Du vil tro, du er noget

(04/10-2023) – Folk har i de sidste mange år lidt af depression eller blot af det, at være ulykkelige. Alt i alt er der mange, der har mange problemer.

I årenes løb har man benyttet forskellige metoder for at få folk op fra denne afgrund. Og i de sidste 20 år, og godt påvirket af amerikansk psykologi, har man arbejdet meget på at sige til et menneske: Hold op med at bekymre dig. Byg dit selvværd op i stedet for at lade dig gå på af, hvad andre siger. Hvis du blot tænker på dig selv og arbejder med dit selvværd, vil mange ting gå meget bedre.

Det startede så småt i 50'erne med ‘Jeg er OK – du er OK', som fortalte en, at selv om man måske ikke var verdens dejligste person, så var man trods alt OK. Og det var i og for sig godt nok. Men dette har også været begyndelsen til en flodbølge, som oversvømmer boghandlerne med diverse selvhjælps bøger.

Hver dag udkommer nye bøger, nye videokassetter og andet materiale, som hjælper os med at bygge vores selvværd op, og dette på vidt forskellige måder, og det naturligvis uden det helt store besvær.

Men på trods af de mange udgivelser, kurser, foredrag og diskussioner vedrørende dette emne, på trods af, at vi forsøger at opbygge selvværd i os selv og ikke mindst vores børn, ser det ud til, at folk i dag er lige så (hvis ikke mere) forvirrede, end de nogensinde har været.

Dagens dansker ved rent faktisk ikke, hvad han skal mene om sit ‘selv', sit værd og ej heller hvordan han skal kunne blive ved med at opretholde et positivt selvværd.

Det er tydeligt, at idéen om selvværd rent faktisk har gjort mere skade end gavn. Det mest utrolige er, at man får en hel del positive følger ved ikke at falde for den barnlige fristelse at vurdere sig selv. Der er ikke langt fra at arbejde med sit selvværd til ‘se mor, er jeg ikke dygtig?'

Desværre er der en del psykologiske skoler og retninger, der stadig fokuserer på at undervise i selvværd frem for at spekulere over, hvorvidt selvværd er et sundt begreb i det hele taget. De fleste af os vil gerne have et højt selvværd, hvorfor vi hopper på stort set alt, der bygger på det. Fra kurser og bøger, til bilmærker.

Vores blinde tro på, at manglende selvværd er årsag til en del problemer, er vokset til nærmest religiøse dimensioner. Mange professionelle betragter det, at forlade selvværdets idé, som at være et farligt og obskønt kætteri, på samme måde som den kristne fundamentalist ser på den ikke-kristne eller en kristen fra en anden retning.

Selvværd og præstation Vi regner med, at mange sociale sygdomme, som for eksempel alkohol- eller narkotikamisbrug hos teenagere, skyldes manglende selvværd. Som også skulle være skyld i megen kriminalitet og løsgængeri.

Derfor drejer mange terapimetoder sig om at få vedkommende til at være stolt af sig selv igen.

Men før vi går videre, skal vi stoppe op et øjeblik og tænke os om.

Når vi siger, at en person har et højt selvværd, mener vi så, at det er noget, han bare har? Er det bare noget, han har fået fra moder natur?

Nej, egentligt ikke. Man får ikke et højt selvværd uden begrundelse. Man ser positivt på sig selv af mindst en god grund!

Den (eller de) gode grund(e) er som regel en eller flere positive personlighedstræk. Det kan for eksempel være en høj intelligens, en høj grad af kreativitet eller blot det at se godt ud…

Eller også er det, fordi vedkommende har udført noget godt, som for eksempel at have opnået høje karakterer eller en doktorgrad. Det kan være, fordi han har et ægteskab, der fungerer fint eller har et spændende og vellønnet job….

Hvis man er opmærksom, vil man se, at selvværd er betinget.

En businessmand vil have et højt selvværd, fordi han er, set med egne øjne, succesfuld på sit arbejde, og han er oven i købet den perfekte familiefar og ægtemand..

En teenager vil have et højt selvværd, fordi hun har fået studentereksamen med et gennemsnit på over 11.

Selvværd er altså ikke bare noget du har, fordi de syv gode feer har bøjet sig over din vugge og velsignet dig. Det er noget, du har gjort dig fortjent til, enten ved dine præstationer eller udseende.

Det permanente selvværd Nu, hvis det kun var det, ville det gå an, men det bliver værre endnu!

For ikke blot tror mange, at selvværd skal opnås ved at præstere godt, men dette skal gøres konstant, hvis man vil overleve i denne psykologiske verden.

Som et billede til at forstå bedre, vil jeg bede dig tænke et øjeblik på det, du har præsteret i dit liv. Find tre præstationer, som du er mest stolt af. Tag dig god tid, tænk over det, og find svaret, før du læser videre.

Når du har gjort det, spørg dig selv: “Hvor længe følte jeg et højt selvværd efter hver af disse præstationer?” Dit svar vil nok være: “Ikke ret længe!” Du har måske endda glemt en del af disse præstationer, som du ellers var så stolt af dengang, og det kan have taget dig forbavsende lang tid at diske op med de tre ting.

Det er nemlig sådan, at ingen overmodig handling, ingen opvisning af din intellektuelle overlegenhed eller andet, vil give dig et varigt forhøjet selvværd.

Nyd øjeblikket, for snart vil dit overpumpede Jeg tømmes, for – endnu en gang – at ende som en sølle krympet ballon, og så skal du igen bevise dit værd!

Mange mennesker har den idé, at hvis de kan nå et eller to bestemte punkter i deres liv, så vil de altid være befriet for den gnavende følelse af mindreværd.

De kan drømme om at finde en kur for kræft eller møde en person, de altid har beundret, men hvorfor tror du, at fx udslidte boksere som Cassius Clay og Joe Frazier prøver at komme i ringen igen? Hvorfor tror du, at de sangere, som ellers var holdt op, dukker op igen? Det er ikke pengene, der trækker, dem har de rigeligt af, men ønsket om at være i fokus igen, at være centrum.

Når man bygger sit selvværd på visse handlinger og præstationer, er man rent faktisk slave af at fortsætte. Man er nødt til at opnå flere mål for at holde selvværdet ved lige og holde vores overoppustede Jeg tilfreds.

Vi kan sige, at selvværd ikke blot er noget, der bygges op af præstationer, men det er noget, der skal holdes ved lige.

For- og bagside Når selvværd opnås ved at nå bestemte mål, og når det skal holdes ved lige, så det kan blive ved med at være højt, så er vi, logisk nok, altid i farezonen for at tabe vores selvværd.

For eksempel den dag, hvor vi falder igennem i en af vores vigtige præstationer, eller hvor vi forsømmer visse ønskelige træk af vores udseende, eller hvor visse positive karaktertræk dæmpes som følge af alder.

En fodboldspiller vil, uanset hvor god han er, føle sig ydmyget, hvis han fumler med bolden et par kampe igennem.

Den lærde, som bryster sig af sine talegaver, vil falde i unåde, når hans modparts argumenter er klarere og hans overlegne.

For at kunne få højt selvværd, er det ikke nok med at præstere godt og konstant, men man skal sandelig også holdes fri for alle dårlige præstationer.

Kort sagt, man skal stort set blive en slags guddom, befriet for menneskelige fejl og svagheder, man skal være alvidende og allestedsnærværende.

Selvværd kunne sammenlignes med det, jeg kalder ‘Jehova syndromet'.

Det har ikke meget med Jehovas Vidner at gøre… Det har at gøre med, at man ikke ser forskellen imellem sig selv, personen, og ens opførsel, adfærden. De er smeltede sammen i et og samme begreb.

Hvis ens præstation er god, bliver man god. Siden ens præstation er andre præstationer overlegne, bliver man andre overlegne, man bliver et gudlignende individ, som er højerestående end de andre platugler længere ned.

Man vil i dette øjeblik hvile i selvværdet og rent faktisk være mere lykkelig, end hvis man blot havde konkluderet, at ens præstation var god.

Desværre vil dette ikke holde.

Det mindste tegn på fiasko, at misse målet, at blive overgået af en anden i et område, vil føre en direkte til afgrundsdybt mindreværd, uden at komme forbi start, uden at inkassere 20.000.

Så den guddommelige side af sagen har sandelig også forbandelsens bagside.

Hvis samme person får fiasko, vil han, i stedet for at være meget skuffet betragte sig som en mindreværdig person! Altså hele mennesket, hele personligheden, bliver vurderet her ud fra en handling.

Så man vil sige, at der er en vis indre retfærdighed i dette system… Den, der nærmer sig guddommens tinder i sin opfattelse af sig selv, vil kende til den afgrundsdybe frustration… Snart eller siden.

En af de ting, som holder alt dette sammen, og som gør, at man bliver ved med at vurdere hele mennesket i stedet for blot dets handling, er den opfattelse, at hvis folk kun vurderer deres enkelte handlinger i stedet for deres person, så vil de ikke ændre deres negative adfærd.

De vil simpelthen ikke have motivation nok.

Rent faktisk holder den holdning slet ikke, og det er nok at se sig lidt om omkring i verden for at se, at det er lige præcis det omvendte, der gør sig gældende.

For eksempel, den voldelige elev vil slå en lærer for “at lære ham noget andet, det dumme svin!” Eleven ser ikke lærerens personlighed på godt og ondt, men bedømmer hele personligheden ud fra en adfærd.

Taxachaufføren, der bliver skudt for en håndfuld mønter, “fortjente at dø”, den forretning, der blev røvet, “behøvede ikke de penge, de har nok af dem, de rige svin” osv.

Man benytter sig rent faktisk af selv samme holdning for at fornægte moralen. Man holder sig fast på en fejl eller en reaktion fra en person, for derefter at dømme personerne som helhed ud fra det. Og således kan man nemt rationalisere sig til sine handlinger og dermed retfærdiggøre dem.

Kort sagt, selvværd og mindreværd er en pakkeløsning: Enten tager man begge, eller også dropper man begge. Man vil aldrig befries fra sit mindreværd, hvis man ikke også tør slippe sit selvværd.

Motivation og hæmning Men, vil nogle sige, selv om selvværd kan skabe problemer, må vi da indse, at den skaber også noget godt, den kan motivere folk. Vil den gennemsnitlige borger ikke få mere ud af at forfølge et positivt selvværd? Er det ikke en lille pris at betale?

Det korte svar til dette spørgsmål er: Nej!

Prisen, i form af ydmygelse, angst for at fejle, frygt for det, andre vil synes om en og ens handlinger, er for høj en pris at betale blot for en kortvarig følelse af høj selvværd.

Enkelte mennesker vil føle sig mere motiveret, det er korrekt, men de vil kunne motiveres på anden vis også.

Sidevirkningerne er for alvorlige, for når ens selvværd er på spil op til en bestemt situation, risikerer de fleste at opfatte pågældende situation som farlig, da ens selvværd, ens væsen, er på spil! Jeg vil vove den påstand, at det, at vurdere personen som helhed i stedet for enkelte handlinger, er hæmmende mere end det er motiverende.

Lad mig give et eksempel:

Las os tage en ganske almindelig mand, med en ganske almindelig intelligens, et ganske almindeligt udseende og en ganske almindelig indkomst. Denne mand er vildt forelsket i en kvinde, som er fantastisk smuk, betagende, spændende og intelligent. Han fantaserer om hende, og hans selvværd ville komme adskillige takker opad, hvis hans drømme kunne blive til virkelighed.

Men hans vurdering og hans filosofi om, at selvværd stammer fra succes, er hans største fjende, og derfor vil han sandsynligvis aldrig kontakte hende. Hvorfor ikke?

Fordi hans kostbare selvværd ville blive fuldstændig tilintetgjort, hvis han blev åbenlyst afvist af så perfekt en kvinde. Hans personlighed, hans Jeg, kan ikke risikere denne “fare”.

Han vil spille mere sikkert og finde sig en mindre intelligent, en mere almindelig kvinde. Således vil hans frygt for afvisning formindskes. Hans selvværd vil være bedre sikret.

Rent faktisk kan vi se, at den mands Jeg, i stedet for at være motiveret nærmest er hæmmet. Hvis hans selvværd ikke var så vigtigt, kunne han ringe til den kvinde, og skulle han få en afvisning, ville han blive fantastisk skuffet, men han ville ikke føle sig ydmyget. Og der er en verden til forskel imellem de to.

Når man føler sig ydmyget, vurderer man sig selv, som person, som helhed, som værdiløs, og når man er værdiløs som person, kan man, af gode grunde, ikke rette op på sig selv.

Man vil ligeledes heller ikke turde risikere for meget. For hvordan skulle noget af bare den mindste vigtighed lykkes for en, som er værdiløs?

Med det som startpunkt, er fiaskoen stort set en sikkerhed!

På samme måde vil ens selvværd være det, som vil hæmme en til at gøre ting, som har en mulighed for at blive mislykket.

Det er også det, som holder en fra at gøre ting ud over det, ‘man plejer'. I stedet for at risikere noget nyt, som kan fejle og ydmyge en, vil man passivt gå igennem hele livet og gøre det, man altid har gjort, uden at involvere sig i aktivitet, hvis mulighederne for succes ikke er garanterede på forhånd.

Hele konceptet bag idéen om selvværd, idet bagsiden har en ordentlig slagside, som kan betyde ydmygelse og tilintetgørelse af ens personlighed, hæmmer mere end det motiverer en til at prøve noget nyt.

Angst og Frygt Naturligvis mener jeg ikke hermed, at selve filosofien om selvværd uundgåeligt ville føre til passivitet. Et sådant udsagn ville være absurd. Endda den mest sky person kaster sig ud i visse farlige projekter i ny og næ.

Dog, og tragisk nok, så vil den positive følelse ved at have smidt sig ud i noget nyt være minimal. Vedkommendes angst vil rent faktisk blive større, fordi nu er ens værd afhængigt af, at dette ny projekt lykkes eller holdes ved lige, og med et sådant Damokles sværd over hovedet, er det svært at nyde øjeblikket.

Lad os igen tage det foregående eksempel med den almindelige mand og den smukke kvinde.

Lad os antage, at han tager sig sammen til at ringe til den kvinde.

Han holder telefonen krampagtigt, imens han trykker nummeret ind, hans hænder og pande er våde af sved, hans hjerte banker stærkt og uregelmæssigt, idet hun tager røret og svarer.

Og uanset, hvordan samtalen ender, vil han egentligt kun få meget lidt fornøjelse af den, fordi han er konstant angst for, at han kommer til at sige noget forkert, og hvis han gjorde, ville hans selvværd få et dræbende slag, som vil føre til en lang og smertefuld død af hans Jeg og personlighed. Kort sagt: Han ville være psykologisk tilintetgjort.

Så man kan sige, at det er en slags selvdestruerende livsfilosofi. Man koncentrerer sig nemlig mere om, ‘hvordan' man klarer sig, frem for ‘hvad' man klarer. En slags egoisme.

Se for eksempel det typiske tilfælde: Manden med erektionsvanskeligheder.

Når han er i sengen, i stedet for at fokusere på sin partner og derved blive seksuelt ophidset, koncentrerer han sig om sin egen krop og sin potens.

Han skal bevise sin ‘manddom', han skal bevise sit ‘værd'.

I stedet for at koncentrere sine tanker om seksuelt ophidsende billeder, skræmmer han sig selv med overdrevne billeder af seksuelle fiaskoer og den efterfølgende latterliggørelse og ydmygelse.

Hans selvværd er, her igen, en forhindring mere end det er en hjælp! Og det går længere, det fører til angstanfald.

Hvis han holdt op med at distrahere sig selv med meningsløse, selvvurderende tanker, ville han sandsynligvis nemmere kunne koncentrere sig om sin partner.

Ikke blot er tanken om selvværd hæmmende, men den fører til frygt og angst blot ved tanken om, hvad en fiasko ville gøre ved ens lille overoppustede ego.

Hva' så? Fint nok, vil man sige, alt dette er af det onde… Men er der en måde at undslippe det her på?

Ja da. Man kan rimelig hurtigt overkomme denne grundløse angst og rent faktisk overkomme disse hæmninger med ganske lidt besvær… Forudsat at man vil, naturligvis.

Dette gøres bedst ved at droppe enhver idé om selvværd!

I stedet for at vurdere sig selv, skal man vurdere sine handlinger.

Man skal vurdere og ændre sine handlinger i stedet for at sætte hele personlighed på spil hver gang.

Opgiv denne ‘alt eller intet' tankegang, og indse, at alle er personligheder med mange facetter, positive som negative. Og ingen af disse egenskaber eller karaktertræk kan få en hverken helgenkåret eller forbandet.

Man skal holde op med at betragte sig selv enten som ærefuld og spændende eller elendig og sølle. Man er hverken det ene eller det andet.

Man skal vurdere sine handlinger i forhold til de mål, man har sat sig. Har de fået en tættere på eller længere væk fra målet? Var handlingen positiv og givende eller ej?

Til slut, hvis vi går tilbage til vores almindelige mand: Så længe han ikke vurderer sig selv, tør han prøve at få et forhold til den kvinde, og får han det, vil han nemmere kunne koncentrere sig om at arbejde på forholdet.

Hvis han bliver afvist, vil han naturligvis blive skuffet, frustreret eller meget ked af det, men det vil ikke være en ydmygelse, som vil tilintetgøre hele hans verden og liv.

Man kan altså vælge imellem selvværd og mindreværd som en pakkeløsning, eller gå bort fra den enkelte tankegang og vurdere de enkelte handlinger, både en selv, men også andres.

(Cyril Malka)

Se også artiklen fra den 03/10-2011: “Fra selvværd til selvaccept”, her.

© Cyril Malka – 24/05-2000 – 04/10-2023