Hjernen bag stædigheden

(16/07-2024) – Har du nogensinde mødt en, der er stædig som et æsel? Du ved, den type der nægter at ændre mening, uanset hvad?

Du tænker måske, at det bare er en idiot. Det kan være en onkel, der insisterer på at bære hvide tennissokker i sandaler, eller en ven der nægter at spise andet end frikadeller og kartofler.

Men hvad nu hvis det slet ikke handler om deres personlighed? Hvad, hvis disse stædige typer simpelthen ikke kan se hele billedet?

Forestil dig, at din hjerne er som en doven teenager, der hellere vil se Familien fra Bryggen end at lave lektier.

Den gider ikke arbejde hårdt, så den bruger genveje.

Videnskabsfolk kalder det “top-down processing”. Det er ligesom når du cykler hjem fra arbejde: Du tænker ikke over hvert eneste pedaltråd, du kører bare på autopilot.

Din hjerne bruger det, den allerede ved, til at gætte på, hvad der vil ske.

Det er det samme, når du laver din morgenkaffe: Du tænker ikke bevidst over hvert trin, din hjerne kører bare gennem den velkendte rutine.

Neurovidenskab ser på stædighed

Nogle kloge hoveder fra University of London (kilde) har undersøgt dette. De kalder det “predictive coding” eller “PC” for kort.

Det er som om din hjerne altid spiller gætteleg. Når den gætter rigtigt, er den glad. Når den tager fejl, skal den arbejde hårdere for at finde ud af, hvad der virkelig foregår.

Det er ligesom når du forventer, at din yndlingsbager har kanelsnegle, men når du kommer derhen, er de udsolgt. Din hjerne må så skynde sig at finde på en ny plan.

Sommetider sidder din hjerne dog fast i sine vaner.

Det er ligesom den ven, der altid bestiller det samme på restaurant, selv om buffeten har ændret sig. De kan ende med en tallerken fyldt med noget, de hader, fordi de ikke gad at tjekke.
Eller det er som din bedstefar, der nægter at bruge en smartphone, fordi “den gamle fastnettelefon virker fint”.

Denne stædighed kan skabe reelle problemer. Tænk på en person, der er deprimeret. De tænker måske, “Ingen kan lide mig,” og ignorerer så alle beviser på, at folk faktisk bekymrer sig om dem. Det er som at gå med solbriller om natten og klage over, at det er for mørkt.

Eller det er som en, der er overbevist om, at de er dårlige til matematik, så de ikke engang prøver at forstå, når nogen forklarer dem det, de gerne vil vide.

Lad os se på, hvordan det udspiller sig i virkeligheden: Du ved, når du vakler ud på toilettet klokken 3 om natten, og du er sikker på, du ved, hvor alting er? Men så støder du din tå mod kommoden, der har stået der i årevis?

Det er din hjerne, der er stædig. Den er så sikker på, at den ved, hvor tingene er, at den ikke gider opdatere informationen.

Eller tænk på, når du besøger dine forældres hus og automatisk rækker ud efter lyskontakten der, hvor den var i dit barndomshjem, selvom du har besøgt dem hundrede gange siden da.

Nogle italienske forskere (kilde) har taget denne idé og dykket ned i den.

De siger, at dette “predictive coding” forklarer meget om, hvordan vi ser verden. Det handler ikke kun om at finde vej til toilettet i mørket – det handler om, hvordan vi forstår alt omkring os.

Det er ligesom når du hører “Der er et yndigt land” i radioen, og din hjerne automatisk fylder de næste linjer ud, selvom det viser sig at være Kim Larsens version.

Brug af kreativitet til at overvinde stædighed

Men her kommer det spændende: De siger, at leg og nye oplevelser kan ruske op i tingene.

Det er som at give din hjerne et spark bagi.

Tænk på, hvordan børn altid prøver nye ting. De sidder ikke fast i deres vaner endnu. De spiser jord den ene dag og beslutter, at de hader broccoli den næste.

Deres hjerner er stadig ved at finde ud af tingene.

Det er ligesom når du rejser til Tyrkiet, og pludselig er alt anderledes – maden, sproget, skikkene. Din hjerne må arbejde på højtryk for at forstå det hele, og det er faktisk en god ting!

Forskerne siger også, at kunst kan hjælpe.

Det er som mental yoga for din hjerne. At gå på Louisiana eller se en mærkelig Lars von Trier-film (pleonasme) kan gøre din hjerne mere fleksibel. Det er træning for dine tankemuskler.

Forestil dig at kigge på et maleri, der ikke giver mening ved første øjekast. Din hjerne må arbejde hårdt for at fortolke det, og den proces hjælper med at nedbryde de stædige forudsigelser.

Men her er det tricky: Vi lever i en verden, der kan lide, at tingene forbliver de samme.

Din kultur, dine familietraditioner – de fortæller alle din hjerne, hvad den skal forvente. Det er som at prøve at overbevise din bedstemor om at lave sushi til juleaften i stedet for and.

“Hvad? Ingen and? Er du tosset?”

Din hjerne vænner sig til disse rutiner og vil ikke ændre sig.

Tænk på, hvor mærkeligt det føles, når Netto omorganiserer deres hylder. Pludselig forvandles din hurtige indkøbstur til en skattejagt, fordi din hjerne ikke kan stole på sine sædvanlige forudsigelser.

Selv dine øjne kan være stædige.

Den del af hjernen, der håndterer det, du ser, kan lave forudsigelser uden at tjekke med den tænkende del af din hjerne først.

Det er ligesom når du griber noget, der falder, før du overhovedet indser, at det falder.

Det er godt, når du prøver at redde din telefon fra at ramme gulvet, men ikke så godt, når du prøver at se tingene på en ny måde.

Det er som de der optiske illusioner, hvor du ikke kan undgå at se det skjulte billede, når du først har opdaget det – din hjerne låser fast på den fortolkning.

Så hvordan håndterer vi stædige mennesker?

Tja, at slæbe dem med på Arken løser nok ikke alt fra den ene dag til den anden. Men at forstå, at deres hjerne måske sidder fast i en rille, kan hjælpe.

Måske kan du, i stedet for at kalde dem en stædig gammel buk, prøve at introducere nye ideer langsomt.

Det er som at få en kræsen spiser til at prøve ny mad – du starter med noget, der ligner det, de allerede kan lide, og udvider gradvist derfra.

Det er ikke altid sjovt at diskutere med en, der er fastlåst i sine meninger. Det er som at prøve at overtale en kat til at tage et bad. Du ender måske med at være gennemblødt og fyldt med ridser, mens katten stadig er beskidt.

Men de italienske forskere mener, der kan være en snedig måde at gøre det på.

De foreslår at bruge “hvad nu hvis”-scenarier eller at tale om fiktive historier. Det er ligesom når du bruger et barns yndlingstegneserie til at lære dem en lektie. “Kan du huske, hvordan Cirkeline lærte at prøve ny mad? Måske kunne vi prøve den nye restaurant?”

Eller du kunne diskutere en film, hvor en karakter lærer at se tingene fra et andet perspektiv.

I sidste ende kan vores hjerner godt lide, at tingene forbliver de samme, fordi det er nemmere. Det er som altid at tage den samme rute til arbejde. Men nogle gange kan en omvej føre til fantastiske opdagelser.

Måske finder du en hyggelig lille café, du aldrig har lagt mærke til før, eller en genvej, der sparer dig tid.

Så næste gang du møder en, der virker stædig, så husk – deres hjerne har måske bare brug for et lille puf for at prøve noget nyt. Og hov, måske har din også brug for det?

Tænk over områder i dit eget liv, hvor du måske er stædig uden at indse det.

Tager du altid på ferie i Lalandia? Stemmer du altid på det samme parti uden at overveje mærkesagerne? Bruger du altid den samme tandpasta uden at prøve andre? Det kunne være tegn på, at din hjerne laver stædige forudsigelser.

Men bare rolig – du er ikke dømt til at være fastlåst i dine vaner for evigt.

Prøv at blande tingene lidt. Tag en anden rute til arbejde. Prøv en ny hobby. Se en film i en genre, du normalt undgår. Lav en ret fra et køkken, du aldrig har prøvet før.

Hver ny oplevelse er som en lille træning for din hjerne, der hjælper den med at forblive fleksibel og åben for nye ideer.

Husk, målet er ikke at ændre fuldstændig, hvem du er, eller altid at prøve nye ting.

Det handler om at finde en balance mellem tryghed ved rutiner og spændingen ved noget nyt.

Det er okay at have din yndlingskop til morgenkaffen, men prøv måske en ny kaffesort en gang imellem.

Behold din gamle, hyggelige lænestol, men flyt rundt på møblerne i stuen for at få et friskt perspektiv.

Ved at forstå, hvordan vores hjerner fungerer – altid forsøger at forudsige og sommetider sidder fast i disse forudsigelser – kan vi være mere tålmodige med os selv og andre.

Næste gang du støder hovedet mod muren med en stædig person, så tag en dyb indånding og husk: Det kan være, det bare er deres hjerne, der gør det, hjerner gør bedst – prøver at forstå verden på den nemmeste måde muligt.

Og hvem ved? Med lidt tålmodighed og kreativitet kan du måske hjælpe dem med at se tingene i et helt nyt lys. (Cyril Malka)