(18/03-2002) – Sekten har utallige gange været anklaget for at have subliminale billeder i sine bøger. Har det noget på sig? 1. del af 3.
(I denne artikel kan du klikke på hvert enkelt billede, hvis du vil se det i en større udgave)
Introduktion til sublimeringen
Sagen om de subliminale billeder, altså om skjulte billeder og budskaber i andre billeder, tog sin begyndelse i 1983 i en tegning. I Vagttårnet fra 1. maj 1983 for at være præcis. Billedet forestillede en forkynder, der talte med en kvinde. I kvindens kjole kunne man se et ansigt.
kjoleTrykfejl! svarede Vagttårnet. Forsøg på at påvirke folk ubevidst, råbte man fra anden side. Debatten tog sin begyndelse dér og flammede op.
I nogle lande, som for eksempel Frankrig, var der så meget snak om det, at Vagttårnet fra den 15. juni 1985 tog sagen op side 24 i artiklen: Un bruit court: vous en ferez-vous l'écho? (En rygte løber, vil De være ekko)
Siden dengang har debatten raset. Er der eller er der ikke subliminale billeder i Vagttårnsselskabets bøger, og hvis der er, hvad er deres formål?
Et bedrag …
Øjet ser ikke alt, og af og til ser øjet noget andet end det, der er. Vi opfatter på forskellige niveauer, bevidst og ubevidst.
Bevidst set kan øjet (og hjernen) misopfatte en hel del. Vores opfattelsesevne er afhængig af mange ting, heriblandt erfaringen og sammenligningen. Hvis jeg ikke ved, for eksempel, at et bestemt bord er hvidt, så vil jeg ikke kunne se det i tusmørke. Jeg vil opfatte det gråt. Jeg vil først opfatte det hvidt, hvis jeg ved, at det er hvidt (erfaring), eller hvis jeg kan se det i nærheden af noget andet, som jeg ved er hvidt (sammenligning).
Ved at spille på vores erfaring og vores tendens til at sammenligne kan der laves mange forskellige sjove og mindre sjove ting.
Hvis man vil forvirre hjernen, giver man den modsatrettede oplysninger. Ved hjælp af forstand og koncentration kan hjernen overvinde tricket, men i første omgang, og langt hen ad vejen, indtil andet er fortalt, kan hjernen lade sig forvirre af disse oplysninger.
Et eksempel på dette kan være følgende.
På trods af det, man tror man kan se, er samtlige linjer parallelle.
Eller på medfølgende billede. Hvilken af de to cirkler er størst?
Hvis du svarer den venstre, har du svaret forkert. Hvis du svarer højre, har du svaret forkert også. Cirklerne er lige store
Vi associerer konstant, også når vi tror, at vi ikke gør det. Her bliver evnen brugt for sjov og udelukkende for at forvirre. Ikke desto mindre har man, især i USA, forsket en del i den måde, man kan påvirke folk i reklame øjemed.
Man har tænkt på at benytte ovennævnte metode, altså at skjule et budskab, mindre synligt, i et budskab, som er klart og tydeligt for at forsøge at påvirke folk.
Før vi går ind på det, skal vi tale lidt mere om bevidsthedstærskler.
De tre bevidsthedstærskler
En stimulus (pirring) er en faktor, der påvirker en celle eller et organ, og som fremprovokerer en respons (et svar), som kan være muskulært eller nervebetinget.
Den pirring kan være meget svag, eller ueksisterende og kan stige, indtil den bliver meget stærk.
Jo stærkere pirringen er, jo større virkning vil den have på sanserne, og jo mere bevidst vil den blive.
Der er så en pirring, som bliver opfattet af en (eller flere) sanser. Dette fører til en bevidstgørelse af det, der skete, og til en respons.
Ifølge Dixon, som var en forsker inden for det subliminale, er opfattelsen delt i tre tærskler (der er altså fire opfattelsesniveauer)
Vi tager dem fra den stærkeste til den svageste.
Zone 1
Det øverste niveau er zone 1.
I zone 1 er individet klar over, at der er stimulus og reagerer på det. Det vil sige, at der er både en bevidsthed over det, der sker, samt en respons. Nogen siger noget til mig, jeg hører det og svarer, er en opfattelse i zone 1. Jeg er klar over pirringen og har reageret på den.
Der kan være forskellige intensitetsniveauer på det (som for eksempel en forskel i opfattelsen om folk taler til en, råber ad en eller slår på en), men de er alle i zone 1.
Så går man over tærsklen, den første tærskel, den hedder “tærskel til den bevidste opfattelse” og fører til en zone noget længere nede i vores opfattelse, zone 2.
Zone 2
I zone 2 er opfattelsen ubevidst, men kan blive bevidst. Det vil sige, at individet er ikke bevidst over pirringen, men kan blive det.
Dette kan være, hvis jeg er i gang med at høre radio, imens jeg skriver dette. Radioen kan spille en af mine yndlingsmelodier, og jeg vil ikke lægge mærke til det, for min opmærksomhed er koncentreret om mit arbejde. Det er nok, at min opmærksomhed bliver afledt, til at jeg lægger mærke til sangen og endda nynner med på den.
Zone 3
Den næste tærskel hedder “den absolutte tærskel”. Den fører os til den næste zone, den 3. zone. Det er hvor pirringen ikke kan blive bevidst.
Det betyder, at en individ, som modtager pirringer i zone 3, kan ikke blive bevidst over dem, men kan reagere på dem uden at være klar over det.
Pirringen har en meget svag intensitet, og selv om sanserne bliver ramt, forbliver responsen begravet et sted i vores hjerne.
Det er i denne zone, at de fleste specialister placerer det, vi kalder for den subliminale påvirkning.
Den subliminale påvirkning er i zone 3 og kan af og til, hvis den er sat bredt, ramme i zone 2. Det er det, der sker, når man gemmer et billede i et andet.
Den ene er i zone 1, og den anden, kløgtigere gemt, er i zone 2 eller 3.
Når vi ser på billedet, opfatter vores hjerne samtlige billeder ubevidst, men kun den ene er opfattet bevidst. Begge billeder kan dog have lige meget vigtighed for vores hjerne, og den ene kan endda forstærke den anden.
Man har, især i 70'erne, forsøgt at gennemtvinge reklame på denne måde. For eksempel ved at vise, i en film, et meget hurtigt billede (svag pirring), hvis formål ville være at få mig til at se en reklame for et produkt, eller blot opfatte filmen fra en anden vinkel.
Den mest berømte af slagsen er i Hitchcocks film, Psycho. Hitchcock mente, at den ikke var skræmmende nok, hvorfor der flere steder er et dødningehoved aftegnet i lys og skyggespil.
Dette blev gjort for at forstærke skræmmevirkningen.
I blade og i reklamer har man ligeledes forsøgt sig med gemte signaler, fallossymboler og andet, for at pirre interessen.
Nogle amerikanske butikker fik indspillet muzakken til deres supermarked med uhyre langsom hastighed, og imellem enkelte noder gav de ordren: køb-ugens-tilbud. Når musikken blev spillet på den normale hastighed, var ordene uhørlige. Meningen var, at når folk gik på indkøb og muzakken spillede, så ville de blive påvirket til at købe bestemte varer.
Zone 4
Endelig kommer vi forbi den tredje og sidste tærskel: Den fysiologiske opfattelsestærskel, som fører os til den sidste zone, zone 4. I den zone er opfattelsen ikke til stede, og ingen respons kan eksistere, da pirringen simpelthen er for svag eller lig nul.
Nu gør det sig gældende for samtlige disse zoner, men i særdeleshed zone 3 og 4, at de er personlige. Vi lader os ikke alle påvirke på samme måde. Der er fysiologiske og psykologiske forskelle, hvilket vil gøre, at nogle af os vil have en bestemt stimulus i zone 4, og den vil være i en zone 3 for en anden. Nogen vil derfor føle sig ubehageligt til mode i en bestemt situation, og andre vil være upåvirkede.
Ud over den enkeltes tærskler skal man tage andre ting med i betragtning: Personens alder, tilstand (er vedkommende stresset eller træt, kan man nemmere blive påvirket), og især hvordan hans sanser er i det hele taget?
Der er en del andre ting, der kommer med i spillet: Fra hvem kommer stimulus? En fin hentydning fyret af fra mor til 30-årig søn vil blive hurtigere og bedre opfattet end samme hentydning fyret af fra en person med mindre betydning.
Endelig er der en betydning i frekvensen af pirringen. Jo oftere man bliver udsat for samme pirring, jo længere ned vil erkendelsen af den være. Hvis man for eksempel slår nogen på kinden hver 3. minut, vil vedkommendes bevidsthed være højere, selv om slaget ikke er hårdt. Derfor vil blot et lille stik fra mor gøre meget ondt på den kvinde, som er vant til at få stik fra sin mor, men hvor andre ville mene, at der er tale om en overdrevet reaktion. Bevidstheden – niveauet – på blot en lille pirring er steget.
For at slutte den introduktion til begrebet skal der tilføjes, at meningerne er delte om virkningen af disse metoder. Ingen videnskabelige forsøg har nogensinde kunnet bevise deres virkning.
Metoderne har afgjort været brugt, det er unægteligt, men det er ikke ensbetydende med, at de virker.
Før at en metode kan betegnes som subliminale, skal den opfylde tre kriterier:
– Responsen skal befinde sig i zone 3.
– Personen må kunne sværge hverken at have hørt eller set pirringen.
– Responsen af sanserne skal være forskelligt fra det, den ville have været, hvis den have været fremkaldt af en pirring fra zone 1 eller 2. For eksempel kunne en tegning med en zone 1 pirring være morsom, men i subliminal opfattelse bør samme tegning provokere en anden reaktion, for eksempel frygt. (Cyril Malka)
© 2002 – 2014 – Cyril Malka
Læs resten her: Subliminale beskeder i Vagttårnets litteratur – 2. del: Metoder brugt af Vagttårnet.
