Min seneste YouTube-video
(13/02-2006) – Videospil er før i tiden blevet anklaget for at give børnene patologisk stress, fordi der blev befriet store mængder kortison.
Nu har spillene fået skyld for at sætte voldelig adfærd i gang hos de unge.
Tre forskere på Iowa Universitet har påvist, at hjernen bliver følelesesløs over for vold hos folk, der har haft gentagen kontakt med de mest aggressive videospil.
Personer, som bliver udsat for denne indflydelse, gør ikke længere forskel mellem et spil og en voldelig handling.
Bruce Bartolow og Brad Bushman har konstateret, at en bestemt hjernebølge dukker op, når man viser til en frivillig en voldelig scene såsom en voldtægt eller en mutilering. Denne bølge er kendetegnet for en forkastelse af hjernen: Den kaldes for “aversion-signal” (forkastelsessignal).
Og hos de unge, som spiller regelmæssigt med markedets voldelige spil, dæmpes denne bølge gevaldigt. Deres kapacitet til at forkaste vold bliver meget reduceret.
Lidt efter lidt formindskes den ikke-voldelige reaktion, og personen ender med at blive følelsesløs over for vold, også når det er uden for videospilverden. Man siger så, at empati-muligheden (evnen til at leve sig ind i andres følelser) kommer i fare pga. denne virtuelle aggressivitetsverden.
Empatien er kun en af mange forhindringer, som forhindrer et barn i at blive voldelig. For at et barn skal kunne undgå at blive voldelig, er det ikke nok at holde det fra videospil, der skal også vejledning fra forældre til. Det er det, man kalder den “negative forstærkelse”: Når et barn slår en af sine kammerater, vil dets far eller mor straffe det, så at det kan forbinde sin handling med en negativ konsekvens og dermed vil lære at lade være med det.
Men med videospilene er forstærkelsen byttet om. For eksempel i spillet Carmaggedon, hvor spillerne kører en bil i en by, giver hver fodgænger, der bliver kørt over, point.
To andre psykologer, Nicholas Carnagey og Craig Anderson, har ladet frivillige spille dette spil. Efter dette blev de samlet to og to omrking et bord, hvor hver enkelt skulle trykke hurtigst muligt på en knap, lige så snart man hørte en lyd. Den, der reagerede hurtigst, måtte straffe sin modstander ved hjælp af et ubehagelig hyl, som blev udsendt i ørerne.
Denne test, som skulle være en målestok for deltagernes aggressivitet påviste, at de personer, som havde spillet et spil, hvor det gav point at køre fodgængere ned i stedet for at koste points, gav længere og stærkere hyl i modstandernes ører end de andre.
En dybdegående artikel fra B. Bartholow forventes i Journal of Experimental Social Psychology i begyndelsen af 2006 (sandsynligvis i marts-udgaven).
Carnagey og Andersons forsøg omtales i: Psychological Science, vol. 16, no11, side 882 (2005)
