Der er stor forskel imellem de menige i Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet.
(28/08-1993) – “Jehovas Vidner slår sine medlemmer ihjel”, “Tro kostede dreng livet“; disse to overskrifter er hentet fra Jydske Vestkysten i debatten om Jehovas Vidner, der er i fuld gang rundt om i landets aviser.
Det hele startede egentligt meget godt, men er vi ikke ved at gå i ring? Er vi ikke ved at komme tilbage til den sædvanlige debat, de sædvanlige argumenter? Vi glemmer, at der er en stor forskel imellem Jehovas Vidner, de menige medlemmer om man så må sige, og det styrende eller dikterende Vagttårnsselskab.
Hvis vi som udgangspunkt tager læserbrevet fra den 16. august, kan vi lynhurtigt se, at vi allerede spiller Vagttårnsselskabets spil. Vi har flyttet vores opmærksomhed fra debattens centrum… Igen!
John Andersen tager i nævnte læserbrev udgangspunkt i en del af Åge Iversens indlæg fra den 26. juli, som kan diskuteres, nemlig det, at koncentrationen af hvide blodlegemer er højere i modermælken end i selve blodet. Spørgsmålet er, om det er relevant eller ej. Men her er vi allerede kørt ud på et sidespor.
I brochuren”Hvordan kan blod redde dit liv?”, udgivet i 1990 af Vagttårnsselskabet, står der klart og tydeligt på side 27:
“Disse vers er ganske vist ikke formuleret i lægesprog, men Jehovas Vidner forstår dem sådan at de udelukker transfusion af fuldblod, pakkede røde blodlegemer og blodplader. Deres religiøse overbevisning forbyder dog ikke nødvendigvis at man bruger albumin, globuliner eller hæmofili-præparater; det enkelte Jehovas Vidne afgør selv om han eller hun kan tage imod disse.” (derefter en henvisning til Vagttårnet 1978, 15. september s. 22- 24)
Dette bliver bekræftet af Jehovas Vidners informationssekretær, Gerhard Nielsen, i hans svar til mig den 31. juli 1993 i Berlingske Tidende (efter et debatindlæg fra den 26. juli), hvor han skriver:
“Om nogen Jehovas Vidner vil modtage nogle af de minimale bestanddele udvundet af plasma såsom koagulations faktorer eller globuliner er op til deres egen samvittigheds afgørelse, og nogle Jehovas Vidner vælger da også her at sige nej tak“.
Det er rigtigt, at et Jehovas Vidne selv må afgøre, hvorvidt han eller hun vil sige ja eller nej til disse bestanddele. Gerhard Nielsen vælger at påpege, at “nogle vælger at sige nej tak“; jeg vil hellere påpege, at “nogle vælger at sige ja tak“.
Her vil jeg gerne gøre læseren opmærksom på, at plasma er forbudt, men at albumin, immunglobuliner og fibrogener (som indgår i præparater mod hæmofili) er tilladte. Endnu mere absurd bliver det, når man ved, at disse tre elementer + vand udgør 99% af plasma … som altså er forbudt … Plasma udgør ca. 55% af blodet.
Dette er sådan set slemt nok i sig selv. Med en lille smule omtanke burde der ikke være mere at debattere. For det kan da være fuldstændig ligegyldigt, hvilken procentdel man tillader, og hvilken procentdel man forbyder.
Hvis der, som Vagttårnsselskabet hævder, er tale om et religiøst spørgsmål, der bygger på Bibelen, så må løsningen være, at enten forbyder man blodet som helhed med alle dets bestanddele, eller også tillader man blodet med alle dets bestanddele. Såre enkelt! Thi, som John Andersen påstår mandag den 16. august: “De har taget et standpunkt, og de går ikke på kompromis“.
Allerede her har vi afsløret et ret stort …”kompromis“: blodspørgsmålet! Men den slags er Vagttårnsselskabet ekspert i. De giver udadtil indtryk af, at de bygger på det samme grundlag, som de altid har bygget på, selv om de i virkeligheden er bøjelige som et siv i vinden, men ligesom sivet er det ikke altid, de bliver bemærket!
Som endnu et eksempel på at “tage et standpunkt og ikke gå på kompromis“, kan vi for eksempel se lidt på, hvad der sker i Mexico…
De færreste ved, at Vagttårnsselskabet ikke er en tro i Mexico, men en “kulturel forening“. Hvorfor? Jo, simpelthen fordi i Mexico må en religion ikke eje jord… Og det er Vagttårnsselskabet altså så kede af, at de har foretrukket at tage status som “kulturel forening” i Mexico, indtil landets lovgivning ændres.
Det vil rent faktisk sige, at de for at opnå denne status har været nødt til at overbevise den mexicanske regering om, at det, de forkynder, ikke er Bibelen, og at “Vågn op!” og “Vagttårnet” intet har med religion at gøre. Kort sagt: at det, de dyrker, ikke er en tro! At det, Dan Andersen og mange andre er døde for, ikke er en religion, men en kulturel forening!
Jeg tillader mig her at sætte spørgsmålstegn ved Vagttårnsselskabets påstand om, at man “Tager et standpunkt, og går ikke på kompromis“. Vi skal nærmere over i Jens Otto Krags udtalelse om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt!
Nej, lad os se det i øjnene med det samme: Vagttårnsselskabet er ikke meget andet end et amerikansk multinationalt selskab, som så mange andre, der har fundet ud af at udnytte religionsfriheden til at tjene en hel bunke penge.
Det er nok at kaste et blik på et hvilket som helst nummer af “Vågn op!” eller “Vagttårnet” for at se det:Vagttårnet fra den 15. august 1993 for eksempel, udkom i 16.400.000 eksemplarer, og “Vågn op!” fra den 22. august 1993 udkom i 13.240.000 eksemplarer. Når man tænker på, at disse brochurer koster ca. 35 øre at producere, og at de bliver solgt for ca. 2 kroner, kan man lynhurtigt se, hvor stor fortjenesten bliver.
Salget forgår på denne måde: det enkelte Jehovas Vidne får bladet i Rigssalen, hvorefter han eller hun lægger de to kroner, som de får at vide, det koster, i en bidragsbøsse, hvis indhold af “frivillige bidrag” går videre til Vagttårnsselskabet, hvorefter Vidnet går ud og forærer bladet til eventuelle interesserede, der måske i visse tilfælde gerne vil betale for bladet. Vidnet går tilbage til Rigssalen og lægger endnu engang betaling for bladet i bidragsbøssen… Der er altså ikke tale om “køb“, men om at “donere” penge. På den måde er disse penge både skattefrie, momsfrie osv.
Alt arbejde for Vagttårnsselskabet bliver finansieret af “frivillige bidrag” fra medlemmerne. (De får at vide ved et møde, at det eller det koster så og så meget pr. Vidne i hele landet, og man opfordrer til, at det enkelte vidne bidrager med det “den enkelte er i stand til”… det er igen et samvittighedsspørgsmål.) Al arbejdskraft er frivillig! Det er de menige vidner i øvrigt meget stolte af, og hvis det ikke var, fordi der ligger en masse svindel bag fra Vagttårnsselskabets side, ville det jo også være flot!
Her kan vi igen se, hvordan Vagttårnsselskabet formår at udnytte skatte- og momslovgivningen til det yderste.
Når vi ved dette, og når vi kan se, hvordan Vagttårnsselskabet i deres blad leger med deres medlemmers liv ved hjælp af ordkløverier, der er så kringlet formulerede, at de færreste almindelige mennesker umiddelbart forstår andet end, at blod er forbudt.
Når man ser de temmeligt ubehøvlede svar, Gerhard Nielsen på vegne af Vagttårnsselskabet har givet her i avisen den 1. august til Åge Iversen, og i Berlingske Tidende den 31. juli til undertegnede; hvordan kan de få lov til at fortsætte dette spil?
Vi kan se, hvordan Vagttårnsselskabet udnytter lovgivningen i de forskellige lande for at opnå berigelse… Hvor meget mere skal der til? Hvor mange skal dø denne meningsløse død pga. deres inkonsekvente holdning til blod? Hvor mange psykisk skadede skal der gå rundt i behandlingssystemet efter udstødelse af sekten? Hvor mange flere Vidner skal bryde deres lovbefalede tavshedspligt for at angive deres medtroende til “de ældste“, fordi “Guds love er vigtigere end menneskers“…
Hvor meget mere skal til, før vi kan tage os sammen og få stoppet denne dødsensalvorlige maskerade? (Cyril Malka)
© 1993 – 2001 – Cyril Malka – Udgivet i Jydske Vestkysten den 28. august 1993.
