Min seneste YouTube-video
Siden slutningen af anden verdenskrig har Vagttårnsselskabet lært sine medlemmer, at imens den katolske Kirkes præster samarbejdede med Hitler, stod Jehovas Vidner fast på deres overbevisning. De nægtede at bøje sig og at samarbejde med nazi-styret på nogen måde. Dette førte til, at en del af Vidnerne blev ført til koncentrationslejre.
Det er det budskab, der bliver fremført med jævne mellemrum, senest i oktober 1998, da Vagttårnsselskabet i en storstilet reklamekampagne lavede en udstilling om Jehovas Vidners forfølgelse under anden verdenskrig.
Det, mange Jehovas Vidner stadig ignorerer eller nægter at tro på, er, at imens medlemmerne blev fanget og forfulgt, handlede Vagttårnsselskabets anden præsident, Joseph F. Rutherford, og hans efterfølger, Nathan H. Knorr, rent faktisk i stik modsat retning. I et forsøg på at redde deres organisation har Rutherford og hans hjælpere forsøgt at fremføre et antisemitisk brev samt vedtaget en resolution, som identificerede jøderne USA m.m. som værende Babylon og djævelen, som Vagttårnet, side om side med det tyske folk, bekæmpede.
I Charles Taze Russels tid var jøderne ellers betragtede som Guds folk. Russel gik så langt, at han nægtede at prøve at omvende jøderne. Endda længe efter fulgte Rutherford trop. I 1925 skrev han bogen ”Comfort for the Jews” (Trøst til jøderne), og i sin bog ”Restauration” i 1927 udråbte han sig som ven med jøderne og postulerede, at jødernes genkomst i Israel faktisk var udførelse af endnu en profeti.
Men Rutherford kom til at ændre mening. I 1930 skriver han bogen ”Life”, som er pro-jødedom.
Den bog bliver dog hurtigt taget ud igen, og bogen ”Vindication” udkommer.
I den bog fratages jøderne deres arv. Bl.a. skrives der i Vindication, at da Satans Organi-sation (FN) har anerkendt jøderne igennem Balfour-erklæringen, betyder dette, at verdens syvende rige er begyndt at regere. Nu har Satans organisation og Big Business puttet jøderne på samme side som nationerne. I øvrigt menes der også, at jøderne ganske enkelt har fået mere opmærksomhed, end de fortjente.
Den syvende magt ifølge Vagttårnsselskabet er FN, og det er under den syvende magt, at Harmagedon vil udkæmpes. Nationerne er dem, der ikke følger Guds Organisation (Vagttårnet), og som vil uddø ved slaget.
Man kan kun spekulere på, hvorfor Rutherford vendte kåben. Det kan skyldes en frygt for ikke at være Guds folk længere, men mest sandsynligt er, at sidst i 20’erne begyndte antisemitismen at vise sig i USA. Flere og flere bevægelser, inkluderet den katolske Kirke, havde grupperinger med fascistiske tendenser, og i 1929 begyndte det at blive klart for de fleste, at nazi-bevægelsen, Hitlers parti, som var anti-jødisk meget vel kunne gå hen og tage magten i Tyskland.
Tydeligvis ønskede Rutherford at skynde sig at påvise over for nazi-partiet, at selv om Vagttårnsselskabet åbenbart havde været pro-jødisk, var disse tider forbi, og man ønskede ikke at være bundet til jødedommen længere.
I begyndelsen af april måned i 1933, efter at Hitler havde taget magten, brød nazisterne ind i Vagttårnsselskabets hovedkontor i Tyskland, i Magdeburg. Hovedkvarteret blev lukket… Indtil den 28. april samme år.
Hvorfor blev hovedkontoret genåbnet?
Hitler havde ikke meget tilovers for ”Guds organisation”, men han var noget mere forsigtig på det tidspunkt. Krigen var ikke brudt ud endnu, og Hitler var ikke interesseret i at få USA på nakken. Vagttårnsselskabet solgte religion, det er korrekt, men det var jo også, allerede på det tidspunkt, et amerikansk multinationalt selskab, og det var måske forbundet med ballade, hvis man lukkede biksen.
Ingen kunne dog skjule, at nazisterne ikke brød sig synderligt meget hverken om Jehovas Vidner eller om deres ledere.
Ifølge de officielle fortællinger tog Vagttårnsselskabet parti imod Hitler. Det gjorde de ved blandt andet at skrive en officiel erklæring, i hvilken de tog afstand fra Hitlers holdning og opførsel.
Men fortæller Vagttårnsselskabet nu det hele?
Ikke helt …
En forhenværende koordinator, Konrad Franke, fortæller om det store møde i Berlin Sporthalle Wilmersdorf, det sted, hvor erklæringen blev vedtaget. Deltagerne blev chokerede: bygningen var overdækket af flag med hagekors.
Deltagerne sang, som de plejer, en indgangssalme. Denne viste sig at være salme nr. 64 i deres sangbog: Zions herliche Hoffnung. Der var intet at indvende imod teksten, men melodien var Deutschland, Deutschland über Alles.
Ikke blot det, men denne erklæring antog samme syns-punkt som Hitler ved, at der blandt andet stod skrevet: Ikke blot er vi ikke imod de principper, som er udtrykt af den tyske regering, men vi følger selv de samme principper, og vi understreger det, at Jehova-Gud igennem Jesus Kristus vil udfylde disse princippers fulde udførelse.
Erklæringen var indledt med et brev til kansler Hitler. Dette kompromitterende brev var tydeligvis et forsøg på at tilfredsstille nazisterne og Hitler og at forkaste jøderne.
Deriblandt forklarede Rutherford deri, at Vagttårnsselskabet var ”Meget venligt indstillet over for Tyskland”.
For at understrege dette og vise sin gode vilje skrev Rutherford, at syv ledere af Vagttårnsselskabet havde modtaget 80 års fængsel i USA, da de nægtede, at to af deres blade blev brugt til anti-tysk propaganda.
Men, som en del Jehovas Vidner fandt ud af, nazisterne blev ikke synderligt imponerede over denne erklæring eller brevet til Hitler.
De fleste tyskere vidste, at Vagttårnsselskabet havde været pro-jødisk og pro-zionistisk, og at deres kåbevenderi ikke var ærligt ment. Ligeledes vidste de officielle udmærket godt, at Vagt-tårnsselskabet i en del år havde haft synspunkter, som var modsat Hitlers.
Ligeledes vidste man, at Jehovas Vidner var tolerante over for det, der vedgik racer, at de gik imod staten og ”verdens autoriteter”, samt at de var åbent antimilitariske.
Dagen efter at den erklæring blev postet i 2,5 mio. eksemplarer, og efter at brevet blev modtaget af Hitler, begyndte nazisterne at forfølge Vagttårnsselskabet ud fra princippet om, at en uærlig allieret er farligere end en ærlig fjende.
Magdeburgs hovedsæde blev indtaget for anden gang, denne gang var det den 28. juni 1933, og hele materialet, som udgjorde en værdi på en to til tre millioner DM, blev inddraget og til dels ødelagt af nazisterne.
Det er først på det tidspunkt, at Vagttårnsselskabet tager standpunkt imod Hitler uden kompromis. Derfor, hvis man læser Jehovas Vidners egen årbog for 1974, vil man se, at Vidnerne i en periode ikke længere vidste, hvad de skulle tænke eller gøre.
Dette er så historien, som den var og kan dokumenteres. Nu har Vagttårnsselskabet naturligvis modtræk og forklaringer til disse punkter. Det er dem, vi skal se på, nu.
Jørgen Larsen – JV's koordinatorNoget tyder på at special-effects, og ikke Bibelen, er Vagttårnsselskabets speciale …
Mange Jehovas Vidner huskede denne erklæring, som i øvrigt var blevet trukket i en del eksemplarer. Ligeledes at brevet til Hitler var arkiveret og i god stand. Vagttårnsselskabet havde derfor et problem at løse: Enten indrømmede de, at det ikke kun var den katolske Kirke og andre præster, der havde ”horet med Babylon”, men også Guds Talerør havde plumpet i.
Eller også forsøgte man at bort-forklare det.
I det gamle Israel tog man en gedebuk, som man overlæssede med landsbyens synder, og deref-ter jog man dyret væk fra byen. Dette blev kaldt for ”syndebuk”.
Traditionen tro blev det udført af Vagttårnsselskabet. Syndebukkens navn blev Paul Balzereit.
Det, der fortælles, deriblandt i Jehovas Vidners årbog fra 1974, er, at Poul Balzereit var bange for de eventuelle følger af en sådan erklæring.
Erklæringen var skrevet på engelsk af Rutherford og altså oversat til tysk af Balzereit. Derfor blev en del af de 7000 Vidner, der var til stede ved vedtagelsen, skuffet, og en stor del af dem nægtede endda at vedtage pågældende erklæring.
På trods af at Poul Balsereit var blevet bange og havde ”svækket” denne erklæring, blev Jehovas Vidner forfulgt.
Jørgen Larsen, Jehovas Vidners koordinator i Danmark, går endda længere, når han skriver i Holbæks Amts Venstreblad den 29. oktober 1993:
”Noget tyder på, at et af de ledende tyske vidner ved navn Balzereit søgte at gøre teksten mere venlig. Han var selv frygtsom og bange for forfølgelsen og flygtede en overgang til Tjekko-slovakiet. Alligevel blev han senere arresteret af de tyske myndigheder, og ved retssagen afsvor han sin tro. Nazisterne hånede ham for hans fejhed. Efter krigen blev han modstander af Jehovas Vidner, sine tidligere venner og trosfæller.”
Man må siges at Balzereit bli-ver her betegnet som fej, ond og uden tro eller ære. Man kan så ikke stole på en person af denne lave art.
Men her er der flere usandsynligheder:
Når erklæringen er skrevet på engelsk og oversat til tysk, hvor-dan kan det være at begge versioner er så tæt på hinanden?
Rutherford har nu efterladt en del dokumenter; man kan derfor tydeligt se, at det er samme stil, som han ellers skriver i.
I erklæringen er der en del typiske New-York udtryk. Hvor skulle Balzereit kende udtryk som deriblandt den, der står i erklæringen og siger: ”Dette er så indgroet i USA, at man har et ordsprog i New York der siger: ’Jøderne ejer det, irsk-katolikerne styrer det og amerikanerne betaler regningerne’?
Alle har åbenbart også glemt, at Rutherford har brugt stort set samme metode over for de amerikanske autoriteter i 1918 for at forsøge at undgå at blive sat i fængsel. Den 1. og den 15. juni 1918 står der i Vagttårnet, at ”bibelstuderende skal bede for at de allierede sejrer imod det tyske ”autokrati”.
Endelig forekommer det mig utroligt, at Rutherford skulle have tilladt en sådan forandring af hans ord uden at komme med kraftige indvendinger, som man ville have fundet et sted.
Under alle omstændigheder, uanset hvor meget af disse argumenter, man kan diskutere, fakta er, at pågældende dokument er et officielt dokument udgivet af Vagttårnsselskabet. Dette gør, at Rutherford og hans legioner er direkte ansvarlige for det dokument, som tydeligvis er antisemitisk og i øvrigt imod enhver af Vagttårnsselskabets påståede neutralitetsprincipper.
Dette betyder, at Vagttårnsselskabet, lige som andre trosretningers ledere og andre organisationer, har forrådt deres største værdier under de omstændigheder, der var under det tredje rige.
Ikke blot nægter man fakta og beskylder en, nu afdød, tredje-mand for forræderi og fejhed, men man har sandelig også andre forklaringer.
Flagene med hagekors har flere bortforklaringer. Nogle påstår, at de overhovedet ikke hang dér. Men hvorfor skulle Konrad Franke så fortælle om det? Konrad Franke var nemlig ikke en fej og ond Judas, men et velanset medlem af Vagttårnsselskabet indtil sin død den 31. juli 1983 (se Vagttårnet fra den 15. februar 1983 – side 24-27).
Jørgen Larsen, stadig væk i sin artikel, fortæller os at:
”Vidnerne har tit, også i Danmark, lejet sale og sportspladser, hvor der flages, uden at dette ændrer noget ved vores strengt neutrale standpunkt. Det har sandsynligvis været forbudt at fjerne de flag, som hang i dette lokale.”
Dette er ikke i overensstemmel-se med påstandene om, at der slet ikke var flag (der blev endda produceret fotografier).
Dét er der, at man har to muligheder: Er fotografierne fra denne forsamling? Og lyver Konrad Franke? I så fald, hvorfor? Eller var der flag, der ”sandsynligvis” ikke måtte fjernes?
Det er måske på grund af de flag, som ”sandsynligvis” ikke måtte fjernes, at Jehovas Vidner blev grebet af stemningen og sang åbningsalmen nummer 64: Zions herliche Hoffnung, som går på melodien: Deutschland, Deutschland über Alles.
Sangen Zions herliche Hoffnung har været del af Jehovas Vidners sangbog siden 1905, den bygger på en melodi af Joseph Haydn, og den blev først til den tyske nationalsang i 1922, hvorfor man officielt fra Vagttårnsselskabet mener, at der kan ikke være tale om, at man sang ”Deutschland über Alles”.
Ligeledes argumenteres der en del om, at selve teksten jo intet har med Tyskland at gøre … Hvilket er korrekt.
Men her er der tale om at flytte fokus… For Konrad Franke i sin betragtning påpeger, at han er forbavset, ikke kun over at der er tale om den daværende tyske nationalsang, men over, at det er en sang, som ikke blev sunget i flere år:
”Da vi kom ind, fandt vi hallen overdækket med flag med hagekors! Men ikke nok med det: Da mødet startede, blev den indledt af en sang, som vi ikke havde sunget i årevis, især ikke i Tyskland pga. melodien. På trods af, at teksten var udmærket, musikerne som er til stede vil kunne genkende at noderne var taget fra melodien af ’Deutschland, Deutschland über alles’!”
Hvorfor er det lige den sang, som ikke blev sunget i årevis, som blev valgt som indledning og ikke en af de andre? Hvad ville man signalere fra Vagttårns-selskabets side med at indlede mødet med denne sang? Især når man læser erklæringen?
Denne erklæring passer fint i nogle andre af Rutherfords udtalelser, hvoraf det mindste man kan sige om dem er, at de er klart antisemitiske.
I hans bog: ”Enemies” for eksempel, som blev skrevet og udgivet af Rutherford i 1937, bliver den jødiske gejstlighed omtalt hhv. som ”den yiddishe gejstlighed”, ”de yiddishe organisationer” eller endda ”disse stakkels imbecile” (side 222-223).
Ligeledes skriver Rutherford på side 281: ”Iblandt de instrumenter den [romersk katolske kirke] benytter sig af, befinder sig nogle ultra-egoistiske mennesker kaldet ”jøder”. De tænker kun på deres egen fortjeneste og vil derfor altid være parate til at alliere sig og til at gå med den hierarki på en hvilken som helst måde”.
Vi kan konkludere, at Rutherfords åbenlyse antisemitisme, samlet med frygten for at hans organisation skulle gå ad fløjten, og dette brev til Hitler koblet med erklæringen, ser ud til at passe sammen.
Dette forekommer mig mere sammenhængende end de forklaringer, man kan læse eller høre fra forskellige af Vagttårnsselskabets talsmænd, tilhængere og officielle, nemlig den at: Brevet er et falsum, erklæringen var dårligt oversat af en Judas, der var ingen flag i hallen (eller ”vi måtte ikke tage dem ud”), sangen blev valgt helt tilfældigt og har intet med noget at gøre …
Hvis Vagttårnsselskabet var så kristent, som det påstår det er, ville detn nok begynde med at lade være med at anklage andre kirker for at have gjort det samme, som det de selv har gjort, og det vil være passende, i stedet for at spinde usammenhængende usandheder og udtale sig om diverse ”forrædere”, at det kom med en erklæring om de fejl, de har begået, og en officiel undskyldning til det jødiske folk og til de mennesker, hvis navn de har besudlet i et forsøg på et forsvar, som er lige så nyttesløst, som det er falsk.
© 2001 – Cyril Malka. Udgivet i et-sect-era nr. 2 – 2001
