Min seneste YouTube-video
Lær at bruge perfektionismen rigtigt
Perfektionismen er en af de vigtige personligheds-træk. Det er faktisk en meget effektiv motor, som hjælper mennesket til at nå sine mål og, meget ofte, til at skabe.
Musikere som Johan Sebastian Bach eller Beethoven gik igennem deres partiturer mange, mange gange, før de betragtede dem som acceptable.
Forfattere, som Marcel Proust, tog et hav af noter på deres manuskripter, før de betragtede dem som perfekte.
Mange geniale malere tegner en stor mængde skitser, før de er tilfredse med deres arbejde. På den måde er perfektionisme en god ting: Den gør os effektive, og vi kan kaste os over forskellige udfordringer.
Dog er ikke alle genier perfektionister, og hvis perfektionismen antager for store proportioner, kan den blive til en fælde. En fælde for personen eller for omgivelserne.
Det er den fælde, jeg vil beskrive her for at fortælle, hvordan man kan undgå den og således lære at bruge perfektionismen rigtigt.
Der findes faktisk tre former for perfektionisme: Den som som er orienteret mod en selv, og som går ud på det, man kræver af sig selv. Den anden, som er orienteret mod andre: Man kræver af omgivelserne, at de skal være lige så perfekte som en selv. Den tredje er et svar til et socialt krav, kravet om at være perfekt. Det er den sociale perfektionisme.
Det er for at svare til disse sociale normer, at man kan blive perfektionist.
En person kan sagtens kombinere disse tre former for perfektionisme.
Forskellige slags perfektionisme
Disse tre former for perfektionisme har forskellige konsekvenser på det daglige liv.
Perfektionismen, som er ført mod en selv, er ikke nødvendigvis sygelig, men en psykologisk svækkende faktor: De personer, som lider af det, kan sagtens klare dagligdagen, med undtagelse af når de kommer i en stresset situation.
Den sociale perfektionisme kommer fra krav fra omgivelserne sammenlagt med en følelse af magtesløshed (en egenskab, som man kender fra depressive personlighedstyper). I den slags perfektionisme mener personen, at jo bedre, de klarer sig, jo mere man vil kræve af dem. Vedkommende bliver gradvis mere og mere desperat.
For hvad perfektionismen mod andre angår, har denne en tilintetgørende virkning, især i et parforhold.
Den perfektionistiske person kræver på tyrannisk vis, at partneren er perfekt og kritiserer den anden konstant. Vi vil vende tilbage til de sygelige konsekvenser af den farlige perfektionisme om lidt.
Perfektionisme er et bredt emne, og det spreder sig fra den “gode” perfektionisme til den syge perfektionisme, og vi kan alle finde os en plads dér.
Perfektionisme er ikke en sygdom, undtagen når personen er nær 100 %-delen af skalaen.
Det er et personlighedstræk, du skal holde fast ved, hvis den ikke er for høj, hvis den er i overenstemmelse med karrieren, og hvis du er lykkelig takket være den (eller på trods af den.)
Til gengæld, hvis dine perfektionskrav er for høje, hvis du er tæt på 100 % perfektionistkrav, hvis den er årsag til nogle af de forskellige symptomer, som jeg vil beskrive om lidt, især en konstant utilfredshed, og hvis du bliver noget handlingslammet af det, så skal du reducere den kraftigt.
Lad os nu først forestille os tilfælde, hvor dine krav er for høje: Du har en tendens til at række efter urealistiske mål, og du er aldrig tilfreds med dine resultater.
Men i stedet for at indse og i stedet for at acceptere, at dit mål var sat for høj, har du en tendens til at mene, at det var dig, der ikke var kompetent nok til at nå målet.
Du mister så selvtilliden og, for at stive selvtilliden af, får du en tendens til at vælge nye mål, som er endnu mere fjerne og uopnåelige. Det er det, man kalder for “valoriseringsperfektionisme”. For at have en “værdi” vil man være “perfekt”.
Den konstante utilfredshed er det andet tegn på farlig perfektionisme.
På trods af ellers gode resultater er personen, for det meste, utilfreds, aldrig glad for det, der blev opnået.
Han vil være under konstant pres, som han egentligt selv sætter sig i, hvilket fører til stress, træthed og en tilstand af at være overanspændt.
Han kan ikke nyde tiderne med lykke og glæde, især ikke hvis disse kræver af ham, at han skal holde sig passiv. Han er bange for at fejle og for fiaskoer. Han er rent ud sagt terroriseret af det, der ikke er perfekt.
Ofte er disse “narkoperfektionister” i besiddelse af en sans for orden, for detalje og for nøjeagtigheden, som mest er en besættelse.
De har svært ved at træffe beslutninger og er meget ofte i tvivl. De tøver (for) ofte. De er meget følsomme over for kritik og frygter at blive modsagt. De er rent faktisk bange for kritik.
Fra narkoperfektionisme til god perfektionisme
Ved siden af den ekstremisme er den moderate perfektionisme god: Personen har høje krav, men de er ikke urealistiske, og personen er stolt af de mål, han har nået.
Denne perfektionisme er som regel orienteret mod sig selv. Vedkommende kræver ikke af sine omgivelser, det end så være familien eller kolleger, at de skal være perfekte, og han forsøger ikke at svare til perfektionistiske sociale krav.
Hvis du er en moderat perfektionnist, har du personlighed, du er sikker på dig selv, og du gør tingene ordentligt, enten fordi det er nyttigt for dig, eller fordi du blot har lyst til at gøre det på denne måde.
Den gode perfektionisme går hånd i hånd med en følelse af personlig tilfredshed (i modsætning til førnævnte).
Når du begår fejl, bliver det ikke til et drama. Du betragter fejlen som en kilde til forbedring, og at det er ved at begå fejl, at man lærer.
Du analyserer dine fejl stille og rolig, du evaluerer årsagerne til det og ændrer din adfærd, så det kan rette op på det.
Din livsrytme er udmærket, selv om du arbejder perfekt, du har hviletider med din familie og børn.
Du er ofte glad for livet som helhed, og du har positive følelser. Selv om du respekterer reglerne, er du kreativ, og du tøver ikke med at skabe, og benytte dig af, nye veje: Dette forekommer dig endda nødvendigt.
Således kan den samme adfærd, når den er modereret, påvise en god perfektionisme. Hvis den er for intens, fører den til narkoperfektionisme.
Hvordan kan du så vide, om din perfektionisme er harmonisk eller ej? Der findes spørgeskemaer, som kan spore ekstrem perfektionisme (se sidst i artiklen). Og når man har fundet ud af sådan en perfektionisme, er der to spørgsmål tilbage: Hvor kommer den fra, og hvordan kan man styre den?
Årsag til perfektionisme
Perfektionismen starter allerede i barndommen og kan endda spores i forældrenes arv. Den bliver bagefter transmitteret via opdragelsen.
Vi vil beholde den hele vores liv igennem, da vi lever i en verden, som sender os budskaber, der valoriserer perfektionisme.
Der findes fire opdragelsesmodeler, der ser ud til at favorisere perfektionisme hos barnet: 1) De sociale forventningers model, 2) Den sociale opdragelsesmodel, 3) Den Sociale reaktions model og 4) Angstopdragelsesmodellen. Lad os se på dem lidt mere nøjagtigt.
Lad os begynde med den sociale opdragelsesmodel, især hvad forældrenes forventninger angår.
Barnet tænker, at det skal gøre det, forældrene forventer. Desværre vil forældrene i nogle familier have, at deres børn skal være perfekte. Det ser man ofte i familier, hvor forældrene har haft svære opvækstforhold eller mangler penge, eller ikke har haft mulighed for at studere, eller hvis forældrene kommer fra familier med bestemte idealer inden for opdragelsen og adfærd. De vil i så fald have, at deres barn skal blive til noget, koste hvad koste vil, med risikoen for at presse barnet for meget.
Dette system presser barnet til perfektionisme for at kunne leve op til forældrenes forventninger. Den sociale opdragelsesmodel går ud på, at mennesket forsøger at efterligne det, det ser. Hvis et barn har en far eller mor, der er perfektionist, er der store chancer for, at for at efterligne denne forælder bliver barnet perfektionist. Flere studier påviser, at jo mere forældrene er perfektionister selv, jo mere perfektionistisk bliver barnet. Noget tyder på, at perfektionismen efterlignes mellem barn og forældre af samme køn, altså pigerne efterligner deres mor og drengene efterligner deres far.
I den sociale reaktionsmodel siger barnet til sig selv, at det ikke skal være til besvær for forældrene, da disse har nok problemer i første omgang.
Man kan se dette mønster hos familier, som er konfronteret med alvorlige vanskeligheder: for eksempel hvis moderen er depressiv eller kræver pasning og ikke kan arbejde, eller i de familier, hvor forældrekonflikter er almindelige, og af og til sammenblandet med vold.
En anden mulighed er, at barnet kommer lige efter et handikappet barn: sidstnævnte monopoliserer for en stor del forældrenes opmærksomhed, hvilket fører til, at det andenfødte barn bliver perfektionist for ikke at give flere problemer til sine forældre, som allerede har en del besvær med den handikappet førstefødte.
I denne model prøver barnet at beskytte sine forældre med en fejlfri adfærd.
Endelig, i angstopdragelsesmodellen, mener forældrene, at for at kunne blive til noget her i livet, så skal man forsøge at kontrollere og forudsige alt. Dette for at undgå bagslag og problemer.
Ud over disse fire opdragelsesmetoder kunne psykologerne pege på, at høje krav fra forældrene kunne kun risikere at udvikle en narkoperfektionisme hos børn, hvis de heller ikke fik følelesesvarme.
Sagt anderledes: Selv om du kræver en del af dine børn, hvis du på den anden side viser varme følelser for dem, hvis du respekterer deres fejl og fiaskoer uden at latterliggøre dem eller nedgøre dem, så at din kærlighed for dit barn er betingelsesløs, uanset hvad resultaterne bliver, så vil de højst sandsynligt ikke udvikle narkoperfektionisme.
Når nu opdragelsesfaktorerne er på plads, bliver barnet, hele sit liv igennem, underkastet et socialt pres, som kræver af ham, at han skal blive mere og mere perfekt.
Allerede i skolen bliver han dømt i forhold til sine resultater, og de børn, der arbejder godt i skolen, får mere empati og forståelse fra deres lærer og forældre.
Når barnet efter det kommer til universitetet, i nogle studier, kræver man stort set at den unge skal vide meget mere om et bestemt emne for overhovedet at have en mulighed for at blive til noget.
I vores voksnes liv bliver vi også invaderet af reklamebudskaber, som presser os til perfektionisme, uanset om der er tale om vores krop som helhed, især kvindernes krop, som ikke skal have ét gram overflødigt fedt og have den “ideale vægt”.
Vi skal derudover kunne påvise en ydre lykke over for vores venner, over for de andre: Den tvungne lykke, så at sige.
Alt hviler på idéen om stor ydelse.
Der skal dertil siges, at hvis dette synspunkt er valgt og noget, man er enige om, er det positivt og acceptabelt.Men hvis det bliver til en tvang, hvis den tvinger personen til succes for at kunne nå lykken, så er vedkommende nødt til at kræve meget af sig selv og det er, til gengæld, knap så spændende.
De kognitive filtre indblandet i perfektionisme
Nu er det sådan, at nogle personer er mere følsomme end andre over for alle disse sociale og opdragelsesmæssige budskaber.
Nogle falder ikke i fælden og beholder kun den gode side af perfektionismen.
Andre, til gengæld, har en slags filter, som presser dem til at blive mere og mere perfektionister.Disse personer stiller sig selv nogle krav: “Jeg skal få succes i alt”, “jeg skal være den bedste”, “ingen detalje må blive overset”, “det, jeg når til, er aldrig godt nok”.
Disse personer ser tingene i sort og hvidt. For dem er en præstation enten en succes eller en fiasko. Der findes ingen mellemvej.
Når vi ved, at livet ikke altid fører os til perfekte løsninger, kan vi nemt forstå, hvorfor den slags personer hurtigt bliver destabiliserede og føler sig af og til værdiløse, når deres resultater ikke er perfekte (selv om de er ganske gode).
Disse personer kan kun fokusere på det perfekte og betragte alle deres øvrige handlinger som uperfekte.
Meget hurtigt kommer de i ubalance, da deres krav sjældent kan efterkommes — blot idet fuldkommenhed er rent faktisk svært at nå.
Det er så på det tidspunkt at de, i stedet for at sige til sig selv, at de måske har sigtet for højt, reagerer ved at stille endnu højere krav til sig selv: “ Ja, det er sandt, det er udmærket, det jeg har lavet, men jeg burde have gjort det endnu bedre.”
Denne kognitive mekanisme af “Ja, men …” ses ofte hos perfektionister.
De skal lære at nøjes med mindre perfekte resultater.
Fordi derudover mener de, at de skal være perfekte helt ud i den mindste detalje. Og på den måde invaderer perfektionismen det hele.
De dømmer deres fejl som uacceptable og sætter spørgsmålstegn ved sig selv, som væsen, og ikke bare til deres handlinger.
Disse kognitive mekanismer fører den perfektioniste til at have nogle stive leveregler for således at reducere deres angst for at være fejlbare.
Perfektionister har tre stærke leveregler: “jeg skal være perfekt for at føle, at jeg er noget værd”.
I så fald er der tale om narcissistisk perfektionisme, som også kaldes for “valoriserende perfektionisme”: Personen elsker sig selv, når han får succes. Han skal have personlige eller professionelle succeser for at synes, at han har en værdi.
Perfektionnisten kan også mene: “jeg skal være perfekt for at blive accepteret af andre”.
I så fald er der tale om “Integrationsperfektionnisme”.
Disse personer lider ofte af mangel på selvtillid, og de frygter at blive afvist af andre. Derfor opfører de sig perfekt for at føle sig accepterede af andre.
Til en middag, fx, kan de have en tendens til at sige det samme som de andre, og de undgår at modsige dem for at forblive med at være velset.
Endeligt, den der benytter sig af “kontrolperfektionnisme”, vil forsøge at undgå alt det, der er uforudsigeligt. Der vil ikke være plads til improvisation i hans liv i hvert fald!
Disse forskellige leveregler forsøger at kompensere for en fordom, man har fået siden barndommen, ifølge hvilken man er mindre værd end andre.
Dette mindreværd forstærkes tidligt af skolebudskaber, der siger “du kan gøre bedre”, og af forældre, som har for høje krav.
Det er for at bekæmpe denne mindreværdsfølelse, at barnet reagerer ved at være perfekt.
Her igen, nogle børn vil fra naturens hånd nemmere kunne reagere konstruktivt og skelne mellem alle disse budskaber, men de fleste andre vil ikke.
Hvornår bliver perfektionisme så narkoperfektionisme?
Det gør den i to tilfælde 1) når den er så central, at den fører personen, som lider af den til patologiske symptomer og 2) når den invaderer dem, der er omkring denne person.
Når perfektionisme bliver til sygdom
Af og til, når perfektionisme bliver til narkoperfektionisme, kan den føre til en del psykologiske lidelser: især depressive tilstande, specielt “udmattelsesdepressioner” og forskellige angsttilstande.
Det er disse lidelser, der fører personerne til at komme i behandling.
Det er faktisk sådan, at disse perfektionister aner ikke, at de er perfektionister (de vil også til hver en tid gentage efter dig, at naturligvis kan ingen være perfekt), og det er den perfektionisme, som er årsag til deres tilstand.
Derfor er det vigtigt at opspore den perfektionisme og gøre det af med den toksiske del af den.
Som oftest bliver perfektionisten sendt til behandling af sin kæreste eller rådet til det af en arbejdskollega.
Således, er “Jens” en tyran. Han er leder i et stort firma og tåler ikke, at arbejdet ikke er gjort ordentligt.
Han tilbringer sin dag med at tyrannisere alle sine kolleger.
Naturligvis mener han, at han gør det for firmaets skyld og for alles bedste, men han er så perfektionistisk, at hans overordnede har bedt ham være mindre krævende. Og deraf rådet ham til at søge rådgivning.
I deres parforhold er perfektionister en plage for deres partner. De kræver konstant, at alt skal være i orden og rent, og der skal altid gøres rent, sættes i orden m.m.
Flere studier peger på, at perfektionisme er årsag til mange parproblemer, og man skal være i stand til at pejle sig ind på det ret hurtigt, når et par har problemer.
Af og til kan perfektionisme føre til alvorlige problemer.
En person, der lider af valoriserende perfektionisme, som vil kræve en perfekt udførelse af alle sine handlinger, fører til meget stress, et konstant pres, en abnormt høj livsrytme og hyperaktivitet, som fører til udmattelsesdepressioner.
Og når perfektionisten befinder sig i en fiasko-situation, ser han ned på sig selv og mister selvtilliden.
Når dette bliver kronisk, kan personen blive depressiv, i så fald er det devaloriserende-depression.
Integrationsperfektionnismen fører mere til social-angst (en overdreven angst for, at andre dømmer en negativt).
Personen vil undgå sociale forhold, og hvis fænomenet går længere, kan vedkommende blive fuldstændigt socialt isoleret.
Endelig, kontrolperfektionismen, som går ud på at kontrollere alt, fører til tvangshandlinger.Disse tvangshandlinger (konstante tjek), som søger at undgå, at den frygtede ulykke (som kan skyldes en forglemmelse, og som kan føre til alvorlige konsekvenser eller smitte), skader mest andre end personen selv.
Tvangstænkende folk er super-ansvarlige mennesker, som konstant tror, at de kan starte katastrofer. Det er derfor, de har behov for at kontrollere deres handlinger, og de sætter ritualer op, som ikke tillader fejltrin.Når dette kontrolsystem er centreret på kroppen og på vægten, fører det til spiseproblemer (anoreksi eller bulimi).
Når man spørger rundt for at vide, om folk betragter perfektionisme som en god eller som en dårlig ting, er svarene ret delte.
Dette fordi perfektionisme kan være en styrke, hvis den er fornuftig og ikke invaderer alle af livets forhold.
Til gengæld bliver den til en paralyserende fælde, når den er allevegne.Derfor er det vigtigt at vide, hvordan man skal styre sin perfektionisme, så man kun beholder de postive sider og bruger den bedst muligt.
Evaluer din perfektionisme
Svar “mest sandt” eller “mest falsk” til følgende spørgsmål:
Resultater:
Når dit svar er “mest sandt”, tæller du en point (1).
Når dit svar er “mest falsk”, tæller du nul point (0).
Regn resultatet sammen.
Hvis dit resultat er på under 10, går din perfektionisme i den rigtige retning.
Hvis dit resultat er mellem 10 og 20: Du vil have godt af at være noget mindre perfektionistisk.
Hvis dit resultat er over 20: Du bør starte seriøst arbejde for at formindske din perfektionisme.
Jo højere dit resultat er, og jo tættere du er på 30, des mere er der chancer for at du lider af narkoperfektionisme.
Hvordan kan man blive en god perfektionist?
I skalaen om perfektionismen, som går fra den gode perfektionisme til narkoperfektionisme, så er det vigtigste at lære at dosere det.
En god metode er at begynde at tage dit niveau ned (fra 100 % til 80 % fx), og du vil se dit liv ændre sig ganske drastisk.
Her kan du læse om de principper, der kan afhjælpe perfektionismen, uanset om der er tale om dig eller om nogen, der er dig nær.
Hvis du er perfektionist
Og hvis perfektionisten er en fra omgivelserne?
Det kan være meget vigtigt at lære, hvis du lever eller arbejder med en perfektionist, hvordan du kan takle dem. Her får du 10 gode råd, der kan hjælpe dig i dit forhold til en perfektionist:
