(11/07-2002) – I retssagen imod Uffe Hove har den danske stat bevist, at man søger hævn mere end behandling.
Det var den amerikanske kunstner Andy Warhol, som sagde, at ethvert menneske havde mindst et kvarters berømthed i sit liv. Man skulle blot sørge for at udnytte det.
Det tog Uffe Hove lidt over 20 minutter at tortere Ellen Johanne Tandrup. De efterfølgende måneder har gjort ham verdensberømt i Danmark, hvilket er noget, en person som Uffe Hove vil sætte stor pris på.
Under retssagen kom psykiaterens rapport. Deri stod der: ”Uffe Hove er ikke sindssyg og var ikke sindssyg i gerningsøjeblikket. Han er normalt begavet, med narcissistiske opfattelser og ringe fornemmelse for andres behov og følelser. Han har sadistiske træk og et udtalt behov for kontrol over andre. Han er manipulerende og har ingen indlevelsesevne over for andre. Han har en vanskelig styrbar aggressivitet, og han kan bære langvarigt nag. Han har ikke vist anger i forbindelse med konsekvensen af sine handlinger. Han evner at sætte sig selv i et gunstigt lys. Han har en afvigende personlighed og under dække af kærlighed, kan han være forførende og manipulerende indtil det truende. Det er ikke en tilstand, der vil have gavn af behandling.”
Der er modsætninger i denne beskrivelse. Hvis man ser bort fra den første sætning, har man den nøjagtige beskrivelse af en uforbederlig psykopat. Hvordan han skulle kunne være ikke sindssyg eller ikke sindssyg i gerningsøjeblikket er en gåde. Medmindre man betragter en person, som er fuldstændig ufølsom over for andre, og som kan finde på at gennemtæske nogen til døde som ”ganske normal”?
I alle sager, men især i denne, er det vigtigt at spørge sig selv: Hvorfor straffer man? Er det hævn?
Betyder det i så fald, at straf i børneopdragelsen er en hævn? Eller er det en metode, man benytter til at oplære?
Når en person handler uhensigtsmæssigt, imod samfundets interesse, skal den person lære, at det gør man ikke. Fordi vi alle skal kunne være her, fordi det er farligt, fordi det generer eller skader andre… Der kan være mange grunde.
Det er vigtigt, at en ung fyr forstår, at det ikke nytter at anskaffe sig de ting, han ønsker, ved blot at tage dem. Det hedder at stjæle. Blot at smide den unge mand bag tremmer vil ikke lære ham en anden adfærd.
I nogle år har jeg arbejdet med at genindsætte folk i samfundet. Ofte var det folk, som havde været uden arbejde i lang tid, og en del af dem havde været kriminelle. Ligeledes har jeg arbejdet med eks-narkomaner.
I alle disse tilfælde kan jeg forsikre, at man får absolut ingen resultater ved blot at opbevare disse mennesker i et fængsel. Tværtimod! Mange af dem lærer endnu flere uheldige adfærdsmønstre, og flere af dem får status ved det. I Uffe Hoves tilfælde og i hans religiøst forvrængede verden er det tydeligvis også et bevis på hans guddommelighed. Ligesom Jesus, ligesom diverse profeter, som har været martyrer, har han været forfulgt.
Når han om lidt over 3 år kommer ud, vil han komme ud styrket af oplevelsen. Hans magt over hans disciple vil være uindskrænket. Når Uffe Hove ikke har den mindste medfølelse eller forståelse for andres følelser, har man alle grunde til at være meget bekymret.
Fængslet burde være en genopdragelsesanstalt. Et sted, hvor man kan tilpasse de utilpassede. Hvor disse lærer en ny adfærd, en anden måde at tænke på. Så længe man ikke har lært pågældende adfærd, kan man ikke slippes løs igen.
Naturligvis vil der ske fejltrin. Dette kan ikke undgås, og øjets tjenere findes allevegne.
Man har lavet et sådant forsøg i Canada: Kriminelle blev indsat på ubestemt tid, indtil de havde lært at lave om på sig selv og deres måde at være på. Der er kurser, der skal tages. Folk tvinges til at arbejde med det faktum, at det ikke nytter noget at trække kniven, når noget eller nogen går dem imod. Kurset var frivilligt, men så længe det ikke var bestået, blev man siddende der.
Resultat blev, at under 20 % af de indsatte havde begået kriminalitet efter 5 år ude. Dette er et resultat meget få lande kan bryste sig af.
Dog skal man her lade være med at tænke på straf som ”hævn”, men som ”tilpasning”.
I Uffe Hoves tilfælde ville det højst sandsynligt betyde, at han ville blive opbevaret på ubestemt tid, eller tæt ved det. Indtil han lærer. Indtil han lærer en ny måde at tænke på eller, i mangel af bedre, en anden adfærd.
Desværre her vil samfundet tydeligvis straffe og hævne ved at behandle Uffe Hove som ansvarlig, hvilket han ikke er. Ved at dømme Uffe Hove til fængsel, har man fået en utilpasset og uhensigtsmæssig løsning på problemet.
Ud over at Uffe Hove snart kommer ud, betyder det, at sektens medlemmer sagtens kan vente på ham. Det blivere sværere at påvirke de syge sider hos sektens øvrige medlemmer, når guruen er betragtet som ikke sindssyg. Hvis guruen havde været indlagt på psykiatrisk afdeling, som er dér han hører til, ville det have været nemmere at få sektens medlemmer til at indse, at der var noget galt og få dem hjulpet videre i deres liv.
Dette er nu umuligt og skaffer mange flere ofre, end øjet umiddelbart kan se.
Intet kan give Ellen Johanne Tandrup livet igen, men vi kunne have håndteret sagen således, at man kunne have formindsket risikoen for en lignende sag. Det gjorde vi ikke, og sandsynligheden for, at Uffe Hove mishandler folk psykisk og fysisk, når han kommer ud, er 100 %.
Sandsynligheden for, at nogen, endnu en gang, dør i legen, er stor…
© 2002 – Cyril Malka – Udgivet i Randers Amts Avis den 11. juli 2002.