Egentligt meget pudsigt … Jeg kommer selv fra Frankrig, hvor vi har haft det system i mange år. Det skaber mange problemer, i form af “eliteklasser” og “taberklasser”, som nemt bliver til rene getthoer for indvandrebørn; racismen og voldsomme klikedannelser blomstrer i fuldt flor.
Ideen med klasseinddeling er ellers god … Jeg kommer tilbage til det, sidst i denne kronik. Jeg mener blot, at førend vi tager en beslutning, bør vi nøje undersøge det kriterium som vi vil inddele klasserne efter.
Efter skoleresultater, karakterer, gennemsnittet er det mest almindelige svar. Det vil sige, at eleverne med de bedste karakterer, som er bedst til at tilpasse sig skolen vil gå i de bedre klasser. Men hvad sker der så der? Og hvad er det for en slags unger, som vil være i disse elite klasser?
Den fremherskende ånd i klassen vil være konkurrenceånden. Hård konkurrence endda. Her er det ikke rundsave på albuerne, men laserkanoner. Det bliver hermed svært at opnå en homogen klasse. Det kán da være en fordel kun at tænke på sig selv i nogle tilfælde. Blot ikke altid.
Den vigtigste årsag er det pres, der lægges på eleven: Jeg skal ikke rykke over i den dårlige klasse, den for taberne. Så er jeg ikke noget værd! Min værdi ligger i mine resultater.
Presset vil være hårdt, og kan man ikke forblive i elite klassen, er det spørgsmålet om barnet kan rejse sig op igen fra sådan et nederlag. Jeg synes, at det er lige lovlig tidligt at påbegynde sådan en form for menneskesortering!
Det er naturligvis umuligt at sige hvilke elever der vil være i sådan en eliteklasse. Men psykologisk set, ved vi efterhånden godt, at mange børn med et svagt Jeg, dvs. en usikker personlighed, som nemt vil føle sig truet (psykisk, på deres personlighed), ofte kun ser arbejdet (først skolearbejde, sidenhen karrieren) som toneangivende for hvad og hvem der er værd at beskæftige sig med. Og hvad der er af positiv værdi.
Pudsigt nok, har jeg set en del “gode elever” som voksne i terapi.
Som oftest er deres personlighed blevet undertrykt af ønsket om at behage far, mor, skolelæreren, om at leve op til et ideal. De skal læse til læge fordi far ikke formåede det!
I de eliteklasser har vi en stor sandsynlighed for at finde elever som psykisk set vil have nemt ved at blive væltet af, samt at det vil være svært at få hold på eleverne. Symptomet er begyndt at gøre sig gældende i bekymrende grad allerede nu på gymnasiet, hvor karakterracet har taget nogle foruroligende proportioner.
Hvad med andre klasser? ‘Taberklasserne', hvilke elever vil de bestå af?
Der vil der være et noget større sammenhold. Vi er alle i samme båd.
Idet at man ikke er del af skolen på samme måde som eliteklasserne. Dvs.: Skolens primære formål er at give lærdom, at få ungerne til at blive kloge. De som ikke er i stand til at nå det mål, kan naturligvis ikke være del af skolen på samme måde som “de andre”. Og dvs. at det vil være nemmere at holde “sammen” i mod skolen. På sin vis vil sammenholdet altså blive bedre, omend årsagen/målet for sammenholdet ikke er det mest hensigtsmæssige.
Indirekte, vil man også kunne bekræfte at: “sammenhold er for de svage og dem, som ikke kan klare sig! Rigtige mænd/kvinder skal være egoister!”
Eleverne. Vil det være dummepeterne?
Nej!
De, som mener det, begår en grusom fejl. Der vil være en del unger, som ikke følger med, som ikke underkaster sig klassens lov, og kan have svært ved at holde sig koncentreret, være stille og arbejde godt.
Og dette kan i mange tilfælde også være tegn på et IQ-barn! Dvs. et barn med en høj IQ, som ganske enkelt er uinteresseret i det, der foregår i klassen, enten fordi barnet ved det i forvejen, eller fordi det ikke er interesseret i det emne, men hellere vil arbejde med et andet. Eller også fordi det er vant til at tingene kommer mere eller mindre af sig selv, og det ligger barnet fjernt at skulle arbejde eller være stille for at lære noget!
Det betyder ikke, at vi ikke ville finde IQ-børn i de høje klasser. Naturligvis ikke. Men jeg vil med sikkerhed sige, at flertallet vil være til at finde iblandt ballademagerne! Og det, at man behandler dem som tilbagestående vil nok kun gøre ondt værre.
Det betyder altså, at hvis vi skal inddele klasserne på en rimelig måde, er det i hvert fald ikke det kriterium, vi skal gå ud fra!
Det, som jeg vil mene er det bedste kriteriet at benytte, vil være den kognitive forståelse. Dvs. at vi simpelthen skulle teste børnene, for at se hvor meget de opfatter, hvordan de behandler det opfattede stof, hvor hurtigt de gør det og i hvilken grad.
Kort kan jeg forklare, at man kan stille barnet nogle spørgsmål, og ud fra barnets svar kan man se på hvilket trin af udviklingen det er. Disse trin kaldes: Pre-operationel, konkret operationel og formel operationel. Hvis man stiller et spørgsmål til et barn kan man bedømme omtrent på hvilken måde barnet opfatter og bearbejder lærdom/spørgsmål/viden..
Hvis man fx. stiller følgende spørgsmål til barnet: Hvad betyder: Man må ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus? Så kan barnet give tre slags svar. Nemlig:
Det betyder:
– Sten kan knuse glas (Pre-operationel)
– Noget dyrt, fx. glas, kan gå i stykker (Konkret-operationel)
– Folk som gør noget forkert skulle ikke grine ad andre. (Formel-operationel)
De svar skal naturligvis tages vejledende, og altså ikke som perfekte løsninger, vi taler om psykologi, ikke om matematik!
Ud fra de ovenstående svar, kan man se hvilken forståelsesgrad barnet har.
Naturligvis er der et vejledende alderstrin for det. Men det er kun vejledende. Og det betyder at i et aldersopdelt klasseværelse kan der rent faktisk være børn på samtlige tre udviklingstrin trin. Og derfor skal læreren fortælle det samme flere gange, på flere forskellige måder, så alle kan forstå det.
Det betyder ikke at nogle børn er “dummere” end andre. Det betyder blot, at de er på et andet udviklingstrin. IQ-børn er eksempelvis altid på et højt kognitivtrin, hvorfor de ofte er urolige og uopmærksomme i en almindelig skoleklasse.
Skulle man opdele klasserne helt fornuftigt, er det rent faktisk dette kriterium man skulle gå efter. Så kunne læreren nøjes med at fortælle tingene en gang og klassen vil være homogen.
Hvis ikke.
Hvis ikke det var fordi, at børn er så uberegnelige! Og de kan rent faktisk finde på at være så uhensigtsmæssige, at de kan gå fra den ene trin til det andet midt i skoleåret! Eller i ferietiden. Juleferien fx. Og det er jo noget rod!
I givet fald ville man være nødt til at lave denne test en eller flere gange om året. Dét er der vist ikke ressourcer til!
Hvis ikke.
Det var fordi at den kognitive forståelse kan svinge lidt, hvis børnene eksempelvis er trætte eller lige har været syge.
Problemet er, at det er den eneste måde, man vil kunne klassedele efter dygtighed, så man opnåede de bedste resultater. Og det er alligevel, som man kan se her, noget af en umulig opgave.
Men jeg ser stadig klasseindeling som idealløsning.
Blot vil jeg mene, at den eneste forsvarlige måde at gøre det på, er at klasseinddele børnene, med ca. 15 blandede elever i hver klasse. Så kan der både tages hensyn til dem, som har svært ved at følge med, og dem som følger for godt med, og måske skal have nogle andre opgaver.
Sådan at læreren kan have tid til at gentage det samme mindst 3 gange! Så vi kan få dækket de tre trin. Lad os sige fire, fordi børn er nu uforudsigelige!
Hvis vi skal have et samfund med nogle sunde voksne, er vi nødt til at have skoler med sunde børn. Og det gør man ikke ved at holde dem en pisk over nakken og tage karakter eller skoledygtighed som tone og værdiangivelser. Det gør man ikke ved at have over 20 elever pr. klasse, det gør man ikke, når man ikke har tid til den enkelte. Børn er nemlig individer. Det er ikke noget de pludseligt bliver som voksne!
Nogle ting kan man ikke skære ned på uden omkostninger. Skolegang er en af dem. Der har været “babyboom” nu i 8-9 år. Så det er ikke fordi det kan komme bag på politikerne.
Og der er vel ikke mange af os som er interesserede i spild af gode ressourcer. Hverken økonomiske eller menneskelige.
Er der vel? (Cyril Malka)
© 1997 – Cyril Malka – Udgivet i “Skolen” – april 1997
