(29/04-2001) – Skyld er ofte et gennemgående element i mange bevægelser – ikke blot i sekter og nyreligiøse bevægelser, men rent faktisk også i visse grene af kristendommen.
Hvis vi ser på menneskets udvikling fra barn til voksen, opdager vi, at især de første år er meget præget af ønsket om at være vellidt og elsket. Kort sagt at få positiv opmærksomhed. For at opnå dette vil barnet gerne opføre sig pænt. Desværre går det ikke altid lige godt med det, og barnet handler uhensigtsmæssigt og får skældud. Af forældrene, af familien, af de voksne og af samfundet.
Det, at få skældud når man har gjort noget forkert, er en del af læreprocessen. Når barnet gør noget godt, bør det belønnes med smil, positiv opmærksomhed eller andet, men det er lige så vigtigt, at barnet lærer, at visse ting ikke er hensigtsmæssige at gøre. Vi skal alle sammen være her, hedder det, og det vil sige, at barnet skal lære (snart eller siden!), at det ikke bare kan gøre, som det vil.
I den vestlige verden lader vi ikke tingene blive ved det. Hvis nogen – voksen eller barn – handler på uhensigtsmæssig vis, vil man ikke blot afstraffe, man vil også placere skyld. Dette er meget vigtigt for det vestlige menneske; måske pga. et misforstået kristent begreb: at holde sig skyldfri. Hvis nogen begår en fejl, er en af de første bemærkninger, der falder: Det er ikke min skyld!
Underforstået: Det gør ikke så meget, at du dummer dig, blot det ikke er din skyld. Det er bedre at dumme dig, fordi en anden har gjort noget forkert, end hvis du har gjort det.
I det små som i det store gælder dette begreb. I mange nationale og internationale sager bliver der brugt en masse tid, penge og energi på at finde “den skyldige”, eller i mange af bedre, en syndebuk! Hvor meget blev der ikke brugt på Ninn Hansen sagen? Hvor mange vil huske den om ti år? Kunne de penge og kræfter ikke være blevet brugt fornuftigere?
Allerede i barnets første år bliver begrebet “skyld” hæftet på det. “Se, hvad du har gjort! Det er din skyld! Nu har du ødelagt dit eller dat, du er slem!”
I en meget ung alder lærer barnet at undgå at blive skyldig. Dette princip følger mange voksne stadig. I mange år har man så flyttet skylden: Det er ikke din skyld, men dine forældres, samfundets, udlændingenes osv. Når skylden er flyttet over til en anden, er man mere fri. Det er imidlertid kun en stakket frist. Vi begår alle fejl, og ved næste fejl skal vi så igen til at finde en ny syndebuk. Det skal vi, fordi vi ikke har fået erfaring i, hvordan denne følelse takles. Vi har ikke fået erfaring, fordi vi foretrækker at flygte frem for at håndtere følelsen.
Mange sekter og nyreligiøse bevægelser vil spille på begrebet skyld. For det første fordi det er nemt og lige-til, for det andet, fordi det er en følelse, som er så indarbejdet i de fleste af os, at man med rimelighed kan forvente, at den person, man taler med, har skyldfølelse over et eller andet.
Kan man give folk en syndebuk, en forklaring på deres skyld, kan man befri dem for den, så har man vundet en tilhænger. Det er ikke din skyld, men Satans, dit Ubevidste eller engrammerne. Sekten vil så tilbyde løsningen i form af kur, behandling, terapi, forkyndelse eller andet.
Det smarte ved det system er, at man egentligt ikke befrier folk for skyld. Når man nu mener, at jeg er mere elektrotekniker end psykoanalytiker, vil jeg benytte mig af en elektronisk analogi: Man sætter skyldfølelsen i pause. Lidt som på en videomaskine – så længe pauseknappen er trykket ned, sker der intet. Så længe man befinder sig i sektens verden, er knappen trykket ned. Så længe man gør det, der forventes, er knappen trykket ned. Så længe man efterlader sin personlighed i spillet, er knappen trykket ned.
Hvis man blot tænker på indsigelser, selvstændig tænkning, undrer sig over visse ting, der foregår i sekten, slippes knappen, og skyldfølelsen kommer tilbage.
Da man i mellemtiden stadig ikke har taklet den oprindelige skyldfølelse, har man ikke samlet den nødven-dige erfaring for at bearbejde den. Man har formentligt endda begået flere fejl og er blevet skyldig i endnu mere, og det føles som om, der ikke er nogen vej ud.
Hvis sekten ikke er for grådig og ellers takler problemerne efter som de kommer, kan en sådan tilværelse føres i lang tid. Har man tilmed fået familie, venner, bekendte eller andre ind i sekten, bliver det endnu sværere at komme ud.
Det er først den dag, hvor sekten vitterlig ændrer visse grundlæggende begreber eller lærepunkter, eller rammer et af de områder, som er vigtige for pågældende medlem, at byggeriet smadres, og at frygten, skylden, er større inde i bevægelsen end ude, at folk tager skridtet og springer ud.
Nogle gange går det nemt, men for det meste er det en vanskelig sag. For her igen er man skyldig. Skyldig i at have udbredt falsk lære eller farlig propaganda, skyldig i at have været blåøjet og naiv, skyldig i at have svigtet venner, bekendte, familie. Kort sagt: Skyldig i at være et fejlbart menneske.
Og nej! Som person er man ikke skyldig! Man er skyld i noget. Lad os hellere – for ikke at forvirre begreberne – sige, at man er medvirkende til visse ting.
Man er medvirkende (med et ansvar), men man er ikke den ansvarlige.
Lad os rede begreberne ud fra hinanden: Jo, man har svigtet og været skyld i et brud med familie og venner, og man har måske endda været skyld i, at andre er kommet med i spillet. Men det gør ikke en skyldig.
At være skyldig er oprindeligt et religiøst begreb. Hvis man er skyldig, så er det hele ens væsen, der står på spil. Det er hele personen, der er skyld i noget – ikke en forkert handling, ikke en fejl (om end nok så alvorlig), nej. Det er en selv; ens personlighed helt og holdent. Man er skyldig – og dette er umuligt. Man kan være skyld i en handling, i en ulykke, et mord, men man bliver ikke skyldig som person.
En mand, der har stjålet, er en mand, der har stjålet – han er skyld i tyveri, men han er ikke en tyv. En mand, der har begået mord, er en mand, der har begået mord. Han er skyld i mord, men han er ikke en morder. For går man ud fra det princip, at han er morder, så er det hans dybeste væsen, og han er morder og vil aldrig blive noget andet. Dette vil blive hængende over hans hoved som et Damokles' sværd, og ved det første fejltrin, det første tegn på hidsighed, falder det.
Altså, nej, et sektmedlem er ikke skyldig som person, fordi ingen af os kan i gennemskue den menneskelige sjæl, psyke eller væsen i en sådan grad, at vi ville kunne bedømme sådanne ting.
Men jo, et sektmedlem er skyld i, at visse ting er sket. Det er vi jo alle sammen, i alle livets forhold, både i godt og skidt. Derfor er udtrykket “at være medvirkende til” mere dækkende.
Et medlem er medvirkende til, at visse personer hopper på limpinden, ja. Vedkommende er en katalysator, som bl.a. ved hjælp af skyldfølelsen er blevet påvirket til at handle på en bestemt måde. Handlingerne kan medføre mange ting og endda være grusomme eller kriminelle. Stadigvæk – medlemmet er ikke skyldigt, men medvirkende.
Til sidst mangler vi blot at placere det meget udanske begreb: Ansvar.
I dagens Danmark tager mange ikke ansvaret for deres følelser eller tanker. Siger de noget alvorligt, er det sjældent udtryk som: “Det bryder jeg mig ikke om”, men “Det gør man ikke. Det er ikke “mig”, der mener det, men “man”. Ordet har større vægt og især: Det er ikke mit ansvar.
Ansvar er at anerkende sin medvirken i en handling og tage de nødvendige skridt til at ændre det, hvis det er muligt, eller til at lære af det!
Det er menneskeligt at fejle, men at fortsætte med sine fejltrin er idiotisk. Det er vigtigt at tage ansvar for dem, takle dem og lære af pågældende fejl. På den måde gentages de ikke så nemt. Hvis man i stedet for at tage ansvaret blot føler sig skyldig, er der større sandsynlighed for, at man flygter og begår samme dumhed gang på gang.
Mange sektmedlemmer har et ansvar for deres handlinger. De har kludret i det. Afgjort! Nu er det på tide, at de ændrer på det, de kan ændre og accepterer deres fejltrin. De har pligt til at lære af det på samme måde, som vi alle sammen har pligt til at lære af vores fejl.
Dog er der forskel på det, at bære et ansvar, og at være ansvarlig.
Hvis jeg lærer mit barn, jøder er et folk, der skal udryddes, bærer barnet ansvar for sine handlinger i de enkelte tilfælde, men jeg har været ansvarlig for barnets opdragelse.
Et sektmedlem er medvirkende, men ikke ansvarlig. Hvis man dømmer medlemmet skyldigt, begår man en dobbelt fejl. Ingen er skyldig, og sekten er ansvarlig for den overordnede påvirkning, den har på det enkelte medlem, og må derfor være ansvarlig for det, der foregår i dens navn.
Når sektmedlemmet kan skelne imellem de fire begreber – skyld, medvirken, ansvar og ansvarlighed – kan det begynde at rette op på sine fejltrin og komme videre med livet. Forhåbentligt et mere harmonisk liv!
© Cyril Malka – 2001