Et firma som andre

Denne kommentar udkom i Kristeligt Dagblad den 31. juli 1998. Kristeligt Dagblad har beskåret teksten. Det beskårede er gengivet i kursiv.

Måske burde den danske regering og skattevæsenet sætte Vagttårnsselskabet under lup, som man har gjort i Frankrig.

(31/07-1998) – Birthe Pedersen har en artikel i Kristeligt Dagblad den 23. juli om Jehovas Vidner og deres eksistens, som er truet i Frankrig. Det er mit indtryk, atdenne artikel passer rimelig godt i den nye linje hos Kristeligt Dagblad. En linje, hvor der kun er ganske få røster, der er kritiske over for de nyreligiøse, som kommer igennem til læserne, men hvor propaganda fra diverse sekter kommer fint igennem. Indeholdende endda flere unøjagtigheder. Jeg håber, dette indlæg kommer igennem nåleøjet. Nu er jeg i løbende kontakt og dialog med såvel modstandere af sekterne i Frankrig (U.N.A.D.F.I., F.E.C.R.I.S. m.fl.), som flere nyreligiøse bevægelser, fx Raëlisterne og Jehovas Vidner. Hvorfor jeg vil mene at have god føling med det, der sker på dette plan.

For at forstå den franske regerings syn på Jehovas Vidner er det en fordel at forstå franskmændenes syn på religion. Og i Frankrig er religion, som så meget andet, en privat sag. Dvs. at man ikke har nogen statsreligion som i Danmark. Dette indebærer bl.a., at det er utilstrækkeligt at blive gift/døbt i kirken. Vil man giftes, så må det foregå på rådhuset. Kun dér er ægteskabet eller navngivningen gyldig.

At man bagefter vil giftes i kirken (den katolske eller protestantiske), synagogen, moskeen eller andet, må man selv om. Den franske stat anerkender ingen af dem som gyldige. Kun det, som er underskrevet foran en officiel autoritet, på officielle papirer, er gældende.

Derfor respekterer den franske stat samtlige religioner og trosretninger. Folk må stort set, hvad de vil.

Dér, hvor fælden klapper, er, hvorvidt det enkelte trossamfund kan anerkendes som kulturforening, og hermed få skattefrihed. Visse betingelser skal kunne opfyldes, og det punkt, hvor Vagttårnsselskabet faldt, var på, hvorvidt tilhørsforholdet til pågældende trossamfund går imod “den offentlige orden”, altså samfundet.

Og det måtte siges at være tilfældet for Vagttårnsselskabet, som bl.a. andet lærer sine medlemmer, at staten, samfundet, faktisk er styret af djævelen. Dets lov skal altid være underordnet Guds lov (læs her: Vagttårnsselskabets vilje). Derfor må man ikke tage mere end højst nødvendigt del i samfundet.

I sine bøger tilskynder Vagttårnsselskabet for eksempel sine medlemmer, at hvis man er sygeplejerske på en afdeling og ser, at en af “medsøstrene” er indlagt for at få en abort, ja, så skal man tilsidesætte “verdensloven” (her: tavshedspligten) og anmelde vedkommende til de Ældste, som vil tage de nødvendige skridt.

Man forbyder medlemmerne at stemme. Stemmer man, så er man del af verden, og det er at sidestille med at følge falsk religion. Straffen for dette er udstødelse. Dette forbud er, i franske øjne, en alvorlig sag. At stemme er ikke blot en ret i Frankrig, men en pligt. Så når Vagttårnsselskabet her forhindrer sine medlemmer i at udføre deres borgerpligt, er dette ifølge franskmændene samfundsødelæggende.

Endelig har vi også dette eksempel fra for nyligt: Tre Ældste fra Jehovas Vidner fik kendskab til, at et af deres medlemmer udnyttede sin mindreårige datter seksuelt med jævne mellemrum. Vedkommende angrede og fik derfor tilgivelse. Og naturligvis absolut ingen tilskyndelse til at melde sig. Ej heller har nogle af ældsterådet meldt pågældende til politiet.

Resultatet blev, at vedkommende fortsatte med at udnytte sin datter i et års tid, indtil hans egen søster til sidst meldte ham til det franske politi.

Nu spurgte man under retssagen de tre Ældste, hvoraf en af dem var rektor på en skole, hvorfor i alverden disse ikke havde meldt sagen til politiet, som de burde. Svaret blev: Hvis der havde været tale om en forbrydelse, havde vi naturligvis meldt det, men her var der jo kun tale om voldtægt!

De må siges at være tolerante inden for Jehovas Vidner!

Den 25. februar 1998 blev de pågældende tre Ældste idømt 3 måneders betinget fængsel. Voldtægtsmanden fik 12 år.

Vidnerne kan åbenbart ikke altid lide at vidne…

Det korte af det lange er, at den franske stat ikke er interesseret i at give flere indrømmelser til Vagttårnsselskabet. I hvert fald ikke så længe sekten tilskynder og er med til sådanne handlinger. At man i Danmark tolererer den slags er i og for sig problematisk nok i forhold til resten af Europa.

Danmark skriver sig på “kortet over sekterne” både over for Norden og resten af Europa. For det, man betragter som samfundsnedbrydende i andre lande, som Tyskland, Frankrig eller Sverige, bliver her betragtet som ganske frit.

Og dette kommer fra samme land som har en statsreligion …

I disse EU tider kan dette blive et større problem, for det betyder, at diverse sekter kan have hovedsæde i Danmark, hvor forholdene er lempeligere end i andre lande, og herfra omgå diverse love i de pågældende lande.

Hvor længe vil der så gå, før vi i Danmark åbner øjnene og skelner imellem forståelse og ligegyldighed? Ja, jeg kan godt se, at den franske regering benytter sig af “skattevåbnet” over for Vagttårnsselskabet i dette tilfælde… Og hvorfor skulle den ikke det? Der er tale om et firma, som sælger bøger med pseudo-religiøst indhold.

Vagttårnsselskabet selv var ikke bleg for at overbevise den mexicanske regering i sin tid om, at det, de forkyndte, ikke var Bibelen, og at deres litteratur ikke var religiøs, da loven i Mexico var således indrettet, at trossamfund ikke måtte eje jord.

Vagttårnsselskabet er ikke bleg for at skrive under på i Bulgarien, at man ikke ville udstøde medlemmer, hvis de modtager blodtransfusion, for at opnå status som religion der. Herhjemme kommer man uvilkårligt til at tænke på den lille Dan fra Gråsten: Han døde i en alder af 15.

Hvis den danske stat havde haft sådanne betingelser og var lidt mindre bange for at markere sig, ville Vagttårnsselskabet måske have skrevet under på et lignende papir, og Dan ville være med os den dag i dag!

Man registrerede medlemmerne, indtil den danske stat fik kendskab til dette efter et tyveri i Holbæk – dette på trods af, at det var bundulovligt. Hvad blev straffen?

Og sådan kunne vi blive ved.

Jeg kan udelukkende se i Vagttårnsselskabet et firma, som alle andre, som sælger bøger, dog rimeligt farlige bøger, men det kan vi ikke rigtigt forhindre. Det bøjer sig ikke i respekt for samfundet og for andre, da det mener sig hævet over disse (de er Guds talerør, og vi er i Satans kløer), men det bøjer sig gerne for Mammon.

Betænkeligt … Og farligt.

Måske burde den danske regering og skattevæsenet sætte Vagttårnsselskabet her under lup.

For hvad angår de andre bemærkninger om, hvorvidt denne forholdsregel, den franske regering har taget, kunne ramme den protestantiske kirke i Frankrig, ser jeg som en lidt hysterisk bemærkning. Kristeligt Dagblad har for ofte en negativ omtale af katolicisme uden at have noget at have det i. Lige som i dette tilfælde, hvor man råber “vagt i gevær” over noget, der ikke er alarmerende og overser den virkelige fare: Sekternes samfundsnedbrydende virkning på vores samfund.

© Cyril Malka – 1998 – Udgivet i forkortet form i Kristeligt Dagblad den 31. juli 1998.