Min seneste YouTube-video
(18/08-2008) – Som tre-årige leger børn allerede med at vildlede hinanden. Men det er først, når de når en alder af fem, når de forstår, at de kan skjule deres tanker eller videreføre falske udsagn, at de bliver manipulatorer. Læren om løgnen genspejler barnets psykiske udvikling
Indtil en alder af seks regner børn med, at enhver falsk information er en løgn. Dette kan illustreres glimrende af følgende dialog, som den kognitive psykologis fader, schweizeren Jean Piaget, har haft med et seks-årig barn:
Piaget: – Ved du, hvad en løgn er?
Barnet: – Ja, det er, når man siger noget, der ikke er sandt.
JP: – 2 + 2 = 5. Er det en løgn?
B: – Ja, det er løgn.
JP: – Hvorfor det?
B: – Fordi det er ikke sandt.
Der findes i øvrigt mangen en situation, hvor vi omgås sandheden. Det kan være mundtlige tilfælde, såsom en spøg, en fornægtelse eller overdrivelse. Det kan også være adfærdsmæssigt, som fx kamuflering, drilleri, hemmeligholdelse, list, eller når man ”lader som om”.
Det er altså ikke kun forholdet til sandheden, der karakteriserer en løgn. Hensigten spiller her en afgørende rolle. Den kan, for eksempel, adskille løgnen fra symbolikken, fra det ”at lade som om”. I den symbolske leg bestemmer partnerne sammen at lade ”som om”. De bevæger sig begge i opfundne situationer. Fornøjelsen går ud på at få det, der kommer ud af disse opfundne situationer og virkelighedens ændring.
Det er afsenderenhensigt og det, som vedkommende tror er sandt, som gør, at man kan adskille fejlen fra løgnen. Den, der begår en fejl, ønsker at tale sandt, i modsætning til den, der lyver.
For hvad joken angår, adskilles de to ved at se på det, afsenderen ønsker at få en til at tro.
Ved løgn vil modtageren narres til at tro noget forkert. Modtageren af en vits eller noget ironisk vil ikke tro noget andet. Forskellen mellem en løgn og noget sjovt, ud fra hensigtens forståelsen, kan ses tydeligt af denne dialog mellem Ditte og hendes mormor:
Mormor: – Jeg tror, du har sagt en lille løgn.
Ditte: – Nejda. Det var for sjov.
M: – Hvad er noget for sjov?
D: – Det for at grine og for at få en til at grine.
M: – Og hvad er løgn, så?
D: – En løgn, det er for alvor.
Det er også vigtigt ikke at skelne mellem løgn og en adfærd, som har en vildledende virkning. Vi kunne tage et eksempel fra en hund, som godt kan lide at sidde på sin herres lænestol. Hunden har for vane, når herren sidder der, at løbe mod døren og vise alle tegn på, at nu skal den ud, og det skal være nu, nu, nu. Herren går ud til at åbne døren for dyret, som skynder sig at løbe tilbage og at lægge sig i den lænestol, han ønskede at ligge i.
Hunden har, for at nå sit mål, fremvist en adfærd, som byggede på forbindelsen mellem en adfærd af utålmodighed fra hundens side og af mandens bevægelse på den anden. Dette betyder ikke, at hunden kan manipulere personens psyke af den grund.
På samme måde kan en del af børnenes adfærd fortolkes på samme måde: De gentager visse adfærd, som har før givet det ønskede resultat, og det, selv om der ikke er hensigt til at manipulere på ”offerets” psykisk tilstand.
Hvornår begynder børn at adskille løgn og tilsigtet vildeldning fra disse adfærd, hvor man taler sandt, eller hvor man ændrer lidt på virkeligheden?
Faktisk vil vi se, i løbet af denne artikel, at de første løgnagige opførsler (mundtlige eller ej) sigter på at få en konkret virkning: tilfredsstille et ønske, undgå en straf eller få en belønning. Det er først senere, at børnene begynder at forstå, at de kan påvirke den andens tro eller den andens mentaltilstand. Af denne grund kan evnen til at lyve være et godt praj på et barns psykiske udvikling.
Inden for børnepsykologien har studiet om løgnen været fornyet med en del forskningsarbejde om sindets teorier. Det vil sige den evne menneskene har til at forestille sig den psykiske virkning andre har ved at tildele dem hensigter, tro og ønsker. Denne evne gør, at vi kan sætte os i en andens sted.
Omkring femårsalderen forstår børn, at andre kan tro, at en ting er sand, selv om de selv ved, at det er den ikke. Når børnene kan forstå, hvordan disse forkerte ting sker, kan de forklare og forudsige deres modparts handlinger, ord og følelser. Det gør de ikke ud fra objektive karakteristika, men ved at referere til den (eventuelt forkerte) forestilling, de har af den person.
Barnet på under fem kan sjældent lyve, fordi løgnen består af at forsøge at indsætte en falsk tro hos modparten med vilje ved at lade modparten tro, at den falske (eller det man tror er den falske) information er sand.
I hvilken alder dukker løgnen op og dens non-verbale modstykke, den taktiske vildledning? Eksperter er langt fra enige om det.
Michael Chandler og hans kolleger i Britisk Columbias universitet i Vancouver har udført følgende forsøg:
Et barn bliver stillet op over for flere æsker. Så kommer en person frem. Personen efterlader tydelig spor på gulvet (sålerne er farvede med blæk, som efterlader tydelige spor). Vedkommende gemmer en skat i en af æskerne. Barnet ser det. Barnet bliver så advaret om, at der snart kommer en bandit, som vil forsøge at stjæle skatten, og drengen skal gøre det således, at banditten ikke får fat i skatten.
Chandler konstatere,r at børn på 2½ år sletter sporene, og at dem på tre tilføjer falske spor, som skal vildlede banditten. Han konkluderer deraf, at vildledning udføres af børn i en meget tidlig alder, især når de er direkte blandet ind i vildledningen og ikke kun er passive iagttagere.
Denne konklusion bliver modsagt af Beate Sodian og kollegerne i Würzburg universitet. De har nemlig påvist, ved lignende forsøg, at den vildledende opførsel, om at efterlade falske spor, ikke kun bruges, når man skal forsøge at forhindre en person i at få fat i en ting, men at den også bliver brugt i samarbejdsøjemed, hvis de skal hjælpe en person til at få fat i en ting, barnet ønsker at give. Det er altså et udtryksmetode i en konkurrence og ikke en vildledning.
I Cambridge universitet har psykologen James Russels hold spekuleret over i hvilken alder børn er i stand til, med fuld overlæg, at manipulere med en modparts tro. De udførte derfor densåkladte ”vinduets test”.
Beate Sodian påviste ligeledes, at børn på to eller tre år, som godt kender til konkurrence i disse lege, er i stand til at forsøge at forhindre modparten i at nå sit mål ved fx at låse æsken med en nøgle. Men børnene er tydeligvis ude af stand til at give en direkte vildledende oplysning ved for eksempel at sige eller at pege med fingeren til et sted, hvor tingen ikke befinder sig.
Testen blev udført på børn i alderen tre til fem.
I første omgang viser man børnene to æsker, hvoraf den ene af dem indeholder et stykke chokolade. Legen går ud på, at den voksne skal åbne den æske, som barnet peger på. Hvis det er den, der indeholder chokoladen, spiser den voksne den. Hvis æsken, som barnet peger på, ikke indeholder noget chokolade, så åbner den voksne den anden æske og giver chokoladen til barnet. Man laver forsøget en 15 gange for at sikre sig, at barnet har lært reglerne.
Reglerne er enkle: Barnet vælger en æske
Finder han den med chokoladen, spiser den voksne den!
Legen fortsætter så, men denne gang er æskerne ændrede, så den ene side, den der vender mod barnet, er gennemsigtig. Barnet kan se, hvor chokoladen befinder sig. Reglerne er stadig de samme. Hvis den voksne får udpeget chokoladen, spiser han den selv, hvis han får henvist den tomme æske, får barnet den.
Testen er tydelig: De femårige peger lige med det samme og bevidst på den tomme æske. De tre-og fire-årige, til gengæld, på trods af deres store lyst til at få chokoladen, strander konsekvent i forsøget ved at pege på æsken, hvor chokoladen befinder sig. Op til 20 gange i rap kan de finde på at pege på æsken, som indeholder chokoladen, og derved giver de den voksne muligheden for at spise den chokolade de ellers ønsker så brændende.
Bagefter, idet barnet kan se i æskerne, den 3-årige bliver ved med at pege på æsken, der indeholder chokoladen …
… men den 5-årige har lært at vildlede.
Barnet på under fem kan ikke med vilje gemme en vigtig information (hvor er chokoladen) og ej heller kan det skjule sin egen mentaltilstand og ønsker.
Joan Peskin, fra Torontos universitet, har studeret den adfærd og fortæller, som en illustration, om følgende dialog:
Jeremy: – Moar, kom lige ud af køkkenet!
Mor: – Hvorfor det?
J: – Fordi jeg vil tage en kage.
Peskin har lavet forsøg med børn på tre, fire og fem år. Hun viste dem tre serier klistremærker og spurgte dem, hvilken serie de foretrak, hvilken de var ligeglad med, og hvilken de ikke kunne lide.
Legen gik så derefter ud på at få så mange klistremærker som muligt.
Legen blev udført under to forskellige betingelser. I et tilfælde var børnene udsat for en rival, der havde den samme smag som dem, og som ville tage de ting, barnet foretrak. Det andet var en samarbejdspartner, som ville tage det fra barnet for at give det til det.
For at få flest muligt klistremærker skulle barnet, afhængigt af tilfældene, enten lyve eller også være ærlig.
Peskin har fundet ud af, at uanset deres alder foretrækker børn at samarbejde. Til gengæld når børn er tre eller fire år gamle, er mindre end et barn ud af tre i stand til at lyve om noget, de foretrækker, eller at vildlede i en situation af konkurrence. Derudover er børnenes strategi meget forskellige. De yngste forsøger fysisk at blokere vejen til den ønskede ting for den, der vil tage den fra dem.
De noget ældre giver en forkert oplysning (de lyver) eller nægter at sige noget, idet de ved, at de så lyver ved at holde en sand oplysning tilbage.
Det mest brugt løgn er benægtelse. Det har Victoria Talwar og hendes kolleger i Kington universitet i Canada studeret. De har ligeledes studeret, hvor effektive disse benægtelser var for at finde ud af, om de børn, som bruger benægtelser, er eksperter eller ej. Kan de kontrollere deres sprog og kropsprog, som kan afsløre dem?
Den voksne fortæller til barnet, at der er et stykke legetøj i en æske ved siden af det. Så forlader den voksne stedet i et minut efter at have bedt barnet om at lade være med at se i æsken. Efter et minut kommer den voksne tilbage og spørger barnet, om det har set i æsken, og om det ved, hvilket legetøj der er i æsken.
Fra det tidspunkt, de er alene, skynder de fleste af børnene i alderen fra tre til syv (80 % af dem) at åbne æsken og bryde reglen.
Når man spørger dem, om de har gjort det, nægter 75 % af regelbryderne at have set i æsken (med undtagelse af de tre-årige hvor 50 % tilstår).
Dog viser de fleste børn sig at være dårlige til at lyve, idet deres sprog og kropsprog afslører sandheden.
Iblandt dem, der nægter at have set i æsken, kan blot lidt over 50 % af børnene i seks- og syvårs alderen og knap 25 % af børnene på fem lade som om de er uskyldige eller er i stand til at lyve, når man spørger dem, hvad det var for noget legetøj, der var i æsken.
Disse forsøg viser, at hvis børn på under fem kan have opførsel, som kan have en vildledende virkning, er det uden at forstå, hvilken virkning den vil have på en tredjemands handling. De lidt ældre børn er i stand til bevidst at vildlede andre.
Det spørgsmål, der melder sig nu, er så om barnet besidder dømmekraft.
Ifølge Jean Piaget dømmer børnene en løgns alvor i forhold til løgnens forbindelse med virkeligheden. For et barn, jo længere fra virkeligheden, løgnen er, jo værre er det, og det uanset hvad den bagvedliggende mening er. Hensigten vil først tages i betragtning i syv- eller otte års alderen.
Heinz Wimmer og hans kolleger i Saltzburg universitet bedømmer, tværtimod, at hvis hensigterne er klare nok, kan børnene tage dem i betragtning i en meget tidlig alder, idet de evaluere sagerne. Det vil sige omkring ved 4½ år gammel.
Derfor mener de at noget, som kan lyde sandt, og som er sagt med en vildledende hensigt i denne alder, bør irettesættes (Cyril Malka)
