Mennesket adskiller sig fra de andre dyr ved at tro. Men menneskets behov for at tro, kan sende det i armene på pengebegærlige sekter eller andre destruktive miljøer, hvis troen ikke bliver afbalanceret.
Vigtigheden af at tro
Troen kan inddeles i tre områder: Troen på andre, sig selv og det absolutte. Man kan sige, at troen på andre betyder noget for de sociale forbindelser, troen på en selv gør, at mennesket overlever, og troen på noget absolut giver mening med livet,
At tro på andre er meget vigtigt. Vi mennesker bliver altid ramt hårdt, når troen på et andet menneske bliver ødelagt. Hvis vi bliver løjet overfor, forrådt af vores venner eller manipuleret med, får vores tillid et knæk. Derfor fordømmer vi den politiker hårdt, som taler om ærlighed og moral og bliver afsløret i gang med at begå de forbrydelser, han fordømmer.
Vi kan nemlig ikke opbygge et samfund, hvis der ikke er en grundlæggende tillid til andre mennesker.
Forestil dig, hvad der ville ske, hvis en lærer fortalte eleverne, at Jens Otto Krag var statsminister fra 1962-68 og fra 1971-72, og eleverne nægtede at tro ham. “Bevis det!”, ville eleverne sige. Læreren henter Lademanns leksikon, og der står det samme, men børnene svarer: “Hvad beviser, at leksikonet ikke lyver?”. De børn har mistet en grundlæggende tillid, som er nødvendig for, at samfundet kan bestå. Vi ved også, at det skaber kaos, hvis en befolkning ikke længere tror på pengene, for så taber de nærmest automatisk deres værdi.
Derfor er det helt nødvendigt at tro på andre, samtidig med, at det er svært, for vi kan ikke undgå at blive skuffet eller misbrugt. Vi mennesker skal hele tiden sejle imellem to klippeskær: Det ene er en naiv tro på alle, og det andet er at mistænke alle for at lyve. Det er en svær sejlads, og ryger personen ud af kurs kan det ende med, at vedkommende kanaliserer sin mistro eller blinde tro på andre imod én person, som derefter tager eller får tildelt rollen som et ufejlbarligt kompas. Dermed er personen blevet en fanatiker, og vedkommende lever på baggrund af en selvskabt pseudosikkerhed om, at lederen, samfundet eller andet er enten helt sort eller helt hvidt. Den slags fanatisme ødelægger mange relationer mellem mennesker.
Tro på sig selv
Den anden slags tro, er troen på en selv. Den er nødvendig og vigtigt, for at vi kan vokse og udvikle os. Lad os se det i øjnene: Vi mennesker er i en slags indbyrdes konkurrence om at være de bedste, de dygtigste, de mest reproduktionsdygtige. Og derfor er vi nødt til at tro på os selv. Efterhånden er det almen viden, at når patienter for eksempel tror på, at de vil blive raske, så bliver de det hurtigere, end patienter, som har opgivet håbet om helbredelse. Tro kan altså gøre en fysisk stærkere. Folk, der har overlevet ekstreme faresituationer, kan berette om, at de holdt taler for sig selv: – Jeg kan gøre det. Det er muligt! Det skal jeg nok klare…
“Ti mænd, som er overbeviste, har mere styrke end 100 mænd, som blot har interesser på spil”, sagde filosoffen John Stuart Mill. Og det er rigtigt. Den psykiske overbevisning er af største vigtighed i mange situationer. Man kender det for eksempel i forbindelse med guerilla-krige, hvor overbevisningen og ideologien, hos den kæmpende styrke altid vil være stærkere end hos det lokale militær, som rent faktisk kun udfører et job. Derfor kan guerilla-krigerne klare mange flere nederlag og strabadser end det lokale militær.
På det personlige plan kan troen på en selv få afgørende indflydelse. Måske synes man, at man rent faktisk er den bedste på sit felt, og den overbevisning kommer til at betyde, at man også bliver den bedste. Måske er det derfor, at det jødiske folk har overlevet. Flere gange har det været forsøgt at udrydde jøderne gennem de sidste 3000 år, men det er ikke lykkedes. I den forbindelse skal man ikke undervurdere den styrke, det giver jøderne, at de er overbevist om, at de er udvalgt af Gud og knyttet til ham via en pagt. Jødernes utrolige skæbne har gang på gang bevist, at tro giver en stor overlevelsesværdi.
Så forløbigt kan vi konkludere, at mennesket har behov for en social tro – en tro på andre. Og på grund af den indbyrdes konkurrence, er mennesket ligeledes nødt til at have en stærk tro på sig selv som udvalgt og dygtig – som den med mulighederne.
Enhver er salig i sin tro?
Der er dog en tredje slags tro, som man i nogle år har undervurderet: Vi mangler en mening med det hele: Er vi smidt ud i verden uden nogen grund? Hvad er meningen med livet? Er der en mening med historien? Hvad sker der efter døden?
Disse værdibaserede spørgsmål kan kun bliver besvaret af noget absolut. Det absolutte kan både være den personificerede Gud, åndernes verden, en transcendantal visdom eller andet. Men i de sidste mange år har troen på noget absolut være sat på en prøve. De store ideologier har slået fejl.
Kommunismen, rationalismen, individualismen har alt sammen efterladt os med en tomhedsfølelse. Vi har en velfærdsstat i Danmark, men den tilfredsstiller ikke vores trang til noget absolut, og vi søger efter en åndelig mening. Folk søger i sekter, nyreligiøsitet, kristendom og islam. Dæmoner og engle.
Samtidig er vi blevet mere individuelle de sidste 30-50 år. Vi har nægtet enhver påduttet sandhed, og vi har taget friheden som hovedprincip. Slut med dogmer og diverse former for tvang, enhver vælger sin tro.
Resultatet er blevet en stor åbning henimod de forskellige former for spiritualitet og en nysgerrighed over for diverse traditioner – også dem, der ellers ligger langt fra vores samfund: Buddhismen, yoga eller naturreligioner. Vi blander det hele godt sammen efter personlig smag og behov, tager lidt fra den ene religion og lidt fra den anden. Af det bygger vi selv vores individuelle religion.
Og dér begynder problemerne… For nok vil vi gerne finde en mening med tilværelsen, men denne skal altså være helt på vores præmisser, følge vores forståelse og være uden for mange vanskeligheder eller ofre. Vi vil nemlig stadig være frie, og derfor indtager vi en nærmest lunken holdning til vores religion. Måske? Måske-ikke? Hvad mener vi? Hvad mener du? Dermed er religionen stadig ikke noget absolut, og den opfylder ikke vores behov.
Frihedstrang og fanatisme
Fordelen ved frihedstrangen er, at den er et godt våben imod fanatismen. Eftersom man selv har sammensat sin personlige overbevisning ved man godt, man kan ikke kan bedømme andres tro og forståelse. Den erkendelse giver et mere afbalanceret forhold til begreber som godt, ondt, rigtigt og forkert.
En person, som har en sådan holdning, vil for eksempel ikke blive selvmordspilot i et terrorangreb mod World Trade Centre i New York.
Ulempen – og problemet er, at den overbevisning er medvirkende til at skabe en indirekt fanatisme, fordi den hjemmelavede tro kan ikke udfylde rolle som noget absolut og guddommeligt. Og den vil højest gælde for den enkelte person, hvor den vil være tilpasset personens forståelse, behov, tanker og væsen.
Den personligt sammensatte overbevisning kan stort set ikke gå i arv. Derfor vil en del af menneskene omkring vedkommende føle sig overset, sat uden for, og nemmere vil gå til ekstremerne for at bekæmpe den blød og utydelig guddomopfattelse.
Dette sammenlagt med at folk ofte føler sig alene, har svært ved at tro på sig selv eller er holdt op med at tro på andre og den omkringliggende verden, baner en hel motorvej for de nyreligiøse bevægelser eller de sekter, som er designet til at træde i stedet for troen på en selv, andre eller en guddom. Sekten opfylder lige præcis disse forskellige behov. Og endnu et menneske vil blive ofret på sekternes alter.
Især i det tidligere Østeuropa, hvor kommunismens fald har efterladt en tomhedsfølelse, kan man se, at sekterne har let spil. Jehovas Vidner og Scientology blomstrer i Rusland. Falun Gong får tilhængere i Kina.
Derfor er det vigtigt, at vi hver især arbejder på at få styr på troens tre områder, så de bliver afbalanceret i forhold til hinanden.
Man skal arbejde med sin selvtillid
Jeg holder jævnligt kurser i, hvordan folk kan tro mere på sig selv, for uden tro på sig selv, vil man kompensere ved at overvurdere de to andre områder – troen på andre og troen på det absolutte, hvilket før eller siden vil bringe en i en kedelig situation.
Man skal også lære at stole på andre uden at overgive sig blindt til nogen. Finder man en egnet partner, eller en gruppe, man kan stole på, kan tilliden til mennesker blomstre op. Er det svært at tro på andre, kan man hente hjælp hos pædagoger og andre med den nødvendige faglige viden og kunnen, der skal til. Det kan være nødvendigt at sortere i denne fagkundskab for at finde den bedst egnede, og for at ende med at finde troen på medmenneskene.
Ligeledes er det af største vigtighed, at kristendommen bliver mere synlig i dagligdagen, i familielivet og i skolelivet på andre tidspunkter end lige ved juletiden (Cyril Malka).
© 2002 – Cyril Malka
