Hare Krishna – Talibaner i morgenkåber

Journalist Tonio Fischetti og humoristisk tegner Tignous har været en tur rundt i forskellige sekter i Frankrig. Under cover blandede de sig med forskellige medlemmer eller interesserede og kom tilbage med et hav af reportager om forskellige bevægelser. Deriblandt om Hare Krishna som, i Frankrig, holder til i et stort slot ved Chateauroux.

I Indre (Frankrig), i en slot i nærheden af Chateauroux, finder man Krishna-fælleskabet. Ingredienser som musikalske trancer og små dukker er glasuren på en fascistisk lære i Katmandu-sovs.

Se, her er en rapport, som starter godt! I vores værelse på slottet er der et skilt, som forbyder ”hasardspil”. Det kan vi gå med til.

Det forbyder også ”hvidløg og løg”… Det forstår vi noget mindre (måske på grund af lugten?). Men det, at den forbyder ”ulovlig seksuel adfærd” gør, at mine tanker kører frihjul… Hvad betyder det? Ingen onani? Ingen stilling, som ikke er godkendt af Vishnu? Men okay, siden jeg deler værelse med Tignous, bliver det ikke i aften, at vi tiltrækker os de himmelske lyn.

Især fordi vi skal sove, fordi i morgen skal vi op kl. 04:00 præcist, for den første tjeneste!

Som et medlem fortæller os: – Morgenen er velegnet til åndelig vækkelse. Med dagen kommer lidenskab, og med aften kommer uvidenhed.”

Befri sig selv fra ordenes fængsel

Hele fælleskabet med de faste medlemmer er til stede, og der er endda kommet familie helt specielt fordi det er fødselsdag på en af Krishnas brødre.

Så midt om natten og på tom mave og med søvndrukne øjne befinder vi os i templet.

Alt i alt er der ca. to hundrede medlemmer, hvis vi tæller teenagere på ca. 15 år med.

Mændene har barberet hoved og en hårtot bag på hovedet (også babyerne har den frisure). Ungkarle har lyserøde dragter, gifte er i hvidt. De fleste medlemmer har maling på huden.

Knap befinder vi os foran Krishna-statuen, før de går i gang.

Okay, en ting skal siges: Med Krishna forstår vi lynhurtigt ritualerne. Ingen komplicerede ting og sager. Der er kun en ting, vi skal gentage uendeligt, og som vi gengiver her i ubeskåret version:

”Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna Hare Hare. Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama Hare Hare”.

Det synger man til Krishnas ære, som de fleste af jer vil have fanget. Og man skal gentage det her flest mulige gange, så vi kan ”befris for altid for alt materielt snavs”, som de siger.

”Hare Krishna” sang flyver frem og tilbage. Hold kæft for en energi! Aldrig oplevet noget lignende! Af og til har de armene oppe, som om de var truede med en pistol, alt imens de svajer til højre og venstre. De løber rundt, slår på tamburiner, ringer klokker og alt.

Heldigvis er landmændene i nærheden vant til det, fordi i den rolige, landlige nat må man kunne høre mantraen flere kilometer bort.

De løber med fuld fart frem, og løber så baglæns.

Hare'erne er af og til noget blidere, nogle gange er de stærkere. Melodien skiftes også i ny og næ.

Alle springer op og ned med samlede fødder i templet … Vild gang i den!

Det skal dertil siges, at i det mindste er der glæde hos Krishnaerne, mere end i Indremission i hvert fald. De smiler altid.

Når de synger, får de en til enten at tænke på børn i børnehave eller på punks, der går amok.

Uden at ville det bliver man smittet af rytmen.

Det går heftigt til sådan i en times tid.

Så er det ikke færdigt. Vi skal gå over til den individuelle bøn.

Alle sætter sig i skrædderstilling på flisegulvet og, med højre hånd i en taske, piller de på livet løs på deres rosenkrans. En perle for hver mantra, der bliver sagt.

Når man regner med, at der er 108 perler per rosenkrans, og at der er en fagforeningsvedtaget minimums antal på 16 ture om dagen, giver det os 1.728 Hare Krishna, Hare Krishna …

Mantra kan bruges til alt muligt underligt. Det kan bruges til ”åndelig befrielse”, lige så vel som det kan bruges til mere jordnære ting som ”at undgå at falde ved et uheld”. Jo mere man siger af det, des mere giver det.

Idet alle forsøger at slå hastighedsrekorder, bliver ansigterne rundt omkring deformeret af grusomme grimasser.

For at lade som om jeg er en dygtig novice, passer jeg på og forsøger at gå med, men jeg snubler over ordene, hvilket medfører et mistænksomt blik fra min sidemand. Man skal søreme ikke maltraktere de guddommelige ord!

Så, i al tankeløshed, lægger jeg min Bhagavad-Gita, Krishnas hellige bog, på gulvet. Et medlem kommer løbende, tager fat i bogen og kysser den og fortæller mig, at den aldrig må røre jorden.

Så jeg vælger bare at sidde her og bevæge læberne i stilhed og ikke gøre mig bemærket.

Egentlig så er det rimelig flot at se disse mænd i hvidt gå rundt i halvmørket, det hele i rytmer af de blandede fremsagte salmer. Det får en til at tænke på en psykiatrisk afdeling, men flot er det.

Kvinden som ventilator

Nogle bliver ved med at fremsige mantraerne hele dagen. Også mens vi spiser.

Før man spiser, skal retterne ”gives” til Krishna først. Det vil sige, at de skal lægges foran statuerne.

– Der har været nogle radiæstesister, som har studeret den mad, der var blevet givet til Krishna. Og maden har helt andre radiationer, efter at det har været givet til Krishna, end det har før, fortæller et medlem.

Nu hvor jeg har siddet i skrædderstilling siden klokken 4 i nat, begynder mine ben at gøre ondt. Idet jeg strækker benene, kalder en af guruerne mig (i modsætning til andre sekter, som ikke vil kalde deres leder for guru, bruger Krishnaerne dette udtryk uden komplekser og uden nedsættende betydning). Nå, hvad sagde jeg? Jo, guruen ser det, og det gør ham sur:

– Kan du ikke bøje knæerne? At bøje knæ er åndelighedens begyndelse.

Jeg kan se, at han mener det alvorligt, og så har han jo ret: Det her med knæer resumerer fint hele Krishnas lære: At glemme sig selv for Gud. Fordi man ”skal være adskilt fra alt materielt, da Krishna er i centrumet af alt”.

I øvrigt er vi heldige, at han overhovedet vil fortælle os det, da en af fælleskabets regler er at ”undgå enhver diskussion med ateistiske intellektuelle”.

Så for at komme tilbage til det med det materielle: Vi skal adskille os fra det 100 %.

Men dette, åbenbart meget åndelige, program, gemmer i virkeligheden en noget mere jordnær angst: Nemlig det at skulle gå på alle fire ved et næste liv:

”Hvis du ikke er et godt medlem, bliver du genfødt som mindreværdig art. Så skal du igen arbejde dig gennem otte millioner arter, før du bliver menneske igen”.

Så hvis du ikke vil ende som øgle, må du bøje knæerne … Og især dilleren …

For om det er guruen meget tydelig: ”I teori må man ikke have sex, før man bliver 25. Så kan man gifte sig. Mellem 25 og 50 år har man sex, men kun for at få børn. Efter det skiller man sig fra hinanden langsomt. Mand og kvinde lever noget tid sammen, idet de går i templerne, så skilles de.

Guruen er gift, han har børn, men det vil ikke give ham noget problem, når tiden kommer: ”Jeg kan godt mærke, at det vil vare endnu nogle år med min kone, og så vil det stoppe. Det er lidt som en ventilator: Du starter den op, og du slukker den på et tidspunkt. Hvis din familie ikke vil have, du skal engagere dig i Krishna, så skal du vælge, og valget mellem faderen og Krishna er hurtigt gjort”.

Det er klart og tydeligt. Nu kan jeg bedre forstå skiltet i værelse ”ulovlig seksuel adfærd”. Ulovlig seksuel adfærd er altså alt med undtagelse af at lave børn.

For pokker da også! Det er da heldigt, at de har sangene til at more sig med, så!

Ingen fornøjelse uden Gud

Som Bhagavad-Gita siger det: Man må under ingen omstændigheder overgive sine tanker til sansernes vold. Det er derfor, at medlemmerne kun får stådreng over asketisme. Alt, absolut alt skal gives til Gud.

Naturligvis skal man være en egoistisk skiderik for at beholde sine penge: Krishna er i centrum for alt. En af de måder, du deltager på, er at give penge.

Underligt, for hvis vi ser den ellers behagelige luksusbil, guruen kører rundt i, spørger man sig uvilkårligt, hvor meget han sætter alt det her i praksis … Hvis vi nu punkterede hans fire hjul, vil han mon så takke os for at hjælpe ham til at adskille sig selv fra det materielle?

I hvert fald er der en ting, han adskiller sig nemmere fra end det materielle: Kultur.

Det er klart, siden man jo skal undgå samfundets forgiftning. Den eneste debat, vi har hørt, som ikke omhandlede religion, omhandlede den grønne aktivist, José Bové, som havde stukket ild til en Mac Donalds: – Bové? Hvad er det for en skiderik, som pisseirriterer os? Hvad gik der af ham, så han smadrede en MacDo?

Det var noget underligt noget, hvorfor begynder disse at forsvare Macdonalds, som jo slår de hellige køer ihjel?

Ovenstående bekræfter princippet, ifølge hvilken, når man påstår, at man ikke interesserer sig for politik, så er man per automatik højreorienteret.

Krishna er faktisk en fascistisk version af Katmandu.

Okay, kan man lide underkastelse, så er det genialt: Totalitær, altbestemmende guru, udelukkelse fra omverden, indrullerede børn, pengeafpresning … De prøver åbenbart at få så mange af sektdefinitionens kriterier som muligt, hos Krishna.

Når vi er kommet ud af det, stopper vi i landbyens lokale bodega, som faktisk er et stor eksempel af tolerance: -Vi skal ikke være mod dem, fordi de er anderledes, det er jo det, der starter racisme.

Det må siges at være en rimelig sund indstilling, de har.

Det er sandt, det er ikke, fordi de har en latterlig frisure og drøner rundt i natkjole, samtidigt med at de gentager idiotier, at man ikke må betjene dem i baren.

Til gengæld har vi lov til at gøre grin af dem på grund af det diktatur, der sover under den folklore.

(Tonio Fischetti – tegninger Tignous – Charlie Hebdo særudgave – maj 2004 – Oversættelse: Cyril Malka).