Min seneste YouTube-video
(11/06-2023) – For at begynde er det ikke kendt som multipel personlighedsforstyrrelse, det kaldes dissociativ identitetsforstyrrelse, fordi forskellige identiteter dissocieres (adskilles).
Når man brugte udtrykket “multiple personlighedsforstyrrelse”, var det let at tro, at det handlede om en personlighedsforstyrrelse, men det er ikke en personlighedsforstyrrelse. Man kan sagtens have en personlighedsforstyrrelse (f.eks. narcissistisk personlighedsforstyrrelse) og også have en DID, det vil sige dissociativ identitetsforstyrrelse. Det ene udelukker ikke det andet. Så i dag bruger vi udtrykket Dissociativ Identitetsforstyrrelse, forkortet DID.
Det første spørgsmål, man typisk stiller, er: “Er det sandt eller er det bare fup?”
Ja, det er en reel tilstand, der ikke er så sjælden, som man måske kunne forestille sig. Den er heller ikke så almindelig, som filmene får os til at tro, men det er heller ikke en ekstremt sjælden tilstand. Jeg har haft flere patienter, der har lidt af denne forstyrrelse.
Desuden er det en anerkendt forstyrrelse i DSM, så det er noget helt legitimt og eksisterende.
Problemet er, at medierne har skabt sensationelle fremstillinger, og det er en forstyrrelse, der ikke er særlig godt kendt, hvilket har ført til mange myter om denne tilstand. I denne artikel vil jeg forsøge at skabe lidt klarhed.
Vi vil starte med nogle af de myter, der opstår, når man taler om DID.
Den første myte er, at DID ikke er ægte, hvilket er forkert. DID er ægte, det er virkelig en eksisterende tilstand.
Selvfølgelig betyder det ikke, at alle, der påstår at lide af DID, nødvendigvis taler sandt. Der er mennesker, der udnytter denne tilstand for at tjene penge, for at virke interessante eller af andre årsager. Det eksisterer ligeså vel som man vil finde mennesker, der har ADHD (Attention deficit hyperactivity disorder (dansk: opmærksomhedsforstyrrelses- og hyperaktivitetslidelse)), og andre der vil påstå at have det, fordi de ikke har lyst til at koncentrere sig, for eksempel.
I enhver forstyrrelse vil der være mennesker, der påstår at lide af den, selv om de ikke har den, for at opnå nogen form for gevinst.
Det betyder ikke, at tilstanden i sig selv ikke eksisterer.
Mange siger, at DID er sjældent. De tilgængelige tal på nuværende tidspunkt fortæller os, at DID påvirker cirka 1% til 1,5% af befolkningen.
Det er dog svært at finde præcise tal, fordi mange mennesker med denne lidelse enten ikke opsøger behandling, eller søger behandling for noget andet, og i så fald bliver de ikke kategoriseret som havende DID. Der er flere komorbiditeter forbundet med DID, hvilket betyder, at mange mennesker bliver behandlet for depression eller andre tilstande, og DID vil ikke blive registreret.
Nogle siger, at DID kun er en alvorlig form for borderline personlighedsforstyrrelse.
Faktum er, at mange psykiatere har begået denne fejl (og fortsætter med at begå den) og kategoriserer DID som værende borderline, hvilket ikke er tilfældet.
Diagnosticeringsfejl sker, og det betyder ikke, at DID er det samme som borderline. Vi taler om to helt forskellige ting, som vi vil se nærmere på om et øjeblik.
Det er forkert. DID kan diagnosticeres relativt nemt, og det kan også behandles. Det er ikke altid let, men jeg har behandlet flere tilfælde, og afhængigt af graden kan det tage længere eller kortere tid.
Hvis vi tænker lidt over det, kan vi bemærke, at næsten alle mennesker vil dissociere fra tid til anden.
For eksempel når vi dagdrømmer eller når vi kører bil og tænker på noget andet. Vi kan finde på at “koble af” fra virkeligheden. Nogle gange kan vi komme ind i en afslappet tilstand, en ændret bevidsthedstilstand og være “i vores egen verden”.
Kort sagt kan vi helt perfekt have denne form for forstyrrelse eller adfærd i visse tilfælde, uden at det er et problem.
Det er en måde, vi fungerer på. Sådan fungerer vores hjerne. Det er naturligt for os. Så der er intet mærkeligt ved, at denne proces, som vi bruger fra tid til anden, kan udvikle sig og gå lidt længere og blive brugt som en psykologisk forsvarsstrategi.
Det sker faktisk regelmæssigt.
Ifølge mange vidnesbyrd er det relativt almindeligt, at en kvinde, der bliver voldtaget, dissociere på et tidspunkt. Det er derfor, en kvinde der bliver voldtaget ofte ikke gør modstand. Det er ikke fordi, hun er villig, men det er fordi hun fokuserer på at dissociere sig fra oplevelsen.
Det er samme fænomen som rapporteres af soldater, der har været udsat for ekstrem tortur: de dissocierer for at klare smerten.
Vi bruger ofte dissociation til at håndtere forskellige former for traume.
Dissociation er intet specielt fantastisk, overnaturligt eller sjældent. Det er et meget almindeligt fænomen, som vi bruger fra tid til anden og i forskellige grader. Enten for at overvinde visse vanskeligheder eller endda blot for at lege, når vi er børn.
Det er ikke nødvendigt at have alle disse symptomer for at diagnosticere DID. Der kan være få eller endda kun ét symptom til stede. De mest almindelige symptomer er (der kan være andre som ikke er i denne liste):
Der kan også være mere subtile tegn, der antyder tilstedeværelsen af en alternativ identitet, kendt som en “alt” eller en “alter”.
Det kan være lidt forvirrende dagligdagsting, der ikke rigtig har nogen forklaring og som kan undre dig.
For eksempel finder du regelmæssigt et par briller i din taske, selvom du ikke bruger briller.
Eller din nabo siger til dig: “- Nå! Jeg hørte dig tale i telefon i går, jeg vidste ikke, at du talte italiensk jeg genkendte nogle ord. Hold da op, hvor du taler det godt! Jeg var på ferie i Italien, så jeg kunne genkende det, men du taler virkelig supergodt!”.
Dette kan forvirre dig, da det eneste fremmedsprog, du taler, er slang.
Eller en morgen åbner du køleskabet og finder en masse madvarer, som du ikke kan huske at have købt, og som du normalt ikke plejer at spise eller at kunne lide.
Eller når du går ud, bemærker du, at dine yndlingssko er beskidte, selv om de var helt rene samme morgen, og du kan ikke huske at være gået ud.
En af mine klienter havde denne oplevelse: Han fandt et stykke papir i sin lomme med nogle kriblede ord på. Han genkendte notesblokken og kuglepennen, men han genkendte ikke håndskriften, og han kunne hverken huske at have skrevet det eller hvordan det var endt i hans lomme, og han kunne ikke forstå meningen med denne note.
I starten troede han, det var en dårlig joke, og det kunne det måske være, men det kunne det måske også være andet.
Der er ingen test til at identificere symptomerne på DID.
Det kræver en psykolog eller en psykiater, der er bekendt med disse symptomer, og det kan være problematisk i nogle lande hvor man ikke rigtigt kender eller anerkender DID.
Før man diagnosticerer DID, vil professionelle, der er bekendt med dette syndrom, begynde med at udelukke andre medicinske og mentale tilstande: forskellige stofmisbrug, epileptiske lidelser selvfølgelig og forskellige psykoser.
Og her ligger problemet mange steder, for mange psykiatere vil ofte stoppe efter dette første tjek og sige, at hvis der ikke er tale om stofmisbrug eller epileptiske lidelser, så er der tale om borderline eller skizofreni.
Og det er derfor, at DID ikke bliver diagnosticeret rigtigt eller kun i meget begrænset omfang mange steder.
Så når man taler om alt dette med psykologen eller psykiateren som kender til disse tilstande, vil vedkommende forsøge at se, om:
Det, der kan være problematisk, er, at DID sjældent optræder alene. Der vil ofte være andre problemer, der er forbundet med det. Dette kaldes komorbiditet.
De fleste, men ikke alle, mennesker, der opfylder kriterierne for DID, lever ofte med andre mentale sundhedsproblemer eller symptomer på traume og nød, herunder:
Populære medieafbildninger af DID har sat tilstanden i fokus. Og film som “Split”, som jeg nød meget, eller “Sybil” har gjort et godt stykke arbejde med at forklare denne lidelse.
Ikke desto mindre er al omtale ikke god omtale.
Alt det, som disse fremstillinger fejlinformerer om DID, kan let føre til mere forvirring og frygt for tilstanden – uden at nævne den helt unøjagtige idé om, at denne lidelse er forbundet med voldelig adfærd.
DID gør ikke nogen voldelige.
Forskning fra 2017 har fundet få beviser, der antyder, at personer med denne lidelse er mere tilbøjelige til at udvise voldelig adfærd eller begå ulovlige handlinger end personer, der ikke lever med denne lidelse.
Dog kan der være symptomer som selvmordstanker og selvskade. Personer, der lever med tilstanden, kan være mere tilbøjelige til at skade sig selv end andre. Men det er relativt logisk, da det tilstanden er forbundet med traumer og mange patienter også oplever depressive tilstande netop på grund af disse traumer.
Men i øvrigt betyder det ikke, at fordi personer, der lider af DID, ikke husker, hvad de gjorde i går eller i morges, betyder det, at det, de gjorde, var ulovligt eller voldeligt.
DID indebærer ikke altid en drastisk “ændring” eller en ændring af personlighed, så man bliver det modsatte af, hvad man er.
Personer tæt på dig kan måske bemærke ændringer i din adfærd eller tale. Men disse forskelle er ofte subtile, så de måske slet ikke bemærker noget. Du vil måske heller ikke selv lægge mærke til det.
Der er ikke mange forskellige årsager til denne lidelse.
Der tales generelt om en reaktion på en traumatisk oplevelse.
Denne traumatisme kan være:
Der kan være visse faktorer, der kan forværre situationen.
Disse inkluderer:
Den eneste løsning, vi kender til på nuværende tidspunkt, er psykoterapi.
Således er det også bare endnu en myte at påstå, at DID er umulig at behandle. Det er helt forkert, og det kan behandles rigtig godt. Dog kan det tage længere eller kortere tid afhængigt af alvorligheden af tilstanden.
Der er ingen medicin til behandling af DID. Selvfølgelig er der medicin til at behandle ledsagende symptomer som depression, angst osv., men ikke til DID i sig selv.
Så generelt set er der ingen medicin mod DID. Der er ingen mirakelkur, der er enkel og hurtig. På nuværende tidspunkt er den eneste tilgængelige behandling en mere eller mindre lang terapi med en terapeut, der er bekendt med og anerkender problematikken. (Cyril Malka)
