Min seneste YouTube-video
(15/06-1993) – Psykologi er én ting, psykoanalyse er noget helt andet! Hvad er forskellen?
For det første tager en psykolog sig af folk i krise. Omgående. Der er tale om en akut situation. Så man graver lidt i folk, men egentligt ikke synderligt meget. Til gengæld er psykoanalyse det rene gravearbejde! Man kan grave tilbage til nogle af de første erindringer. Ofte helt tilbage til 1½ – 2 års alderen. Uden brug af andet end samtaler. Dog for mit eget vedkommende er det indtil nu ikke lykkedes at grave længere tilbage end til 2 – 2½ års alderen. Det kan også være nok!
Eftersom jeg beskæftiger mig med folk, som har været i forbindelse med religiøse bevægelser og derfor er i en særlig slags krise (altså ikke en “psykisk krise”, men en “eksistentiel krise”), har jeg været nødt til først at agere psykolog, for derefter lidt efter lidt at trække mig tilbage fra rollen som psykolog og ind i rollen som psykoanalytiker.
På dansk kalder man også psykoanalyse for dybdepsykologi, fordi man benytter sig af de samme metoder som psykologi, altså samtaler. Men i psykoanalyse går man længere tilbage i hukommelsen, samtidig med at man finder og bearbejder kilden til forskellige neuroser.
Da jeg havde lært det danske sprog, undersøgte jeg, hvad Danmark havde af litteratur vedrørende psykologi, og jeg fandt en bog, som hed “Dybdepsykologi” af Jes Bertelsen. Den købte jeg og begyndte at læse. Jeg må indrømme, at jeg ikke syntes, at det, jeg læste, havde ret meget med psykoanalyse at gøre! I virkeligheden kunne man sagtens, i følge min mening, se helt bort fra Jes Bertelsen i psykologisk eller psykoanalytisk forstand. Hans teorier har, stadig efter min mening, intet med det fag at gøre. Problemet er bare, at jeg er “stødt ” på ham (eller hans lære) op til flere gange – flere gange end jeg har brudt mig om! Desværre har det nemlig ofte været i forbindelse med mennesker, som var temmelig svært psykisk skadede.
Jeg må her skynde mig at tilføje, at jeg endnu ikke har “overtaget” nogle patienter direkte fra Jes Bertelsen, kun efter andre “terapeuter”, som har været påvirkede, eller som siges at være inspirerede af ham. På den måde kan man jo altid redde ansigt ved at sige: “Nå, ja, men jeg blev misforstået. Det var ikke det, jeg mente. Det var ikke det, jeg sagde.”
På den anden side skulle man mene, at en lære, en teknik, en metode, som udelukkende kan bruges af “opfinderen/opdageren”, ikke kan være til synderlig meget nytte for nogen som helst … Vel?
Som psykoanalytiker er jeg i dagens Danmark blevet nødt til at beskæftige mig med nogle ting, som ellers ikke umiddelbart har med psykoanalyse at gøre: Chakraer, Østens filosofi og meget andet. Okkulte videnskaber og sågar lidt science fiction.
Nu om dage er man holdt op med at bruge terapi for at afhjælpe neuroser. Det er blevet en modesag. Man bruger “terapi” til “personlig udvikling”, og dette skaber, underligt nok, en hel del svære neuroser, grænsepsykoser og endda psykoser. Altså: i stedet for at afhjælpe en forholdsvis enkelt situation, skaber man en, som er meget værre og desværre ikke altid til at redde!
Men … Hvordan skaber man en sådan forvirring, og, vigtigere, hvordan kan man få folk ud af dette rod igen? Her bliver jeg nødt til at give læseren lidt indsigt i psykens mysterier (set med psykoanalytiske briller)…
Efterhånden er det blevet folkeeje at vide, at vi alle er i besiddelse af det Bevidste og af det Ubevidste. Men hvad er det for nogle størrelser?
Det Ubevidste er et slags kammer, et kartotek, hvor alle vore erindringer, vore oplevelser o.l. er sat i orden. Det er en slags “flerdimensionalt kartotek”. Altså, hvis vi skulle sammenligne Det Ubevidste med et kartotek på et bibliotek for eksempel, er det et ret veludført kartotek, hvor den samme bog ville kunne indhentes fra flere forskellige vinkler. For eksempel vil bogen “Den afrikanske Farm” kunne findes under “Blixen”, “Karen”, “Selvbiografi”, “Geografi”, “Robert”, “Redford”, osv. Groft sagt kunne man sige, at sådan bliver vores erindringer, vores oplevelser, og vores følelser osv. “lagrede” i dette “kartotek”.
Nogle af disse erindringer kan hentes uden besvær fra det Ubevidste til det Bevidste. Det er faktisk det, der sker, når vi fortæller “jokes” til hinanden. Den ene fortæller en vittighed, der på en eller anden led, ikke altid indlysende for den første fortæller, minder en anden om en joke, osv.
Men der er et problem! Nogle af disse oplevelser, erindringer, er desværre forbundne med “ulyst” (dårlige fornemmelser pga. negative oplevelser eller trauma). Disse erindringer er, hvad man kalder ubevidste i den dynamiske forstand. De kan altså ikke “bare” komme frem. De kan først komme frem, efter at man har “gennemhullet” nogle forskellige forsvarsmekanismer. (Dette er så psykoanalytikerens job!)
Så har vi det Førbevidste. Når en impuls eller en erindring skal vandre fra det Ubevidste til det Bevidste, skal den først igennem en censur. Censoren “kigger” på den, og siger: “O.k, du kan komme forbi”, så er der ingen problemer. Impulsen vandrer videre til det Førbevidste. Der er den altså stadig ubevidst, men kan “ses” af det Bevidste og hentes frem uden problemer.
Er impulsen derimod forbundet med ulyst, vil den ikke kunne få censurens godkendelse og vil blive smidt tilbage, hvor den kommer fra. Man vil sige, at den impuls er fortrængt. Det kommer vi tilbage til senere.
Endelig har vi så: det Bevidste. Her er der i virkeligheden tale om et helt system, som kaldes “perception-Bevidsthed”. Det Bevidste er faktisk hele vejen rundt om det psykiske apparat. Den modtager de indre og ydre informationer (pirringer). Altså både Lyst/Ulyst informationer fra den indre og alle de forskellige impulser fra den ydre verden.
I det Bevidste er der ikke, ligesom i det Ubevidste, spor efter forskellige pirringer. Men den har til gengæld den fordel, at den har en meget bevægelig energi, som er i stand til at sluge et hvilket som helst element. Dette kaldes i daglig tale: Koncentrationsevne!
Det Bevidste har en meget stor rolle i den psykoanalytiske behandling: Man får nemlig nogle ubevidste forestillinger til at blive bevidste! Til gengæld spiller det Bevidste ingen rolle i forsvaret.
Lad os tage et eksempel på en erindring, der er blokeret og ikke kan komme frem pga. “noget”, som i sin tid blev opfattet som et “traume”.
Jeg har to børn, Filip på 3 år, og Gabriel på 1 år. Jeg sad i stuen, og min daværende kone var i køkkenet sammen med vores to børn. Hun var i gang med at tage wienerbrød ud af ovnen. Gabriel var meget interesseret (og sikkert også sulten… Det er han nemlig altid!) og ville absolut have fat i de brød. Min eks-kone forsøgte at holde Gabriel på afstand. Jeg kunne høre hendes desperate stemme fra køkkenet: “Gabriel, lad være! Flyt dig! Nej! Men flyt dig dog! Tror du, du skal have hovedet brændt af?”
Filip løb ind til mig: “Far, Far, Gabriel skal have hovedet brændt a'!” Latterbrøl fra farmand!
Filip fik den rette forklaring hurtigt, og der skete ikke mere. (Til eventuelle tvivlere: Gabriel fik ikke hovedet brændt af, og han fik sit velfortjente wienerbrød!) Men selve sætningen, den misforståelse af meningen, kunne have fået en helt anden betydning under andre omstændigheder. Rent teoretisk kunne hændelsen have forårsaget et “traume”, en binding. Lad os antage, at det er tilfældet!
Sådan en hændelse bliver barnet nødt til at “beskytte sig imod”; der kommer et forsvar. Der kan være andre hændelser i løbet af barndommen, af teenageårene og af voksenalderen, som bygger videre på denne hændelse, så den bliver ukendelig, fordrejet, udbygget. Det svarer lidt til de gamle forsvundne byer, hvor man byggede en ny by oven på ruinerne af de gamle.
Lad os nu sige, at denne hændelse skal frem fra det Ubevidste til det Bevidste. Den kan have været pirret i løbet af dagen. Men den er altså forbundet med angst. Hvis den ikke var det, ville den bare være trukket frem og fortalt som en ganske almindelig barndomserindring. Når hændelsen forsøger at komme igennem systemet, kommer censoren og standser den og siger: Nixen-Bixen! Du er forbundet med ulyst (her, angst), du går tilbage til, hvor du kommer fra.
Nu kan impulsen gøre flere ting. Den kan “gå tilbage” og blive der. I det tilfælde er det ganske enkelt en fortrængning. Eller også kan den vælge at “snyde”. Altså at “forklæde sig” for at smutte forbi censoren. Det er, hvad man kalder en “erstatningsdannelse”. Denne vil blive godkendt af censuren, og give sig udslag i “fejlhandlinger” (Lapsus, glemsomhed, “vits”, som tit giver udtryk for “dårlig smag” osv.) eller i drømme! Her har impulsen taget form af symbol.
Det, jeg har beskrevet her, er, når alting går godt. Går det skidt, danner impulsen et symptom i stedet for, og det er noget helt andet, der så er tale om!
Derfor er “kongevejen til det Ubevidste”: Drømmen! Det er det, jeg først og fremmest skal arbejde ud fra. Jeg skal optrævle hele forløbet den anden vej.
Eftersom “fejlhandlinger” ikke altid forekommer på kommando – vi ikke kan sidde i en terapi situation og sige vittigheder til hinanden – går vi først og fremmest ud fra drømmene. Da alle disse processer er paralleller, vil man ved at fremprovokere den ene (her drømmeanalyse) nødvendigvis provokere de andre (fejlhandlinger, fx) .
Ved at analysere de følelser, de fejlhandlinger, som fremkommer, fremprovokerer jeg flere drømme, flere symboler, flere følelser, flere erindringer, som selv fremprovokerer flere fejlhandlinger, flere drømme.
Sideløbende med dette er jeg, som psykoanalytiker, genstand for en transferens (en overføring) fra patienten til mig. Ved at åbne for sit sjæleliv, sine følelser for mig, tilegner patienten mig en rolle, nogle følelser. Det er patienten nødt til, efter som jeg er totalt passiv. Han/hun kender mig slet ikke. Der opnås en slags “envejs venskab” eller “envejs forelskelse”, og det benytter jeg mig af til at analysere.
Lad os nu igen tage min stakkels søn, hvis lillebror skulle have hovedet brændt af. Lad os anbringe denne hændelse i det Ubevidste, og lad os sige, at pga. forskellige omstændigheder er hændelsen fortrængt og forsøger at trænge frem som symbol i en af min søns drømme mange år efter.
Lad os sige, at hans kone har bagt wienerbrød. Natten efter kan Filip (stadigvæk teoretisk set) for eksempel drømme om ærkeengelen Gabriel med en aura eller ild omkring hovedet, eller lillebror slemt forbrændt, eller sig selv slemt forbrændt, eller bedre; hans kone med ild omkring hovedet (en slags ubevidst hævnaktion), eller også kunne der bare være ild i ovnen og ærkeengelen flyver ovenover osv. Mulighederne er utallige.
I stedet for at analysere drømmen efter førnævnte metode, kan man gøre meget andet med den, og det er her, at Jes Bertelsen kommer ind i billedet!
Man kunne for eksempel meditere over forskellige chakraer, deriblandt Solar Plexus, som ifølge Jes Bertelsen og i traditionel forstand, har en forbindelse med ild. Man kunne “komme ind i” drømmen. Bevæge sig i den og forsøge at lave forskellige ting ved den ild. Eller også kunne man antage, at auraen omkring ærkeengelens hoved var symbol på visdom. Også her er der temmelig mange muligheder.
Men der er et problem: Man benytter og udnytter symbolerne til at opnå noget andet: En ny virkelighed!
Man kommer ind i det Ubevidste. Man spiller på det Ubevidstes betingelser. Man lever sig ind i det. Man kommer ind i en anden verden, i en anden virkelighed.
Problemet er, at denne virkelighed består af fortrængte hændelser, som er forbundne med ulyst, med angst. Men alt dette bliver ikke analyseret. Man benytter sig af andre symboler til at symbolisere symbolerne. Og lidt efter lidt bliver virkeligheden mere diffus, mere uvirkelig, mere ligegyldig.
Forklaringen på det, som sker, er i og for sig enkel: Lad os tage igen vores eksempel med ilden. På det virkelige plan er ild, ild. Noget som brænder, og som man kan anvende til forskellige formål, osv. Og for stadig at holde os til vores konstruerede eksempel, med min ældste søn Filip, som nu er vokset op, har ilden for ham indtaget et personlig fantasiplan. Den er inde i det Ubevidste, med tilknytning til hans lillebror, hans mor, til wienerbrød osv. Dette er hans oplevelse af det.
Derudover, for at holde os til vores “kartotekstanke”, lige så vel som “Mor” kan være forbundet på kryds og tværs med forskellige andre følelser, fortrængninger osv., kan “Ild” også blive det. Altså “Ild” ville være forbundet med nogle seksuelle symboler. For eksempel kunne Filip i ekstreme tilfælde blive Pyroman! osv. Der er et helt hav af forbindelser på kryds og tværs!
Men ved at meditere over symbolet løses der ingen problemer. Tværtimod! Alt dette er jo i forbindelse med “virkeligheden”, og det er i og for sig ligegyldigt. Vi er jo på et forholdsvist “lavt plan”. Så alt dette her springer vi over. Hele det system, som blev tegnet oven over, bliver fuldstændig ignoreret. Det anses for ligegyldigt.
I stedet for bliver der bygget en virkelighed ved siden af “fantasien”. En ny virkelighed bygget på østlig tankegang, som er vigtigere end “vores dagligdags virkelighed”. Opnår du “sjælero” i denne “nybyggede” virkelighed, er alt vel!
Dernæst tager man “Ild” og mediterer over det på dette “ny virkelighedsplan”. Der bliver så bundet et nyt objekt til den “Ild”, og dette objekt bliver placeret i en fantasi… Man kunne kalde dette en “ny fantasi”. Forskellen er bare, at imellem den “ny virkelighed” og den “ny fantasi” er der ingen censur eller anden forhindring. Af den gode grund at vi har skrinlagt dette begreb for længst!
Man tager så fantasien og tilføjer et nyt element, i vores tilfælde for eksempel: Solar Plexus. Dette er så virkeligheden, derfra har man en meditativ søgning omkring Solar Plexus, som selv søger ind i en ny fantasi.
Man kunne sige, at man ad omveje har placeret en ny virkelighedsverden under det Ubevidste, ved at komme UDENOM censuren, og man skaber derfra en ny Ubevidst, uden censur (eller en ny censur, afhængig af terapeuten) nedenunder.
Allerede her befinder patienten sig i en slags labyrint, som er temmelig svær at komme ud af… For ikke at sige, at det desværre tit er umuligt!
Derudover har vi så terapeutens position. Han eller hun, som “vejleder” patienten i denne “nye verden”, har hele 3 “roller”. På det første “trin” er han terapeut. Kærlighed/had objekt. I “mellemtilstanden” er han både det første og “præst” eller “ambassadør” for en større magt. På det tredje trin er terapeuten blevet Guddommelig eller endda Gud selv.
Her er der altså tale om en patient, der befinder sig i en tilstand, som er så tæt på psykosen, at det tit ender med en sådan. Og vedkommende kan ikke reddes ud af psykosen igen ad terapeutisk vej. Personen kan heller ikke reddes af medicinsk vej for den sags skyld, men psykiatere kan ved hjælp af forskellig psykofarmaka dæmpe nogle symptomer.
Når jeg tager en sådan patient i analyse, er der tale om en hel anden metode end den “almene” psykoanalytiske fremgangsmåde. Jeg er oppe imod flere problemer.
Det første, jeg bliver nødt til at gøre, er faktisk at “slippe hele min viden”, undvære min egen virkelighed og dykke ned i patientens. Det er ikke helt nemt, og det kan have nogle svære og farlige momenter. Man kunne sige, at jeg forsøger at træde ind i patientens verden, på patientens betingelser og i patientens forstillinger.
Det, jeg forsøger at gøre, er det omvendte af det, patienten har været ude for. Der hvor patienten kom ind i terapeutens, guddommens verden, gør vi det i dette tilfælde omvendt. Når jeg er der, i patientens verden, prøver jeg at finde en parallel eller et “holdepunkt” inde i den “forrige verden”. Dette er altså afhængigt af, i hvilken “ny virkelighed” eller i hvilken “ny fantasi” patienten befinder sig i første omgang.
Jeg står her med et “kortspil”, som er blevet spredt ud over et helt hus. Jeg prøver først at “samle alle kortene” ved at gå fra “stue til stue” og derefter at finde “pakken”, i hvilken de burde være, derefter den “stue” de hører til i og endelig den “skuffe”, hvori de har deres plads.
Det lyder måske lidt underligt, men det er det, der sker. Jeg prøver at samle det, der nu hører sammen, før vi (patienten og jeg) træder ud af den “ene verden” for at komme til den “forrige”. Her samler vi igen det hele sammen, vha. og sammen med det, vi har “med”, og går så videre på den måde. Derefter samler vi det næste “sæt kort” efter samme metode. Osv. Indtil at vi kommer til den fantasi, som hører til “vores verden”.
Det hele er en lang rejse frem og tilbage. Og jeg må indrømme, at det er sket nogle gange, at jeg har været lidt nervøs for, om jeg ville kunne komme tilbage!
Derfra stammer min skepsis over for de metoder, Jes Bertelsen bruger og “forkynder”! Det, jeg nogle gange er stødt på, har været ret forskrækkende, selv om jeg er psykoanalytiker og har set lidt af hvert!
Det siger sig selv, at patienten og jeg i de nævnte tilfælde aldrig vil kunne samle alle “kortene”. Nogle af dem vil blive liggende til evig tid. Når forløbet er færdig, så sidder jeg over for en patient, som ofte lider af en svær neurose. Og herfra er jeg altså på “hjemmebane”. Og det næste problem begynder!
Af og til sker det så, at de fortrængte ting, som kommer til overfladen, er ret kraftige, rystende og smertefulde. Så kan patienten, når vi nu igen skal snakke om “Gabriel, der skal have hovedet brændt af”, være tilbøjelig til at ville søge tilflugt i den “verden”, som han eller hun ved findes et eller andet sted “derinde”. Fordi det, der nu er tilbage, er en pæn gang rod, og det er nemmere bare at “slukke for lyset” og forlade det, frem for at gå i gang med “oprydningen”.
Desuden sker der det, at hvor jeg i begyndelsen “spillede på den tidligere Guddoms betingelser”, ikke gør det længere. Og for patienten, der nu gerne vil have en anden “Guddom”, er det jo nærliggende at tage mig. Problemet er, at jeg ikke er en Guddom, og at min rolle som psykoanalytiker er mere jordnær.
Jeg bliver altså ved med at “sortere linser” med patienten: “Det her, min ven, er ikke psykoanalyse, det er religion”, eller omvendt. Man skal finde ud af begreberne, “tro” og “viden”. Noget tror du på, andet er noget, der er sket, og det er viden, osv. Sådan kan man altså, ganske kort og udetaljeret, forklare det, der sker, når man blander psykoanalyse, psykologi, østens filosofi og meditation sammen i en “universel viden”. Det, som kan ske i løbet af bare 2 år, tager mindst dobbelt så lang tid at afhjælpe.
Med lidt held, med hårdt arbejde, med sved og tårer, kan man afhjælpe det. Men desværre… Ikke i alle tilfælde. Nogle mennesker er ganske enkelt for langt ude til, at man kan “hente dem tilbage”. Nogle tør jeg ganske enkelt ikke have i analyse. Desuden er det begrænset, hvor mange jeg kan have i analyse på en gang, da det er et meget krævende arbejde.
Nogle gange er man fristet til at tænke, at det eneste, der kan gøres for nogle af de mennesker, er at bede for dem. Men det er også et spørgsmål om tro.
© Cyril Malka 1993 – Udgivet i IKON nr. 3 juni 1993
