Min seneste YouTube-video
Her er en serie på to artikler. To interviews. Den ene med mig, den anden med en af mine tidligere patienter.
Den første hedder: Behandling gør ondt (den 26. juni 1999).
Den anden er: Fanget i religiøs labyrint (den 30. juni 1999).
Kristeligt Dagblad – den 26. juni 1999
Psykoanalytiker Cyril Malka har skrevet en bog om sine erfaringer med at hjælpe mennesker ud af sekter
Af Morten Bonde Pedersen
Psykoanalytiker Cyril Malka har ført samtaler med op mod 100 mennesker, der har søgt hjælp hos ham, efter at de er brudt ud af en sekt.
Nu har den franskfødte behandler skrevet om sine erfaringer i bogen »Sekter – Hvorfor?, Hvordan?, Hvad så?«. Bogen er endnu ikke udgivet.
Men Kristeligt Dagblad har læst det færdige manuskript, der i øjeblikket ligger til bedømmelse hos forlaget Lindhardt & Ringhoff.
Manuskriptet er blevet til på baggrund ar syv års professionelt arbejde med sekter og nyreligiøse bevægelser. Et arbejde, der ud over terapi til tidligere sektofre, også omfatter kronikker og artikler til organisationsblade.
I sit manuskript har Cyril Malka samlet sin viden i en kort beskrivelse af begrebet »sekter«. Han redegør for sekters arbejdsmetoder og de psykiske lidelser, mennesker risikerer, når de lader sig føre med af sektledernes løfter om et nyt liv og en bedre verden.
Og endelig giver han en række råd til pårørende om, hvordan de kan hjælpe et sektoffer med igen at slå rod i verden udenfor, når de beslutter sig for at forlade det isolerede og afsondrede fællesskab.
Cyril Malka gør i bogen opmærksom på, at det ofte vil være nødvendigt at søge hjælp hos en psykolog eller en læge.
– Det gør ondt at komme ud af en sekt, siger han
– Man skal grundlæggende ændre sin måde at tænke på. I sekter lærer man at sortere i virkeligheden, så den passer ud i den opfattelse, der dominerer i sekten. Jeg forsøger i stedet at lære folk at tilpasse deres egen opfattelse efter virkelighedens verden, siger Malka, der har boet i Danmark siden 1983.
Hvis man bar været medlem af en sekt i årevis, er det meget vanskeligt at kvitte al sin opsamlede viden og erfaring. Samtidig bliver man ofte nødt til at give afkald på den sociale status man har oparbejdet, ligesom man tvinges til at indrømme, at man har taget fejl på en række af tilværelsens væsentligste spørgsmål, siger han.
Cyril Malka er ud af en ukrainsk jødisk familie. Han er i dag katolik og har interesseret sig for psykologi, siden ban var 10.
Min mor er psykiater, og min farfar var overrabbiner. Jeg har derfor altid været optaget af religion og psykologi. Men jeg begyndte først for alvor at interessere mig for sekter, efter jeg i 1983 giftede mig med en kvinde, hvis familie var medlem af Jehovas Vidner, fortæller han.
– Jeg var med til stævner og møder inden for sekten. Og jeg fandt ud af at alle Jehovas Vidner gav mig de samme svar, næsten uanset hvilket spørgsmål jeg stillede dem. Det gik op for mig, at de havde lært at tænke ens, siger han.
Cyril Malka mener, at sekter kan ensrette deres medlemmer fordi de hindrer dem at udvikle sig naturligt.
– De afskærer mennesker fra at lære af livet og blive udfordret af mennesker, der tænker anderledes. Sektmedlemmer vedtager regler og normer og skaber en social struktur, der fungerer som et samfund i samfundet, siger han.
Selvom han ikke er i tvivl om sekternes skadelige virkninger, har han vanskeligt ved at definere en sekt.
– En sekt er en gruppe der afskærer sig fra resten af samfundet. Men der kan godt være grupper, som afskærer sig uden at være sekter. Det hele afhænger nok af, hvor isoleret den pågældende lever, og hvorvidt deres børn får lov til i at udvikle sig i kontakt med den omgivende verden, siger han.
Kristeligt Dagblad den 30. juni 1999.
Efter syv års terapi kan Rita Varmby i dag fortælle om et liv, der blev ødelagt af missionen, new age og Jehovas Vidner
Af Morten Bonde Pedersen
Bibelens bøger på lydbånd fylder hele endevæggen i Rita Varmbys lille handicap-lejlighed i Valby, København.
– Jeg betragter mig absolut som kristen. Men jeg er meget bange for totalitære kristne menigheder og organisationer, siger hun.
F
ra sine allerførste skoleår har nu 52-årige Rita Varmby flakket forvirret omkring fra den missionske kristendom over new age til kvækerne og Jehovas Vidner. Den religiøse rundtur endte i l980'erne med indlæggelser på psykiatrisk hospital og diagnoserne manio-depressivitet og skizofreni.
– Jeg blev syg, fordi jeg var forvirret og søgte alle vegne efter en sandhed og en mening med tilværelsen. Jeg ville finde svar på, hvorfor jeg havde fået en skæbne som blind. Jeg var ude i en eksistentiel krise, beretter hun.
Først for syv år siden lykkedes det Rita Varmby at hoppe af karrusellen. Efter eget udsagn fordi hun begyndte i behandling hos Cyril Malka. Han er uddannet freudiansk psykoterapeut og har netop skrevet en bog om religiøse sekter og kulter. Bogen blev omtalt i et interview med Cyril Malka i Kristeligt Dagblad lørdag.
– Cyril pillede ikke ved min tro på Guds eksistens, som mange andre behandlere ville gøre. Han begyndte ikke med forklaringer om, at min tro var erstatning for et eller andet. Han kender Jehovas Vidner godt og kunne derfor arbejde med den skyld, jeg var tynget af. Han lærte mig, at man ikke skal lade sig lamme af sin skyld, siger Rita Varmby.
Den religiøse rundtur begyndte, da Rita Varmby som lille i begyndelsen at 1950'erne blev sendt på et missionsk børnehjem for blinde i Kalundborg.
– Vi blev præget med den holdning, at vores blindhed var Guds straf, at vores forældre havde syndet, siden de fik os. Vi blev opdraget til at tro, at Gud er god. og at mennesker er onde, fortæller Rita Varmby.
Hun understreger, at hun i bund og grund er glad for at hun blev opdraget på en kristen skole. Men hun tilføjer, at hun ikke har meget positivt at sige om den mentalitet og kultur, hun voksede op i.
– Jeg oplevede en menneskefjendsk og verdensfjendsk kristendom. Vi havde en lærer som var meget troende. Hvis hun hørte, man bandede eller opførte sig uartigt på andre måder, skulle man ned på knæ og bede Gud om tilgivelse. Hun optrådte som Guds stedfortræder. Derfor kunne hun opretholde en kadaverdisciplin, siger hun.
Selvom både meningerne og autoriteterne var faste på blindehjemmet, var det alligevel her, Rita Varmby første gang mærkede en religiøs konflikt i sit sind.
– I 1. klasse lærte vi om skabelseshistorien som en sandhed, der ikke kan modsiges. Men senere i andre klasser hørte vi om andre religioner og om Darwins evolutionslære. Jeg blev smaskforvirret.
Forvirringen voksede. Og da hun som teenager skulle i realskolen på Blindeinstituttet i København stod hun – med egne ord – i »et frygteligt skisma«.
– Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle finde svar på de spørgsmål, jeg tumlede med. Jeg havde været vant til helt klare svar på børnehjemmet. Men på instituttet var opdragelsen lige modsat. Det var i tresserne og der herskede en laissez-faire stemning, hvor lærerne lod alting være op til os selv. Derfor begyndte jeg at studere forskellige religioner og trossamfund, blandt andet kvækerne. Og det gav mig et knæk.
– Kvækerne tror, at det gælder om at høre Guds stemme inde i sig selv og følge den – uanset hvordan det passer ind i ens tilværelse. For mig førte det nærmest til sindssyge. Jeg gik i en trancetilstand for at opleve Guds stemme. Og jeg begyndte at hallucinere, fortæller Rita Varmby.
Siden søgte hun efter tilværelsens mening hos Pinse-bevægelsen, Frelsens Hær og det teosofisk inspirerede Martinus-selskabet. De mange forskellige bud på, hvad der er sandt, gjorde hende ude afstand til at kontrollere sit eget sind.
I slutningen af 1960'erne blev Rita Varmby indlagt på psykiatrisk hospital. Her mødte den dengang unge kvinde en midaldrende kvinde som var medlem af Jehovas Vidner.
– Inden jeg blev indlagt, tog jeg meget afstand fra Jehovas Vidner. Men kvinden tog mig alvorligt og viste mig interesse. Og hun fortalte mig, at Jehova ville skabe en ny jord, hvor der hverken findes død, uretfærdighed eller sygdomme som for eksempel blindhed.
Da Rita Varmby blev udskrevet, havde kvindens sørget for, at hun kunne begynde i en lokal menighed i Jehovas Vidner.
– Da jeg først var blevet døbt og var fuldgyldigt medlem, interesserede ingen sig længere for mig. Jeg mødte den samme menneskefjendske og verdensfjendske religion, som jeg havde oplevet i missionen. Vi lærte, at verden var ond og at vi skulle beskæftige os så lidt som muligt med den. Det havde jeg ærligt talt noget svært med, fortæller Rita Varmby. Hun siger, hun levede i periferien af menigheden.
– Jeg ville gerne ind i varmen igen og giftede mig derfor med en mand fra menigheden. Men vi passede overhovedet ikke sammen. Til sidst bildte jeg menigheden ind, at jeg havde været ham utro og ville skilles. Det passede ikke, men det gav mig en anledning til at komme ud af miljøet, siger hun.
Selvom Rita Varmby var glad for at hun kunne søge støtte hos venner uden for menigheden, var hendes tilværelse stadig »et helvede«, som hun selv udtrykker det
– Jeg tumlede stadig med religiøse overvejelser. Derfor tog jeg et ophold på Daruplund Højskole, som dengang dyrkede det okkulte. Det var meget tiltrækkende for mig, fordi den slags havde været forbudt i Jehovas Vidner og i missionen.
– På højskolen mødte jeg en mand som fortalte mig, han var psykoanalytiker. I virkeligheden var han kvaksalver. Men dengang blev han en ny sandhed for mig – en guru. Jeg syntes, han kunne svare på alt. Og han bad mig fortælle alt om mine problemer, mine inderste drømme og mine inderste ønsker. Jeg tror, han mest gjorde det for at se, hvor langt han kunne få mig til at gå. Men jeg blev sindssyg at det. Jeg kunne ikke længere finde ud at, hvad der var virkeligt og ikke virkeligt. Jeg følte mig forfulgt. Når jeg var derhjemme. Jeg fik tvangstanker om, at jeg – bogstaveligt talt – skulle genfødes. Jeg var død og tom indeni, siger Rita Varmby.
Hun fortæller, at hun i begyndelsen at 1980'erne var proppet med medicin, samtidig med. at hun røg ud og ind fra de psykiatriske afdelinger.
– Senere søgte jeg behandling mange forskellige steder. Jeg troede på reinkarnation og var meget nyreligiøst orienteret. Jeg tog skarp afstand fra kristendommen, fortæller hun.
I sin søgen efter sandhed mødte Rita Varmby i l992 Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner. Kort efter begyndte hun i behandling hos Cyril Malka, der dengang var konsulent for gruppen.
– Cyril tog fat om min barndom og mit forhold til mine forældre. Det var meget barsk, fortæller Rita Varmby.
Efter to års terapi blev hun i1994 i stand til at leve et normalt liv uden medicin.
Jeg er lykkelig for at jeg mødte den rigtige behandler på det rigtige tidspunkt. Jeg har tidligere konsulteret andre behandlere, der ikke forstod mine problemer med Jehovas Vidner og ikke tog dem alvorligt. Men Cyril kender forskellige religiøse organisationer indefra. Han tog højde for de oplevelsen jeg havde haft inden for Jehovas Vidner Og jeg kunne stille ham spørgsmål, der grænsede til det religiøse, siger Rita Varmby, der i dag arbejder på Blindes Arbejde i København.
– Jeg har aldrig haft det så godt som i de seneste fem år. Terapien har lært mig at leve med den kristne tro, og jeg går af og til til gudstjeneste i den katolske kirke. Men jeg er ikke medlem af nogen menighed. Og skulle jeg nogensinde igen blive det, ville jeg nok vælge den katolske kirke. Ellers vil jeg aldrig være medlem af nogen kristen organisation. Jeg er vel nærmest en slags kristen fritænker siger hun.
Udgivet i Kristeligt Dagblad den 26. juni 1999 og den 30. juni 1999.
