Min seneste YouTube-video
(13/02-2024) – Når vi taler om plastik kirurgi, taler vi hovedsageligt om kirurgiske og ikke-kirurgiske procedurer, der vil forbedre eller omforme kropsstrukturer for at forbedre udseendet.
Det er en noget der spænder fra skalpellen til botox-indsprøjtninger eller forskellige teknikker til at fjerne poser under øjnene, rynker mv.
Plastik kirurgi er vokset hurtigt i løbet af de sidste 15 til 20 år.
Det globale marked for plastik kirurgi anslås til omkring $60 milliarder og forventes at nå $67 til $70 milliarder i 2026, hvis vi fortsætter med at udvikle os på denne måde.
Plastik kirurgi forbliver noget hovedsageligt feminint: kvinder repræsenterer mellem 92 % og 95 % af klientellet (afhængigt af landet).
De mest populære kirurgiske indgreb er næseomformning, øjenlågskirurgi, ansigtsløftning, fedtsugning, brystforstørrelse og baldeforstørrelse.
Umiddelbart er der en masse fordele: det er blevet relativt nemt, i dag kan vi lave de meste utrolige ting, vi kender alle en der er gået under kniven, og vi ved, hvad det kan betyde, vi ved, hvor meget det koster, og endelig er der en øjeblikkelig tilfredsstillelse.
Det vil sige, at hvis vi vil tabe os eller tabe det dæk, vi har omkring maven, kan det tage flere måneder, ja endda flere år og det kræver disciplin og alt.
På den anden side, et slag af skalpellen, en fedtsugning og vupti! Så er det gjort!
Desuden er vi i dag forkælede med valgmuligheder, og der er en lang række medicinsk turisme. Der er lande som Colombia, Brasilien, Thailand, Sydkorea, Marokko, Tyrkiet, hvor man kan blive opereret til en lavere pris.
Resultaterne er ikke altid, hvad man forventer, og det kan af og til give overraskelser, men det er åbenbart en risiko, der er værd at tage.
I sidste ende er der to mest brugte årsager, som er relativt enkle:
1) For at øge selvværdet eller
2) forbedre tilfredsheden med det billede, vi sender ud.
Man ved at mellem 95 % og 98 % af de, der har ligget på operationsbordet én gang, er parate til at gentage oplevelsen. De er klare til at få en anden operation for samme sag eller for noget andet.
Det kan være, fordi de ikke er tilfredse med resultatet, men det kan også være, fordi de er tilfredse med resultatet og gerne vil mere elller andre ting.
Det er lidt ligesom tatoveringer: Der er meget få mennesker, der kun har én tatovering. Fra det øjeblik, man får en tatovering, får man oftest mindst en anden.
Denne forbedring af selvbilledet, af det billede, vi sender ud, er vigtig i dag, fordi mange mennesker har en slags “Instagram syndrom”: vi skal ligne vores photoshoppede billede.
Men inden man lægger nogen under kniven, glemmer man ofte at forsøge at forstå de bagvedliggende årsager til operationen.
Altså: hvorfor ønsker denne klient at rette sit billede? Er det en mangel på tilfredshed, en forvrængning af virkeligheden eller er det en psykisk lidelse, depression, kropsdysmorfisk lidelse, humørforstyrrelse?
For hvis det er tilfældet, vil et kirurgisk indgreb ikke gøre den store forskel.
Der er lavet en del undersøgelser om plastik kirurgi og tilfredshed: Følte personen sig bedre efter operationen eller ej?
Før man går videre til mere generelle resultater, er der et meget kontroversielt og svært område at forstå, som jeg synes, vi skal starte med, og det er brystforstørrelsen.
Der er undersøgelser, der fortæller os, at af alle de forskellige operationer, der anvendes regelmæssigt, såsom næsekirurgi og andre, er der en højere grad af tilfredshed med resultatet ved brystoperationer end ved andre.
Men vi finder også internationale undersøgelser i alle verdens lande, fra 2000'erne til i dag, som fortæller os, at der er en højere selvmordsrate blandt kvinder, der har fået foretaget en brystforstørrelsesoperation, end dem, der ikke har fået foretaget nogen.
Lad os se på nogle tal.
I en amerikansk undersøgelse af risikoen for selvmord hos en gruppe på mere end 13.000 kvinder, der havde gennemgået en plastik brystforstørrelsesoperation, 14 år senere, fandt man ud af, at den standardiserede dødelighedgennemsnit (SDG) — det vil sige forholdet mellem dødeligheden observeret i gruppen sammenlignet med dødeligheden i resten af befolkningen — var af 1,54.
Det vil sige, at for hver kvinde i den generelle befolkning, der begik selvmord i USA, var der 1,54, der havde fået brystforstørrelse, der endte deres liv.
Efter 5 år mere steg tallet til 1,63. Så jo længere tid der gik, jo større er risikoen for selvmord.
I Sverige var det Koot, der lavede en undersøgelse på mere end 3.500 svenske kvinder, og der var SDG på 2,9 sammenlignet med befolkningen generelt.
En undersøgelse af finske og danske kvinder for SDG gav tal på hhv. 4,26 og 3,1 selvmordsrater sammenlignet med den generelle befolkning. (Kilde)
En forbløffende ting er, at det er undersøgelser udførte efter forskellige koncepter, efter forskellige principper, på forskellige populationer, på forskellige måder og at vi altid når frem til det samme resultat.
Den eneste forskel er antallet i selvmordsraten, men den er større i alle tilfælde.
For øjeblikket er forklaringen på disse resultater ukendt. Ingen kan forklare dette fænomen.
Der er nogle undersøgelser, der peger på forskelle mellem kvinder, der havde disse implantater, og kvinder i den generelle befolkning.
For eksempel har det vist sig, at i modsætning til kvinder i den generelle befolkning, har kvinder, der fik brystimplantater, et meget lavere kropsmasseindeks, en større sandsynlighed for at være rygere, flere aborter, færre levendefødte børn, lavere uddannelsesniveau, tidligere alder ved første fødsel og flere screening for brystsygdomme.
I øjeblikket er vi nået her, og der har stadig brug for yderligere undersøgelser for at kunne vide mere om dette punkt.
Bortset fra dette problem er de andre tal nemmere at forstå.
Det viser sig, at tilfredshedsraten i mange tilfælde efter operationen ikke er særlig høj.
Grundlæggende har folk der fik et plastikkirurgiskindgreb ikke et bedre liv og har det ikke meget bedre.
En af de største undersøgelser af den stil der blev lavet, blev lavet i Norge.
Man fulgte 1.597 unge piger i 13 år.
Disse 1.500 teenagepiger blev valgt helt tilfældigt, og man vidste ikke, hvem der vil have en plastik operation, og hvem der ikke vil.
I løbet af de 13 år var de 78 piger, der fik foretaget en plastikoperation, mere tilbøjelige til at være angste, deprimerede og havde en større stigning i disse symptomer i løbet af den periode end dem, der ikke lagde sig under kniven.
Konklusionerne var relativt klare: plastikkirurgi førte ikke til et positivt resultat. Der blev ikke bemærket nogen væsentlig forbedring.
På den anden side er det blevet bemærket, at tilfredshedsraten efter operation er højere for personer, der er ældre, når de bliver opererede, end dem, der er unge.
På den anden side viste det sig, at de, der sagde, at de var tilfredse fem år efter operationen, havde større selvværd med hensyn til deres fysiske udseende, men det forbedrede ikke deres selvværd generelt.
I øvrigt er resultatet generelt meget dårligt, hvis man lægger sig under kniven for at redde sit forhold, eller hvis der er uenighed om operationen i parret.
Der er flere grunde til, at vi går under kniven.
Der er dette ønske om at give et bedre selvbillede, selvfølgelig. Det har været en del af vores kultur i årtusinder. Om ikke andet ved at bruge makeup til at skjule visse ufuldkommenheder eller til at fremhæve bestemte træk.
I dag lægger sociale netværk pres på os for at vi skal give et bedre selvbillede.
Endelig er der også en frygt for aldring i vores samfund, en frygt for nedbrydning af kroppen.
Og efterhånden som teknikken er blevet mere og mere effektiv og tilgængelig, bruger vi den til at forsinke dette øjeblik så længe som muligt.
Det kan vi gøre ved at følge visse leveregler, men vi kan også gøre det ved at give et lille strejf af skalpellen hist og her. Hvilket er nemmere og giver øjeblikkelige resultater.
I dette tilfælde er hovedproblemet accept.
Nogle har et problem med accept af deres fysiske udseende, accept af deres små fejl. Ingen er perfekt psykologisk set, ingen er perfekt fysisk set. Sådan er det bare.
Og idéen om at ville følge en standard, som selvfølgelig ændrer sig jævnligt er forvirrende.
Der var engang, hvor små bryster og fladere balder var på mode, i dag er det modsat og i morgen bliver det noget andet.
Hvis vi prøver at tilpasse os denne standard i stedet for at acceptere os selv som vi er, er det klart at vi skynder os at gå under kniven.
Jeg kan huske dengang jeg besøgte jeg Skagens Malermuseum.
Blandt malerierne var der en del af Anna og Michael Ancher.
Personligt var jeg især fan af Michael Ancher som jeg finder mere præcis, selv om de fleste siger at Annas malerier er flottere.
En interessant ting ved det er, at Anna Ancher, da hun var ung, faldt fra en hest og brækkede næse.
Den sjov ting er, at Michael Ancher, som forgudede sin kone, mærkeligt nok, i langt de fleste portrætter, han malede af sin kone, malede hende i profil, hvilket betød, at man virkelig kunne se hendes brækkede næse.
Det er tydeligt, at for ham var den brækkede næse, noget, han elskede. Han elskede denne fejl ved sin kone, han elskede hendes brækkede næse.
Jeg vil sige, at det, at man ikke vil acceptere visse af sine fejl, også gør, at man mindre vil accepterer andres fejl.
Og det er lidt ærgerligt, for noget, der kan virke som en fysisk defekt, kan også være et kendetegn og kan blive noget, som andre mennesker vil kunne lide.
Ikke alle vil selvfølgelig kunne lide det, men er det ikke vigtigst at den person man er glad for kan lide en? Også selvom man har en brækket næse?
Når man af en eller anden grund går til plastik kirurg, skal man have en eller flere samtaler med kirurgen.
Hvis der ikke er medicinsk forhindring (f.eks. for mange operationer samme sted eller andet), vil kirurgen som hovedregel acceptere operationen.
Der kan dog være flere grunde til, at folk vil bede om at foretage disse ændringer.
Der kan være dette problem med selvtillid og denne mangel på accept.
Det er ikke kirurgens opgave at studere dette. Det er arbejde for en psykolog eller for en psykoterapeut.
Fra kirurgens side, hvis det er det, klienten ønsker, og hvis der ikke er medicinske problemer der forhindrer det, så laver de operationen.
Men der er andre bekymringer, man bør tænke på.
Der er noget, der hedder kropsdysmorfisk lidelse eller dysmorfofobi.
Dette er ekstremt almindeligt blandt folk, der er interesseret i plastik kirurgi.
Kropsdysmorfofobi er en bekymring, der involverer en “defekt” i ens udseende. Denne “defekt” kan være meget lille og kan meget ofte ikke ses af andre. Det er som oftest noget, som kun den berørte lægger mærke til.
Den person, der lider af kropsdysmorfofobi, bliver besat af denne såkaldte defekt og kan engagere sig i kompulsiv og farlig adfærd. Anoreksi er en form for dysmorfofobi.
Men dysmorfofobi kan fokuseres på hvad som helst: næsen, øjnene, øjenlåg, hænder…
Ifølge undersøgelser, mens der er mellem 1 % og 2 % af dysmorfofobi i den almindelige befolkning, er der mellem mindst 7 % og op til 15 %, eller endda 20 % i visse lande, af patienter for plastik kirurgi, som lider af dysmorfofobi .
Det er derfor logisk, at den slags patienter ikke får det bedre efter operationen.
Patienten vil enten finde et andet problem, eller vil ikke være tilfreds med operationen, og risikerer at fortsætte med at gå fra plastik kirurgi til plastik kirurgi, fordi problemet hverken er selvtillid eller forbedring af image, men dysmorfofobi.
Undersøgelser har også vist, at op til 44 % af de patienter, der går under kosmetikkniven, lider af humørsygdomme.
Det vil sige, at der er tale om mennesker, der lider af depression, generaliseret angst, fobier, osv.
Disse problemer vil være forbundne med lavere selvværd, fordi det siger sig selv, at dårligt selvværd går hånd i hånd med depression eller med angst. Og ofte også med mindre tilfredshed med det billede, vi sender.
Så hvis man tager de 44%, der har problemer med angst og depression, lægger man det til de 20% af de andre, vi når op på ca. 64% af klientellet (afhængigt af land) som har et psykologisk problem.
Det er immervæk noget af et tal!
Bagefter må vi ikke glemme mennesker, der har personlighedsforstyrrelser, såsom narcissistisk personlighedsforstyrrelse, og som (blandt andet) har brug for beundring.
Det har vist sig, at op til 25% af mennesker, der får lavet plastik kirurgi, lider af denne narcissistiske lidelse.
Vi kan tilføje mellem 3% og 9% af histrioniske personligheder, som også er blevet observeret.
Hvad angår den narcissistiske personlighed, vil denne person alligevel ikke gå til psykoterapi. Der er ingen mulighed for forbedring eller forandring. Så, hvorfor ikke kniven?
Der er ligeledes en meget lille chance for, at en histrionisk personlighed også vil tage skridtet.
Men derudover er der stadig en høj antal af mennesker, der har depressionsproblemer, selvtillidsproblemer, angstproblemer, og som måske hellere kunne samarbejde med en psykolog og undgå skalpellen og som kan få et varigt resultat.
Fordi det er klart, at mange mennesker, der har disse problemer, ikke har det bedre efter at have gået til plastik kirurg.
Det er rigtigt, at resultatet kan virke mere overbevisende, hurtigere i starten, fordi det har en umiddelbar eller næsten øjeblikkelig effekt for dem, der er tilfredse med resultatet. Men under alle omstændigheder generelt er der risiko for skulle gå tilbage under kniven.
Så ville det ikke være bedre at arbejde på ens psykologiske tilstand og på at acceptere visse ting?
Godt spørgsmål.
Personligt ville jeg sige ja, men jeg er selvfølgelig subjektiv på grund af mit erhverv. (Cyril Malka)
