Fortæl mig slutningen

(14/08-2011) – Man skal måske til at ændre synspunkt, når man fortæller slutningen af en film eller af en bog. Det er åbenbart ikke så slemt endda.

Et nyt studium peger på, at vi nyder en film eller en bog mere, når vi kender slutningen af den.

Nicholas Christenfeld, som er professor i socialpsykologi på Sand Diego universitet (Californien) har organiseret en test, i hvilken nogle frivillige fik udleveret forskellige historier af forskellig type skrevet af kendte forfattere som John Updike eller Anton Chekhov.

I en af historierne blev slutningen afsløret i en sætning i bogen. I en anden historie blev slutningen fortalt i det første afsnit, og i en tredje historie var der absolut intet, der fortalte om slutningen.

Deltagerne foretrak historier, i hvilke slutning var fortalt klart og tydeligt allerede fra start. Også hvis der var tale om en kriminalroman, hvor man skulle finde morderen.

Ifølge Christenfeld og hans kollega, Leavitt, er der flere mulige forklaringer på det, men det kunne måske skyldes at læseren nyder historien i højere grad, når han kender slutningen i stedet for at trippe og vente utålmodigt på at få at vide, hvem har slået hvem ihjel og hvorfor.

Komplotter er spændende, men de er ikke det vigtigste. Det vigtigste er fortællingen i sig selv og fornøjelsen af at læse det eller at se det. Det er også meget fornøjeligt at nyde at se et plot udvikle sig eller at se, hvordan detektiven finder den skyldige.

Det er måske derfor at en serie som Columbo eller en bog som Lev Stærkt, Dø Ung (Willard Motley) fik så meget succes.

I øvrigt, hvis du skal se Titanic, vær opmærksom på, at båden synker i slutningen af filmen (Cyril Malka).