Fra selvværd til selvaccept

(22/03-2017) – “Jeg har hadet mig selv, jeg har elsket mig selv, og så er vi to blevet gamle sammen.”

Den franske kunstner Paul Valery har således på glimrende vis udtrykt de problemer, man har i forbindelse med selvværdet og sig selv.

I de sidste 30 år har et hav af videnskabsmænd og forskere forsøgt at besvare det evige spørgsmål om det forhold, hvert enkelt menneske har til sig selv.

Hvad er selvværdet? Det er samtidigt “det, jeg synes om mig”, “hvordan jeg har det med disse tanker” og “det, jeg gør ud af mit liv med alt det her” på en gang.

Dette koncept handler om det blik, vi hver især har på os selv, men også konsekvenserne af denne dom i vores dagligdag.

Psykologer og psykiatere har i lang tid tænkt en del over det med selvværdet (højt eller lavt) og lagde mærke til, at de personer, som havde højt selvværd, nemmere tør handle, ser ud til at frygte fiasko mindre, og lader sig mindre påvirke af, hvad andre synes om dem.

Folk med lavere selvværd til gengæld har de omvendte karakteristika: De kritiserer sig selv, rakker sig selv meget nemt ned, tøver i stedet for at handle eller handler kun, når de er 100 % overbevist om, at det vil gå godt, især fordi de frygter, hvad andre vil synes om dem, og fordi de er bange for at vise det, de mener, er deres svage sider.Hvordan spreder disse karakteristika sig over befolkningen?

Selvværd eller narcissisme?

Ud fra disse resultater kunne man mene, at langt de fleste mennesker har et godt selvværd.

Dog viser det sig, at i de svære situationer, dem hvor tingene ikke går godt, eller i tilfælde af fiasko, for eksempel,er situationerne ikke så enkle, og mange “gode selvværd” krakelerer.

Psykiatere har også bemærket, at mange personer med højt selvværd viser en del tegn på narcissisme. Det vil sige ustabile selvværd, som skyder ansvaret for deres fiasko over på andre eller på ydre omstændigheder, som ikke tåler kritik …

Fordi et anden vigtig punkt for god selvværd er, hvor stabil man er i modstanden. Hvordan reagerer vi på kritik? Hvordan reagerer vi, når vi dummer os over for alle, eller når vi er glemt eller sat til side i en gruppe?

Intensiteten af tristhedens eller af vredens følelse og dens varighed fortæller os meget mere om den person end alle undersøgelser, der er blevet lavet.

Der er nu tale om den ægte selvværd, og ikke blot en facade.I den kognitive psykologis verden har man lavet en del forskning om emnet.

Fx sætter man folk over for en computerskærm, og man spørger dem, meget hurtigt, om de synes, at bestemte betegnelser passer til dem. Der kan være positive betegnelser (sympatisk, intelligent, generøs …) eller negative betegnelser (kold, hykler, hidsig …).

I virkeligheden ser vi ikke så meget på antallet af positive eller negative svar, men man ser på hastigheden med hvilken de svarer.

Det er sidstnævnte indicier, som vil fortælle, hvilke af disse betegnelser der svarer til deres mening: Hvis deres høje selvværd er autentisk, vil deres svar være hurtigere end svarene fra dem, der har et skrøbelig selvværd (også selv om det er højt).

Et ustabilt højt selvværd fortæller om et ønske om at blive anerkendt, men også en usikkerhed over for denne værdi, som man forsøger at overbevise sig selv og andre om.

Ofte betegnes personer med ustabil høj selvværd som narcissistiske: De forsøger at bevare deres positiv selvværd, men er i bund og grund urolige over for denne værdi.

Det “autentiske” selvværd beskrives ikke nødvendigvis i forhold til dets “højde” (jeg er stærk, intelligent, smuk …), men den genkendes ved sin stabilitet over for livets genvordigheder, fiaskoer eller afvisninger.

Altså man sætter ikke spørgsmålstegn ved sin egen globale værdi, bare fordi man har haft fiasko i et bestemt område.

Selvværdet: Bevidsthedens immunforsvar

Blandt andre vigtige faktorer for et godt selvværd er dets forskellighed: Bygger ens selvværd kun på det fysiske udseende, stilling i samfundet, skoleresultater, sportspræstationer eller charme?

En anden vigtig ting er autonomien af selvværd. Det vil sige, er det udelukkende baseret på social anerkendelse eller om bestemte personlige og intime mål, som fx bedre at kunne beherske sig eller være mere generøs eller afslappet?

Studier udført af psykologen Jennifer Crocker fra Michigan Universtitet påpegede, at selvværdet bliver mindre påvirket, når den afhænger mindre af udvendige standarder (professionel- eller socialstatus) og mere på forskellige kompetencer, man har.

Således er det, at folk, med stærkest selvværd, bygger den mening, de har om sig selv, om deres sportslige og professionelle kunnen, men også på deres harmoniske følelsesliv og videreudviklingen af menneskelige egenskaber, som de synes er vigtige.

Selvværdet, som bygger på et solidt grundlag giver en bedre modstand til livets genvordigheder. Nogle har endda beskrevet dette selvværd som “bevidsthedens immunforsvaret”.

Det forbedrer tilpasningsmuligheder til omgivelserne og gør, at man har det bedre følelsesmæssigt.

Der er især tale om en øget evne til at komme sig over vanskelighederne: Forsøg, der blev lavet over for studerende, påviste, at et stabilt selvværd ikke beskytter imod et psykologisk slag, når man fx dumper til eksamen (tendens til nedgørelse, tristhed og depression), men det gør, at man nemmere kommer over det i de dage, der følger.

Det selvværd, der bygger på flere egenskaber, forklarer, hvorfor det virker, som vi vil se det om et øjeblik over for nogle af de vigtigste sider af vores liv: kærlighed, magt, forhold til de andre, socialstatus, dødsangst …

Er selvværdet et uendeligt og universelt fænomen?

Antikkens filosoffer spekulerede allerede over den slags, sådan som man kan læse i den romerske kejser Marcus Aurelius’ bog “Tanker til sig selv”: “Min sjæl! […] Hvornår bliver du fuldstændigt tilfreds med din tilstand? Hvornår vil du finde fornøjelse i alle de ting, der sker for dig? Hvornår vil du blive overbevist om, at du har alt i dig?”.

Kristenhedens overdrevne opmærksomhed, der tilegnes stolthedens synd (eller være klog i egne tanker), og dens værdiladning af ydmygheden, vidner om det grundlæggende ønske om at kontrollere en tendens til at “flyve for højt” og selvværdet.

Men egentligt er begrebets moderne fader amerikaneren William James, som bruger udtrykket første gang (self esteem) i 1890 i det, der bliver den første grundbog i moderne psykologi: Principles of Psychology.

Han noterer: Selvværd findes i to slags: tilfredshed og utilfredshed over for sig selv.

Efter denne tid, og efter at moderne psykologi starter rigtigt op i 1960’erne, bliver der lavet en masse arbejde i dette felt. Mere end 15.000 artikler er blevet skrevet om dette emne i de sidste 40 år.

Hvorfor så stor en interesse?

Måske fordi det er mere nødvendigt i vores moderne verden, end det var før? De gamle samfund var mere stillestående. Man forventede, at folk forblev på deres sociale plads og udfyldte deres sociale rolle fuldt ud, uanset om det var familiemæssigt eller socialt.

I det moderne samfund er der meget mere bevægelse imellem de sociale lag (dog uden at sige, at det moderne samfund hjælper denne bevægelse).

Vores succeser er ikke længere afhængige af, hvilket samfundslag vi er født i, men af vores personlig værdi.

Denne måde at regne ting ud på, denne fuldt ud erklærede “fortjenestekrati”, hvor succesen bevidner en persons værdi, gør, at et godt selvværd bliver uundværlig.

Flere og flere samfund bliver influeret af vestlige værdier, og med denne indflydelse kan man se, at selvværd er blevet et verdensomfattende begreb.Et forholdsvis ny undersøgelse af folks selvværd (målt efter Rosenbergs-skala) blev ført i 2005 på 16.998 frivillige i 53 lande.

Den viste en forholdsvis stor sammenhæng i svarene i et og samme land. Altså kulturelt set tyder det på, at selvværdsfølelsen ikke svinger meget fra person til person i et bestemt land.Til gengæld tyder alt på, at der er stor forskel fra land til land.

De højeste tal blev fundet i USA med 32,21 points og i Israel med 33,03 (i en skala fra 10-40). Franskmændene var på 29,86 points og japanere var i bunden med 25,50 points. Rekorden var Serbien med 33,59 points.

Danmark deltog ikke, og der er ingen resultater for de nordiske lande med undtagelse af Finland, som havde 31,76 points.

Som en tankegang, som kunne nærme sig den danske, kunne vi udpege Holland, som deltog i forsøget, og skorede 31,60 points.

Selv om tallene taler deres tydelige sprog, skal man alligevel passe lidt på med tolkningen af dem.For disse tal bliver indflueret af de kulturelle karaktertræk fra hver enkelt samfund. Fx er de vestlige landes selvværd højere og bygger på et mere individualiseret samfund og på det, at man skal føle sig mere kompetent.

For hvad de orientalske lande angår, har de en større gruppekultur, og man skal moderere sit selvværd for at blive vellidt og accepteret af sin gruppe.

I den forbindelse har de nederlandske psykologer Diederik Stapel og Willem Koomen fra Grønningens Universitet villet studere, om det var muligt at aktivere konkurrence-attitude blot ved at bruge ord.

De tilbød de frivillige en række på ti ord, som enten omtalte konkurrence (vinde, overgå, kamp, modstand …) eller samarbejde (samarbejde, arbejde sammen, venskab …).

Blot det at skulle manipulere ord, som drejede sig om konkurrence, hjalp aftrækningen af konkurrenceadfærd i den efterfølgende leg og situations-spil.

Når man kan se, hvordan det at håndtere ti ord kan påvirke voksne, er det tydeligt, hvad det kan betyde at vokse op eller at udvikle sig i omgivelser, der udbasunerer visse værdier dagen lang.

Derfor blot det, at lederne læser blade, som er specielt møntet til dem, og som omhandler aggressivitet og konkurrenceadfærd, påvirker dem i denne retning, og selv om det kan være nyttigt for firmaet at påvirke lederne i disse retninger, er det mindre heldigt for deres velvære.

Flere studier påpeger, at gentagelse af disse konkurrencesituationer stresser individet (fysisk og psykisk).

Det er en bedre idé at holde sit konkurrenceinstinkt til de situationer, der kræver dem (nogle arbejdsmæssige situationer fx) og lægge dem på hylden i andre af livets situationer (privatlivet fx).

Men for at kunne gøre det skal man være opmærksom på omgivelsernes påvirkning.

Fordi når man går over en vis grænse, bliver selvværd et problem i forhold til andre mennesker, hvilket — på længere sigt — er skadeligt for selvværdet.

Psykologen M. Leary og hans kolleger fra universitetet i North Carolina har påvist, at det at blive accepteret og vellidt af en gruppe af nærtstående venner og familie er mere gavnligt for selvværdet end det at være højt placeret i hierarkiet. Altså ja: Der er koldt på toppen!

Vi skal ikke glemme, at mennesket er et socialt dyr, og ofte er tilhørelsesfølelsen større og vigtigere end dominansfølelse.

Det er nødvendigt for os mennesker at være et socialt væsen. Sammenlignet med andre dyr er vi dårligt bevæbnede, og det har ført til, at vi blev nødt til at finde sammen i grupper.

Derfor er mennesket yderst følsomt over for enhver udstødelse.

Rent faktisk kunne selvværdet meget vel ikke være andet end en slags “social-måler”, som vil fortælle os om vores grad af popularitet og af accept hos andre. Flere forsøg peger i denne retning.

Er selvværd en social-målestok?

Forestil dig et øjeblik, at du har accepteret at deltage i et psykologisk forsøg på et universitetslaboratorium.

Efter at være kommet gennem en personlighedstest får du resultatet af psykologen, som står for dem: – Beklager meget, men ud fra testene tyder alt på, at du har personlighedsopbygningen af en person, som vil ende sine dage i ensomhed, fordi du er ude af stand til at have varige, udviklende forhold til andre.

Du bliver derefter sendt ind i et andet værelse, før man får dig til at klare en test mere.

I dette værelse er der to stole. Den ene er vendt mod et spejl, den anden er vendt med ryggen til spejlet.

Hvis du har fået den hårde dom, vil du fortrinsvis sætte dig på den stol, som vender ryggen mod spejlet (det gør 90 % af deltagerne).

Hvis du har været heldig og fik at vide, at du vil få et lykkeligt liv med en masse kærlighed og varige solide forhold, vil du være mere ligeglad med, hvilken af de to stole du sætter dig på.

Forsøget blev udført af den amerikanske psykolog Jean Twenge og hendes kolleger fra San Diego Universitet: Blot det, at man forudsiger et ensomt liv, gør, at de fleste ikke vil se sig selv i spejlet.

Udtrykket: Hvis jeg gjorde det her, ville jeg ikke kunne se mig selv i spejlet, er så ikke grebet fra luften, men bunder tydeligvis dybere, end vi kunne tro: Man flygter fra sit eget billede.

Sådanne attituder kan føre til adfærdsvanskeligheder. Det blev påvist af et andet forsøg ført af Roy Baumeister i Princeton Universitet i 2005.

Man bliver delt i små grupper på seks personer af samme køn. Efter at have lært hinanden at kende i ca. 20 minutter, bliver man sendt ind i et andet værelse. Dér bliver man spurgt om at vælge to af gruppen, med hvem man vil arbejde for resten af eksperimentet.

Noget senere får man at vide, at desværre er man ikke blevet valgt af nogen (det er rent faktisk lodtrækning, der afgør det, men det ved ingen).

Nogle af de andre deltagere får noget andet at vide: Du er blevet valgt af flere andre fra gruppen.

Efter at man har været udstødt eller accepteret, deltager man i et andet forsøg: Man skal udfylde et spørgeskema om smagen og konsistensen af nogle ens småkager (35 per fad).

Du får ti minutter med kager og spørgeskema og din helt friske oplevelse af at have været udstødt eller accepteret.

Ud fra forsøget tyder alt på, at de deltagere, som var blevet afvist, i gennemsnit slugte ni kager, før de udfyldte deres skema, og de, der ikke var blevet afvist, behøvede kun fire eller fem kager, før de svarede samme skema.

Besynderlig reaktion over for social udstødelse: Det ser ud til, at de personer, som bliver udstødt af gruppen, bliver mindre sikre på deres bedømmelse og skal smage flere småkager, før de udtaler sig.

Det, at blive afvist og socialt dumpet, ser ud til at forvirre disse mekanismer, vi bruger til selvkontrol, og som gør, at vi kan tage nye situationer med forholdsvis koldt blod.

Kunne spiseforstyrrelserne være forbundet med dette kontroltab, som selv skyldes en form for udstødelse eller af tvivl om sit eget værd?

Det samme studium, som har arbejdet med mange flere situationer, peger på andre resultater også: Den afviste person kan ikke udføre så meget arbejde som den, som ikke er blevet afvist. Han har sværere ved at kontrollere sig selv, han opgiver nemmere de svære situationer, tager oftere uberegnede risici.

Personer med lavt selvværd pga. afvisning mister deres selvstyre, men også lysten til at kræve af sig selv.

Det er ikke kun det, at man bliver afvist, der får en til at tvivle på sig selv. Det er også angsten for blive afvist, som gerne starter med den idé, at andre har blikket rettet mod en selv og mod ens fejl og mangler.

Eftersom man er i tvivl om sig selv, og om man er accepteret af andre, kontrollerer man sig selv, alt imens man er overbevist om, at andre gør det samme.

Når selvværdet vakler, giver det denne ubehagelige (og som oftest falske) opfattelse af, at man er centrum for alles opmærksomhed.

Det er dette fejlindtryk af at være centrum for andres opmærksomhed, som kaldes “Spotlight effekt” (rampelys virkning) af psykologer.

Skam dig over din T-shirt!

By Weatherman90 at English Wikipedia, CC BY 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=10903624

Et meget morsomt forsøg blev lavet for at måle den afstand, der var imellem indtrykket af at blive observeret af andre og virkeligheden.

Man bad nogle frivillige om at tage en T-shirt på med billedet af en berømthed, som var mere end passé. Forsøget blev lavet i 1998, og der var tale om Barry Manilow.

Derefter skulle deltageren sætte sig i et lokale, hvor der var andre frivillige, der sad dér uden at vide, hvad der skulle ske.

Før deltageren gik ind i lokalet, bad man dem om at forudsige, hvor mange personer der ville bemærke deres latterlige T-shirt.

Bagefter spurgte man disse personer, om de kunne huske det ansigt, der var på T-shirten af den person, der kom ind efter alle andre.

Naturligvis idet deltageren var overbevist om, at mindst halvdelen af deltagerne ville lægge mærke til det, viste det sig, at knap en fjerdedel (altså halvt så meget som antaget) havde en vag erindring om det.

Den andel var under 10 %, hvis portrættet på T-shirten ikke var fra en gammeldags sanger, men en kendt person som Martin Luther King eller Bob Marley.

Tydeligvis overvurderer vi det antal personer, som holder øje med os, og dette indtryk af at være “Holdt øje med” er mangedoblet, når selvværdet er skrøbeligt, fordi vi er overbevist om, at andre lægger mærke til alle vores fejl.

I de terapiformer, hvor man arbejder med selvtilliden, lærer man folk at takle andres blikke og dom gennem nogle øvelser, hvor de skal tiltrække andres opmærksomhed ved fx at bære meget synligt tøj, komme til kasse i et supermarked og lade som om, man har glemt sin pung, m.m.

Når patienten kan se, at disse ting sker uden alvorlige konsekvenser, bliver de lidt efter lidt mindre følsomme over for andres dom.

Og hvis selvværdet kom gennem selvforglemmelsen?

Selvværdet spiller afgjort en vigtig rolle for vores velvære, men tydeligvis er dets højde ikke forbundet med styrken, og man skal aldrig glemme at alt det, der går op, kan gå ned igen.

Når man valorisere sig selv, kan fiaskoen nemt såre, især hvis man har en tendens til angst, depression eller bulimi.

Personen bliver ved med at gentage nogle negative tanker over for sig selv, og jo mere vedkommendes selvværd falder, des mere fokuserer man på sig selv.

Faktisk tyder alt på, at et godt forhold til sig selv opnås bedst, når man gør det af med disse selvcentrerede monologer.

Det går igennem selvaccept. Dvs. at man holder op med at føre det hele til sig selv, til sin vigtighed og egenskaber, men begynder med at se sig selv som det fejlbare menneske, man er, med nogle problemer, der skal løses, nogle med mere held end andre (men så får man også erfaring — om end af og til dyrekøbt), og med nogle positive egenskaber, som man kan være glad for.

De dårlige egenskaber giver os ikke lav værdi.

De gode egenskaber giver os ikke en høj værdi.

De gør os bare til det menneske, vi er, med gode og dårlige sider.

Gode sider, vi kan glæde os over, og dårlige sider, vi kan arbejde på for at forbedre dem og vores dagligdag (Cyril Malka).

Om det emne kan du også se teksten fra den 24/05-2000: Du vil tro du er noget.

© 2001 – 2008 – 2017 – Cyril Malka – Udgivet i “Psyken Nr. 3”, 2008.