Forældre uden skyldfølelse

Forældre er ofte tilbøjelige til at mene, at de er ansvarlige for deres børns tilpasning i samfundet. En stor del af den faglige litteratur omkring børn, og mange debatter omkring dette emne antyder, at forældrene er ansvarlige, hvis deres børn ikke svarer til samfundets forventninger, eller hvis deres liv ikke går den accepterede vej.

Denne holdning fører til, at forældrene til “dårligt tilpassede” børn skal dadles og fordømmes som værende dårlige og uansvarlige forældre. Kort sagt: Pga. af deres barns “dårlige adfærd”, bliver det diskret eller åbent antydet at de er dårlige forældre og mindre værd som mennesker.

Dette skæve syn på forældre-barn forholdet er ikke blot forkert, men det påvirker tilmed forældre til at tro (fejlagtigt) at de skal vurderes/kontrolleres i deres rolle som forældre, og at de skal retfærdiggøre sig selv, forklare deres beslutninger og bevise deres gode hensigter over for deres kritikere (som nogle gange er deres egne børn). Det flotte resultat ses som en bunke af skyldplagede forældre, der vurderer sig selv ift. deres barns tilpasning. Forældre som giver dårlige karakterer til sig selv som mennesker, når deres børn møder de uundgåelige problemer, som langt de fleste børn nu engang får.

Som en konsekvens af deres selvnedrakning, vil forældrene ikke være i stand til at løse problemerne effektivt, de vil have sværere ved at tage styringen, vil løbe fra problemerne og endda nogle gange forlænge problematiske situationer i stedet for at finde en løsning på dem.

Den følgende artikel vil forsøge at hjælpe forældre til at nærme sig deres ansvar som opdragere, vejledere og forsørgere på en mere ubetinget selv-accepterende og sikker måde.

Denne forældre-advokat model er bygget til at modvirke selv-destruerende overbevisninger, og samtidig øge styrken og effektiviteten af forældrerollen. Dette kan gøres ved at studere hver af de følgende fire nøgle områder.

Der er fire faktorer udenom forældrekontrolen, nemlig:

• Genetiske tendenser til at blive oprevet. Ikke blot kan forældrene påvirke deres børn, men børn påvirker sandelig også deres forældre. Børn er født med vise forskelle i opfattelse og tankebearbejdelse og, omend nogle børn er sværere at leve med end andre, er de alle fra naturens hånd ufuldkomne og fejlbare.
• Påvirkning af ligestillede grupper. Uanset hvor meget kærlighed og pleje man giver til sine børn, vil de se op til deres venner for at få endnu mere opmærksomhed og billigelse. Selvom nogle børn tilsyneladende er mere følsomme og modtagelige for ydre påvirkninger end andre og derfor behøver mere forældrekontrol, er der stadig nogle grænser for, hvor meget forældrene kan kontrollere.
• Påvirkning af TV og andre medier. Alle mennesker er født med evnen til at lade sig påvirke, til at tro og til at efterligne. Sandheden i f.eks. reklamer er en myte, men børnene og de unge vil ofte uden at tænke nærmere over det acceptere hårde og bløde salg-budskaber, uanset hvor sande eller falske disse er. Selv om forældrene til dels kan kontrollere nogle af påvirkningerne er der ligeledes her nogle begrænsninger for den kontrol.
• Samfundsmæssige ændringer. Børn har flere rettigheder end nogensinde før. Det er godt, men kan give problemer når kontrollen glipper. Én spurgte engang: Burde unge som slår deres forældre ihjel kunne få erstatning som forældreløse? Den vægt der lægges på børns rettigheder, kan nogle gange gøre det svært at sikre sig, at umiddelbar, passende kontrol og disciplin ville være en naturlig følge af et barns uhensigtsmæssig adfærd. Hvilket gør det svært for børnene at lære konsekvenserne af deres handlinger, og samtidig besværliggør forældrenes arbejde som opdragere yderligere.

Pga. deres egne krav, endsidigheder og forudindtagede meninger, osv., (uanset hvor gode ens hensigter er, og hvor korrekte ens metoder end er) vil ens børn se tingene på den måde de har lyst til!

Hvis man siger til to forskellige børn, at de ikke kan sove hjemme hos en kammerat, vil det ene barn opfatte det som en begrænsning, der betyder, at man er bekymret nok til at sige “nej”. Mens det andet barn vil måske forstå det, som om at man holder en begunstigelse tilbage pga. at man ikke elsker det.

Pointen her er, at man som forældre ingen kontrol har over, hvordan ens barn tænker. Derfor er det bedst at tage barnets tankegang med et gran salt medmindre man vil give sine børn kontrol over ens eget følelsesliv. Pga. deres grundlæggende lyst til at kontrollere deres omgivelser ville langt de fleste børn nyde en sådan mulighed!

Vi er nu i besiddelse af en del adfærdsmæssigt “værktøj” til at løse de fleste forældre-børn konflikter i begges bedste interesse… Det er vi blot ikke altid lige klar over…

Dette “værktøj” er bl.a. det at kunne lytte, det at bruge “jeg” når man taler, hensigtsmæssige kompromiser, og en konstruktiv brug af konsekvenser.

Det er specielt vigtigt at lære sig kunsten at undgå “storm i et glas vand” situationer, ved at tage sine børns kritik lidt mindre alvorlig.

Ligeledes må forældre lære at lade være med at tro, at de partout skal følge en “opskrift” i håndteringen og opdragelsen af deres barn; i stedet ville det være herligt, hvis de brugte deres egen dømmekraft på en mere naturlig og spontan måde.

Dette vil bedst kunne opnås, som en følge af en skyldfri, selv accepterende “jeg er ikke anklaget” attitude som beskrives her:

Ubetinget selvaccept betyder bl.a., at uanset om man vinder eller taber, som forældre eller alt muligt andet, er man stadig den samme person! Man er intet overmenneske fordi man har succes med noget, og ej heller et undermenneske hvis man ikke når sine mål. Accept af sig selv på trods af ens fejl vil sædvanligvis resultere i færre fremtidige fejl, og uanset hvad vil ens værdi som menneske ikke være afhængigt af ens barns personlige og sociale samfunds tilpasning.

Ubetinget selvaccept opnås ved at analysere, udfordre og udrydde forfejlede idéer og filosofier om det at være forældre. Nogle af disse irrationelle idéer er:

• Jeg burde føle mig skyldig, når jeg siger “nej” til mit barn eller begår fejl som går ud over det.
• Mit barn bør have mindst en, og helst flere, specielle evner eller talenter, så det kan være tilfreds med sig selv, og så jeg kan være tilfreds som forælder.
• Der er en perfekt løsning til mit barns problem, og det er en katastrofe, hvis jeg ikke finder den.
• Det er livsnødvendigt at mine børn forstår grunden, logikken og rationalismen bag den beslutning jeg tager, ellers risikerer det at tro, at jeg ikke elsker det, og det ville være forfærdeligt.
• Jeg skal være helt i gennem kompetent, tilstrækkelig og succesfuld som forælder, før jeg kan have selvværd.
• Som forælder er jeg ansvarlig for, hvordan mit barn er tilpasset samfundets krav og forventninger, og jeg fortjener at blive fordømt, af mig selv og andre når det ikke sker.
• Når mine børn er ulykkelige, er det min opgave at vise dem vejen til lykke, og jeg skal være knust, hvis det ikke lykkes.
• Mine børn burde sætte større pris på mig end de gør.
• Hvis mine børn vil løbe hjemmefra, eller hvis de sammenligner mig negativt med andre af deres venners forældre, betyder det at jeg ikke giver dem nok kærlighed.
• Mine børns tidlige oplevelser vil bestemme over deres fremtid, fordi negative oplevelser for evigt vil indfluere på deres liv.
• Det ville være forfærdeligt, hvis mit barn vælger, ikke at acceptere de værdier jeg har lært det og tror på.
• Børn er født som grundlæggende gode, og hvis de udvikler fejl eller negative træk tidligt i livet, er det nødvendigvis min fejl.
• Forældrenes ansvar fortsætter for evigt.

At undersøge og debattere ovenstående forkerte overbevisningers gyldighed, kan afklare en hel del følelsesmæssig selvkontrol og sætte en tilbage bag rattet i forældreskabets bil. Man burde i stedet for spørge sig selv følgende:

• Hvor skal jeg føle mig skyldig, for at være menneskelig nok til at begå fejl? Hvorfor kan jeg ikke blot nøjes med at prøve at begå færre fejl i fremtiden, uden at fordømme mig selv i nutiden?
• Hvorfor skulle ethvert problem have en perfekt løsning, og hvorfor skulle jeg blive irriteret/trist, når jeg ikke kan finde de rigtige svar noget sted?
• Hvorfor behøver jeg mine børns billigelse, og hvorfor er det så forfærdeligt, når de ikke elsker mig eller truer med det?
• Hvorfor skal jeg gøre det bedste? Hvorfor kan jeg ikke blot gøre mit bedste, og hvis det ikke er godt nok i andres øjne, hvorfor kan jeg ikke blot gå videre med mit liv?
• I stedet for at have selvmedlidenhed, hvorfor kan jeg ikke blot acceptere det faktum at mine børn, ofte, ikke vil påskønne mine anstrengelser?
• Hvor står der skrevet, at fordi tingene ikke går godt i mellem mit barn og jeg, skal hele mit liv skal ned i kloakken?
• Hvorfor kan jeg ikke finde tilfredsstillelse og glæde i andre områder af mit liv uden at begræde de problemer mit barn har?

Fiffet er, at vi ikke føler blot ud fra en situation, men ud fra de tanker vi tænker ift. situationen… Man kan (groft sagt) sige, at situationen A, via tankerne B fører til følelserne C. Alt for ofte er B, tankerne, irrationelle og ødelæggende, ved at disputere dem (D) når man til en mere hensigtsmæssig virkning (E)

Se for eksempel. I A (situationen), laver ens barn noget uhensigtsmæssigt; skulker, stjæler i en forretning, bliver taget i gang med at ryge hash… eller alle tre! Ofte vil forældre, i C (følelser) føle sig skyldig over barnets uhensigtsmæssige opførsel, og de vil fejlagtig tro at A var årsag til C… For eksempel: Mit barns uønskede handling gør, at jeg føler mig skyldig og som en anden grads person.

Men i mellem A og C, er der altså B (overbevisninger eller fortolkning af A) og det er disse overbevisninger som skaber den uønskede skyldfølelse. Disse inkluderer holdninger som:

• Jeg burde have gjort noget for at undgå at det skete, derfor er det min skyld.
• Disse problemer er forfærdelige og skrækkelige, værre end hvad som helst andet, som kunne være sket.
• Jeg kan ikke holde mig selv ud, ej heller kan jeg udholde disse pinlige og forfærdelige omstændigheder, så jeg skal blive endnu mere forfærdet, af det jeg ikke kan klare.
• Jeg er ikke en skid! Sikken et stort nul jeg er, at jeg kunne lade sådan en forfærdelig ting ske. Jeg fortjener at blive dadlet og fordømt af mig selv og andre, når jeg er så tåbelig

At opbygge den slags irrationelle og uhensigtsmæssige følelser vil gøre én ueffektiv både som forælder, der skal samle det der op, men også i andre områder af ens liv. Man vil have større tilbøjelighed til at smide skylden fra sig, se bort fra problemerne… Gøre alt andet end at løse dem.

Selvkontrol og selvaccept på trods af ens barns problematiske adfærd, kan bedst nås ved at gå videre til D (debattere, disputere, selvargumentere) og udfordre de B'er ovenover ved for eksempel at sige de følgende beviselige, verificerbare hypoteser til sig selv, som f.eks.:

• Jeg kan ikke følge mit barn 24 timer i døgnet.
• Jeg ville oprigtigt have foretrukket, at min søn eller datter havde truffet en bedre beslutning omkring det, men det er umuligt for mig at ændre hendes/hans sind for hende/ham. Der er grænser for hvor meget en forælder kan gøre, og uanset om jeg bryder mig om det eller ej, er jeg nødt til at acceptere dette faktum som en del af livet.
• Denne situation er skuffende, men jeg behøver ikke at gøre det til en katastrofe, ved at opfatte det som et problem, større end selve livet.
• Der er intet, jeg skal skamme mig over. Jeg har gjort mit bedste.

Det er nogle triste omstændigheder, og jeg har måske endda gjort nogle stupide ting som har medvirket til det. Jeg er et fejlbart ufuldkomment menneske, og jeg vil acceptere mig selv på trods af mine bommerter, omend jeg vil prøve så meget som muligt at undgå lignende bommerter i fremtiden. At tænke anderledes vil blot ende med at gøre mig sur over noget som er sket, og ikke kan ændres.

Hovedgevinsten ved at tvinge sig selv til at tænke i disse baner er en opdateret, mere fornuftig og mere tolerant filosofi eller overbevisning, som tillader en, som forælder, at tænke mere klart og acceptere sig selv mere menneskeligt. Man vil så nemmere kunne bruge sit forældre-værktøj på en måde, så at det kommer både barnet og en selv til gode.

Det som er beskrevet her, er tilvirket for at give et skvæt af ydmyghed til forældrerollen.

Humanistisk set sætter det forældrene mere i centrum af deres eget univers, ved at tillade dem ikke at lade deres børns problemer være diktator for deres følelser af skyld, skam, pinlighed eller endda depression. At være i stand til at tilgive sig selv for at være en ufuldkommen forælder til et ufuldkomment barn, er et af de mest ophøjede og produktive mål i disse korte år af opdragelse, vejledning og intens opmærksomhed (Cyril Malka).

© 1997 – Cyril Malka – Udgivet i forkortet version i “Vi forældre” november 1997.