Det er en generel regel, især i vestlige lande (meget mindre i tidligere østlande), at vi er vidne til narcissistiske lederes og chefers fremgang og fald.
Med “narcissistisk” skal vi forstå mennesker, der har en storslået vision om sig selv, som mener, at love og regler ikke gælder for dem, og som tørster efter beundring af deres “tilhængere”.
Dette er et personlighedstræk, der er karakteriseret ved en overdreven følelse af at den betydning man har. Narcissister dukker ofte op som gruppeledere. De er gode til det da de er gode til at fange andre med deres dragende charme, dristige visioner og urokkelige selvtillid.
Det er kendt, at narcissisme begynder at være synlig relativt tidligt i barndommen (mellem 6 og 8 år).
Selvfølgelig har alle børn et eller andet niveau af narcissisme, men narcissistiske børn er mere tilbøjelige til at komme med udsagn som “jeg er en meget speciel person”, “børn som mig fortjener noget mere” og “jeg er et eksempel andre børn skulle følge”.
Da børn tilbringer det meste af deres fritid i skolen og i grupper, spekulerede forskere på, om narcissistiske børn bliver betragtet som ledere af deres jævnaldrende. Om de kan være legpladsens konger, så at sige.
Forskeren Eddie Brummelman og hans hold fra Utrecht universitet i Holland forsøgte at svare på dette spørgsmål.
Så de rekrutterede 332 børn mellem 7 og 14 år. De bagefter vurderede deres niveau af narcissisme og endeligt bad de derefter børnene om at skrive navnene på klassekammerater ned, som de betragtede som “den rigtige leder”.
Resultatet blev at narcissistiske børn blev ofte set af deres klassekammerater som sande ledere.
Sammenhængen mellem narcissisme og lederstatus var så konsekvent, at den dukkede op i 96 % af alle undersøgte klasseværelser.
Så ja, narcissistiske børn tager ofte pladsen som ledere i deres klasseværelser. Men hvad er de egentlig værd som ledere?
For at besvare dette spørgsmål bad forskerne børnene til at udføre en fælles opgave. De dannede et udvalg på tre personer for at udvælge den bedste politibetjent blandt flere ansøgere. Opgaven var designet, så børn kun kunne identificere den bedste kandidat, når de delte information om kandidaterne med deres gruppemedlemmer. Samarbejde var nøglen.
Forskerne valgte et tilfældigt barn til at være leder. Dette barn sad for enden af bordet og var ansvarlig for at vejlede gruppediskussionen og træffe den endelige beslutning.
På trods af en positiv opfattelse af deres egne lederevner, udmærker narcissistiske børn sig ikke som ledere. Sammenlignet med andre ledere udviste de ikke bedre lederskab, og de guidede ikke deres grupper til bedre præstationer. De var helt gennemsnitlige.
Hvis narcissistiske børn ikke rigtig udmærker sig som ledere, hvorfor ser deres klassekammerater dem så stadig som rigtige ledere?
Tilsyneladende kan børn, ligesom voksne, ikke gennemskue narcissistiske individers røgslør og de tror på dem.
Det er klart, at mennesker, voksne som børn, ofte ikke er i stand til at se gennem den narcissistiske facade, og de forveksler tom snak med kompetence.
Det er måske på tide at lære at se forskellen. (Cyril Malka)
