er det.

Og endelig vil du, som kærlighedsklodrian opleve endnu stærkere følelsesmæssig elendighed, når et forhold lakker mod enden. Du har jo både defineret din lykke og din personlige værd afhængig af, om der er en, der elsker dig. Derfor er det et følelsesmæssigt chok for dig pludselig at opleve din elskede give udtryk for, at han egentligt ikke finder dig så fantastisk alligevel, og at han gerne vil bryde forholdet. Følelsen af afvisning vil være meget vanskelig at håndtere, og du vil mene, det vil tage lang tid (hvis det nogensinde lykkes!) at genfinde dit selvværd. Du kan måske føle afvisningen, som så sårende, at du vil undgå enhver tanke om et nyt forhold i meget lang tid.

En klodrians livsløgne En kærlighedsklodrian lever ofte og stædigt efter nøje indlærte retningslinjer og regler, som i sig selv forstærker følelsen af utilstrækkelighed.

“Jeg har behov for at kærligheden skal være lykkelig og fuldendt, og jeg kan ikke leve uden den,” vil en klodrian sige om sig selv og kærligheden.

Hvorfor er sådan en holdning uhensigtsmæssig? Er det forkert at ønske kærlighed? Bestemt ikke! Hvad der til gengæld er forkert, er at definere kærlighed, som et behov på lige fod med mad eller ilt! For selv om man helt afgjort vil være mere lykkelig med kærlighed end uden – har man ganske enkelt ikke behov for kærligheden for at overleve; man vil ikke dø uden!

En mere hensigtsmæssig og mere rationel holdning til kærligheden vil være, at nok er det ønskeligt og at foretrække at elske og blive elsket, men man kan stadig være lykkelig, selv om man ikke er i et forhold; man behøver det ikke for at overleve.

En idé kan være, at man, hver gang man fornemmer den følelsesmæssige smerte ved at blive vraget eller være uden kærlighed, gentager denne nye holdning over for sig selv: “Det er ganske givet, at jeg ikke kan lide den her situation. Men jeg kan helt afgjort klare den.”

Den anden grundholdning som en kærlighedsklodrian bør gør op med, er opfattelsen af sig selv som værdiløs uden kærlighed.

“Jeg skal have kærlighed eller også er jeg hele vejen i gennem et værdiløst menneske.” Med den holdning, er det på tide at lære at adskille andres opfattelse fra sin egen. Man er en værdifuld person uanset om nogen elsker en eller ej. Problemer i et område af livet formindsker ikke ens evner og færdigheder i andre områder.

Her vil en god portion rationel selvaccept gøre underværker. Rationel selvaccept kræver forståelse for, at man er en kompleks person, med mange forskellige karaktertræk; nogle positive, nogle negative. Derfor er det umuligt at vurdere sig selv som god eller ond, succesfuld eller fiasko på grundlag af et eneste af ens karaktertræk På samme måde kan man heller ikke dømme sig selv, fordi man i en periode lever uden et kærlighedsforhold.

Sådan ændrer du adfærd En vigtig del af kampen mod kærlighedsklodrianeriet er din opfattelse af dig selv og dit værd. Brug noget tid på at opsummere alle dine bedste kvaliteter. Skriv alle de ting ned, som du holder af ved dit udseende, dit forhold til andre dit arbejdsliv og din fritid. Listen med dine positive sider bliver måske længere end du havde ventet. Og den vil hjælpe dig til at sætte både dig dit forhold og dit selvrespekt i perspektiv. Det er vigtigt, at være lykkelig i ens kærlighedsforhold; men det er kun en del af éns liv!

Man skal altid have sine andre positive kvaliteter i tankerne, når man fornemmer andres misbilligelse er blevet vraget eller måske befinder sig mellem to forhold.

Questions

Klæberi er endnu værre Mens mange mennesker – specielt i en ung alder – viser symptomer på kærlighedsklodrianeri, er der sjældent adfærden fortsætter livet ud. Men gør den, står man med et alvorligt emotionelt problem, der i sin form vel bedst kan betegnes som “klæberi”.

Det handler om mennesker med ekstreme opfattelser af kærligheden og forelskelsen. Symptomer på klæberi er tvangstanker om den elskede. Man fokuserer udelukkende på hans positive kvaliteter, mens man benægter de negative; og man har et desperat behov for at han elsker én lige så meget, som man elsker ham. Er man en “klæber”, lider man også af ekstreme humørsvingninger – afhængigt af hvor meget kærlighed man modtager fra den udkårne – og er samtidig angst når ens kærlighed ikke bliver gengældt tilstrækkeligt. Klæberi efterlader den skadelidte som følelsesmæssigt vrag og krøbling, når vedkommende når til forholdets afslutning…

Lider man under klæberi-syndromet, vil man højst sandsynligt have følgende irrationelle holdninger: “Jeg skal have min kærestes kærlighed hele tiden, eller også er jeg en utilstrækkelig og mindreværdig person;” samt: “Hvis min elskede er ligeglad med mig, eller hvis han dør, har livet ingen værdi og jeg kunne lige selv lægge mig til at dø” eller: “Min elskede er den eneste i verden for mig, og kun hans kærlighed kan give mit liv nogen værdi.”

Kan du kende dig selv i denne beskrivelse, vil en solid dosis rationel og hensigtsmæssig tænkning tre gange dagligt nok være gavnligt.

Gentag for dig selv, lige så stærkt som du kan, følgende fornuftige tanker: “- Jeg vil gerne være elsket lige så meget som jeg elsker, men jeg behøver det ikke for at være lykkelig”. Fortsæt så med “- Det vil være ubehageligt, hvis jeg mistede min elskede, men jeg har ikke behov for ham for at være lykkelig”. Dernæst: “- At miste kærlighed er ikke verdens undergang, jeg vil kunne klare det.” Og slut med et: “- Min kæreste er ikke den eneste ene, jeg kan være glad for, og jeg kunne have et værdigt liv selv om han ikke elsker mig.”

Når man lærer at tænke og handle mere rationelt, kan man undgå den følelsesmæssige elendighed, som kærlighedsklodrianerne alt for ofte kommer ud for. Og husk så, at uanset hvor meget du foretrækker et romantisk forhold, betyder det ikke, at du behøver at få det. Selv om det måske kan være trist og ubehageligt uden er det hverken forfærdeligt eller frygteligt. Du kan stadig være et lykkeligt menneske!

Test: Er du klar til kærligheden? Svar på følgende spørgsmål og find ud af, hvordan du har det med kærligheden. Hvor vigtigt er den for dig, og hvordan takler du den, når du møder den? Skulle det vise sig, at du er lige lovlig afhængig, får du også en anvisning på, hvordan du kommer videre med selvaccept.

Læs de ti udsagn og skriv det tal som angiver, hvor enig eller uenig du er:

4 = Helt enig 3 = Mest enig 2 = Mest uenig 1 = Helt uenig

1. Jeg har svært ved at nyde livet, når jeg ikke er forelsket/elsker.

2. Kun når jeg er forelsket/elsker føler jeg mig hel, ellers føler jeg mig håbløs, nedtrykt og værdiløs.

3. Jeg skal have mine kæresters kærlighed hele tiden, ellers føler jeg mig tilstrækkelig og mindreværdig.

4. Jeg kan ikke klare, når min partner afviser eller misbilliger mig.

5. En af de værste ting i verden er at være uden nogen at elske, som elsker mig.

6. Jeg skal føle mig overbevist om, at min kæreste elsker mig , kun mig – i al evighed.

7. Jeg har afgjort brug for kærlighed for at være tilfreds og lykkelig.

8. Min elskede er den eneste i verden for mig. Alene hans kan gøre mig og mit liv værdifuldt.

9. Det vil være forfærdeligt at miste min elskede; jeg ville ikke kunne klare det.

10. Hvis min elskede er ligeglad med mig, har livet ingen værdi, og jeg kunne lige så godt lægge mig til at dø.

Læg dine point sammen og find din grad af kærlighedsklodianeri.

Fortolkning af points

35-40 Du er hårdt angrebet af kærlighedsklodrianeri, det, der også kaldes for “klæberi”. Dit kærlighedsforhold er karakteriseret ved ekstrem besiddertrang, lidenskab, og mange op- og nedture. De fantastiske krav du stiller til din kæreste, er mere end de fleste kan klare. En ændring til en lidt mere rationel og hensigtsmæssig attitude kan hjælpe dig til at være mere lykkelig i dit forhold.

25-34 Du er en kærlighedsklodrian! Men du er i godt selskab, da de fleste mennesker har elementer af kærlighedsklodrianeri. Du bør dog Arbejde hårdt for at lære at værdsætte dig selv udenfor dit kærlighedsforhold, ligesom du måske kunne blive meget mere lykkelig med en mand som elsker dig lige så meget, som du elsker ham. Held og lykke og husk så at med eller uden lykkeligt parforhold – ingen er konstant lykkelige.

10-24 De fleste i denne kategori er stærke individualister, og tilfredsstilles af deres arbejde. Dit kærligheds forhold er sandsynligvis også karakteriseret af selvstændighed og selvtillid. Du vil nok have det svært med at udholde kærlighedsklodrianeri fra din partner.

Cyril Malka

© 1996 – 2014 –  Cyril Malka – Udgivet i Alt for Damerne nr. 52 – December 1996 – Revideret i 2014.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top