Min seneste YouTube-video
Jeg har arbejdet som psykoanalytiker og terapeut i efterhånden en del år. Et af de mest almindelige problemer, folk kommer til mig med, er angst. Især når årsagen til angsten er ukendt for dem.
Når folk er angst for nogle bestemte ting, såsom hunde, edderkopper eller andre menneskers negative reaktioner, så ved de i det mindste, hvad de er angst for.
Men en del mennesker er angst for at være angst! Det er faktisk så almindeligt, og alligevel så misforstået, at manglen på viden omkring det almindelige i at føle angst fører til endnu mere angst.
Angst for selve angsten kan f.eks. opstå ved, at man først er udsat for en mere eller mindre alvorlig forskrækkelse, imens man eksempelvis er ude at købe ind, inde i en elevator, kører bil, eller endda blot er derhjemme.
Ved at erfare denne angst (problem nr. 1) begynder man at blive angst for at opleve angsten igen (problem nr. 2).
Den dobbelte situation er grobund for udviklingen af angstens onde cirkel, ud fra hvilken man føler, det er svært – for ikke at sige umuligt – at undslippe.
Men forståelse for denne proces er det første skridt hen imod en løsning af problemet. Lad mig fortælle mere detaljeret om den onde cirkel:
Når man først har oplevet angst “uden grund”, bringer man sig selv i en angstfuld tilstand i frygten for at blive angst igen. Man tænker noget i retning af: “Ville det ikke være forfærdeligt, hvis jeg blev angst?”
Og at tænke på den måde fører rent faktisk til angst.
Så føler man angsten komme og tænker f.eks. :”Du milde! Jeg er ved at blive angst!”. Dette fører til øget angst og udløser tanker som: “Åh Gud! Jeg er ved at miste kontrollen. Hvad nu hvis jeg besvimer (eller panikerer, får et hjerteanfald eller gør noget sindssygt); det ville være forfærdeligt!”
Angsten bliver igen forøget, hvilket fører til flere ængstelige tanker osv.
Men dette mønster udvikler sig utroligt hurtigt, og man opfatter sandsynligvis kun, at man er ved at blive panisk.
Derudover kan man være en af den slags mennesker, som “hyperventilerer”, når de bliver angste. Dette betyder, at man indtager for meget ilt og paradoksalt nok føler, at man har brug for at få mere luft, når det egentlig er omvendt – man behøver mindre.
“Hyperventilering” fører til følelser som prikken, bevidstløshed, svimmelhed og hjertebanken. Uden at være bevidst om det kan man mene, at disse følelser beviser, at der virkelig er noget i vejen med en, og at dette “vil være frygteligt”. Tanken fører til mere angst og den onde cirkel fortsætter.
Uden tilstedeværelsen af tanker som “ville det ikke være forfærdeligt” vil panikken sandsynligvis aldrig blive til, selv om man har en tendens til hyperventilering. Så det er den angstfyldte holding, man skal identificere og ændre, hvis problemløsningens frø skal sås.
Men kun meget få mennesker forstår dette, og derfor er denne forklaring ikke almen viden. I stedet vil man for eksempel blot undgå situationer, hvor man forventer at blive angst.
Hvis man ikke undgår (eller kan undgå) disse angstprovokerende situationer, vil man i stedet for bruge nogle alment kendte metoder for at distrahere sig selv fra sin angst (for eksempel tælle til ti, afslapningsøvelser, tage piller, drikke alkohol, m.m.).
Disse kan på kortere sigt være hjælpsomme, men som oftest løser de ikke problemet, og ved at bruge piller og især alkohol for at dulme angsten kan man opnå højst uønskede resultater.
Hvad kan man gøre?
Først skal man skelne imellem følelsen af, om noget er “ubehageligt” eller “forfærdeligt”. Forfærdeligt betyder “verdens ende” for en.
Angst er ikke verdens ende. Det er ubehageligt, endda af og til forbandet ubehageligt, men det er ikke forfærdeligt, med mindre man opfatter det sådan!
Hvis man betegner angst som forfærdelig, vil man tage endnu en tur i den onde cirkel.
Så som det første, hvis man bliver angst, skal man påvise for sig selv, at angst er ubehagelig, slem, generende, men det er ikke farligt, og det er bestemt ikke verdens ende!
Dernæst må man forsøge at overbevise sig selv om dette, når man befinder sig i netop den situation, man ellers prøver at løbe fra. Det lyder meget enkelt, og det er det også, men det er ikke nemt! Husk forskellen, den er vigtig!
Man har jo trænet sig selv til at opfatte angst som forfærdelig, og ens krop reagerer på den definition. Det vil tage nogen tid at få hold på sig selv og komme til at se på angst som noget forbandet ubehageligt, men ikke verdens ende. Og det vil tage endnu længere tid for kroppen at reagere på den ny betegnelse.
Punkt nummer tre: Følgende princip kan være yderst nyttigt. Jeg kalder det “Udfordre, men ikke overvælde”.
Det, jeg mener, er: Hvis man forventer, at en situation vil være for overvældende for en, er det måske for tidligt at konfronteres med den. Men det betyder ikke, at man kun skal gøre ting, som man er tryg ved at gøre.
At overvinde angst betyder også at tolerere ubehag, så det er vigtigt at se ubehaget i øjnene i stedet for at flygte fra det.
Det vil altså være en god begyndelse at finde en oplevelse, man kan opfatte som en udfordring.
Hvis det ikke lykkes for en, så husk, at det er uheldigt, men ikke “frygteligt”.
Man skal blive ved med at bruge princippet om at “udfordre, men ikke overvælde”. Find en udfordrende situation, se den i øjnene og opøv holdningen: “Angst er forbandet ubehageligt, men ikke forfærdeligt”, alt imens man ser situationen i øjnene.
Hvis man kommer til at føle panik, så husk, at panik kun varer ganske kort, selv om det forekommer uendeligt, lige når man er i situationen. Man kan så bruge den samme metode over for panikken: “Hvis jeg panikerer, panikerer jeg! Det er søreme uheldigt, men ikke frygteligt!”
Men der er en vigtig pointe, som mange klienter har fremført som en del af den onde cirkel.
Det er frygten for at kommer til at handle stupidt eller tåbeligt i en panik/angst situation og på denne måde vil tildrage sig andres hånlige opmærksomhed.
Først kan man fortælle sig selv, at det er meget usandsynligt, at dette vil ske.
Men en endnu bedre løsning er at forestille sig, at det vil ske, og øve sig på en til anti-angst attitude.
Hvis man har denne form for angst, er det højst sandsynligt, at man vil mene, at hvis man handler stupidt eller tåbeligt, vil det bevise, at man er værdiløs (nytteløs, stupid, et fjols eller den betegnelse, man helst bruger til at fordømme sig selv).
Hvis andre håner en, er det jo ikke deres hån, der er det faktiske problem, men derimod ens egen opfattelse af, at andre har ret til at håne en. Man tænker: “Hvis de mener jeg er et fjols, så har de ret, jeg er et fjols”.
Endnu en gang er det ens attitude over for sig selv, som er problemet.
Det, man egentligt behøver at spørge sig selv om, er: “Er jeg værdiløs (nytteløs osv…), fordi jeg handler på den måde, eller er jeg et fejlbart menneske (lige som de andre) med et problem?”
Jeg håber sandelig, at man indser, at man er det sidstnævnte!
Hvis en god ven handler dumt offentligt, vil man dadle vedkommende, eller vil man antage en forstående holdning over for vedkommende? Mest sandsynligt er det, at man vil acceptere sin vens handling. De er jo mennesker, lige som en selv.
Så man kan øve sig i den accepterende holdning over for sig selv: “Hvis jeg handler dumt, vil det være slemt, men jeg er et fejlbart menneske med et problem”.
Jeg hører ofte fra mine klienter, at denne holdning er med til at hjælpe dem til at forstå, at for det første er der kun en ringe sandsynlighed for, at de vil handle dumt. For det andet, hvis de gør, vil andre ikke nødvendigvis dadle dem, og for det tredje, hvis andre dadler dem, så er det ikke verdens ende.
Hvis man har en tendens til hyperventilation, er det vigtigt at få kontrol over sin vejrtrækning. Dette kræver en del øvelse og gøres bedst under supervision.
Kontrolleret vejrtrækning betyder, at man tager lange, langsomme, regelmæssige og rimelig svage (ikke dybe) åndedrag. Træk vejret ind igennem næsen og ud gennem munden i regelmæssig (ind-ud) cyklus.
Tolv cyklusser pr. minut er ofte hjælpsomme, men bedst er det at finde sin egen behagelige vejrtræknings rytme.
Disse cyklusser regulerer den mængde ilt, man indtager, så man ikke oplever den prikken, besvimelse og svimmelhed (hjertebanken osv.) som er forbundet med hyperventilation.
At benytte disse anti-angst holdninger og teknikker, såsom kontrolleret vejrtrækning, kræver desværre megen øvelse, men man gør som regel stædige fremskridt (omend tilbageskridt sker og skal forventes), og jeg vil forudsige, at hvis man nøje følger disse retningslinjer, kan man bryde ud af sin egen onde cirkel af angst (Cyril Malka).
© 1997 – Cyril Malka
