Denne artikel er i tre dele. Først vil jeg komme med et typisk eksempel på et forstyrret parforhold; dernæst vil jeg prøve at påvise, hvad den
grundlæggende årsag til den slags neurotiske forhold er; og endelig, vil jeg komme med et par forslag til hvordan, man kan holde op med at opføre sig neurotisk overfor sin partner, eller i det mindste forbedre forholdet væsentligt.
Tom, 32-årig ægtemand, den ene halvdel af et par jeg havde til parrådgivning, var meget klog og i øvrigt kunstnerisk velbegavet. Han ønskede en mage, som ville være stimulerende at leve sammen med, og som ville respektere hans behov for at have tid til sig selv, når han var hjemme for at skrive.
Hans kone, Trine, var 30 år, en varm og smuk kvinde, men mere interesseret i at være sammen med sin mand og børn end i intellektuel udvikling.
Hun ville gerne have et mere intimt, sensuelt sexforhold. Tom var til gengæld fuldt ud tilfreds med en kort omfavnelse, udelukkende centreret omkring selve samlejet en gang hver anden, tredje uge.
Tom var så ked af Trines ihærdige krav om kammeratskab og nærvær, at han konstant kritiserede hende, forklejnede hende over for andre, negligerede sit forhold med børnene, og blev ofte så deprimeret at han kun ganske sporadisk arbejdede på sit skriveri.
Trine havde sidespring med mænd, for hvem hun kun havde et minimum af følelser, ofte beklagede hun sig til børnene, over den far de stakler havde, og fandt på undskyldninger for at afbryde Tom i sit arbejde, de dage hvor han endelig havde kunnet tage sig sammen til at komme ud af sin deprim-stemning, og skrev på en roman, som han desperat forsøgte at færdiggøre.
Parret skændes ofte omkring sex, og de relativt få gange det lykkedes for dem at komme i seng med hinanden, var deres sexliv højst utilfredsstillende.
I denne situation er begge parter forstyrret, blot hver på deres måde.
Tom anklagede unødigt sig selv for ikke at tage alvorlig nok fat på sit skriveri, og var af den grund ved at blive mere og mere deprimeret, og arbejdede mindre og mindre konsekvent på sin bog.
Trine havde så frygtelig stort behov for at blive elsket, for at kunne genskabe sin værdi som menneske, og hendes sidespring var et forsøg på at bekræfte hendes tiltrækning og værdi overfor sig selv.
Med andre ord: Begge parter var på tåbelig vis i færd med at sabotere deres egne livsmål, og var unødigt i gang med at skabe selvhad og fjendskab overfor hinanden.
Påvirkning af ægteskab
Fordi han klandrede Trine for ikke at være mere selvstændig, og fordi hun forlangte så meget af hans tid, var Tom faktisk i gang med at opmuntre hende til at være mindre i stand til at være sig selv, og til at blive mere forfærdet over, at han vil have mere tid til sig selv.
Ved vredt at afbryde Toms skriveri, forøgede Trine hans lyst til at være alene; og ved at anklage ham for at være en dårlig far og seksuel partner, fik hun både faderskab og det seksuelle forhold til at blive anstrengt og uønsket for ham.
Vi kan altså udlede: Et forstyrret parforhold opstår, når den ene part reagerer uhensigtsmæssigt i forhold til normale frustrationer og/eller til de unormale og urealistiske krav fra den anden part. Og denne reaktion er med til at gøre disse frustrationer og krav fra partneren endnu større.
Partneren vil så reagere lige uhensigtsmæssigt, hvad end vedkommende stilles overfor fornuftige ønsker eller urimelige krav fra partneren; dermed udløses stærke temperaments udsving hos begge parter. Det der bliver sagt og gjort i disse tilfælde, vil som oftest ikke forbedre forholdet væsentligt…
Forstyrrede personen har ofte en tendens til opføre sig angst eller vredt, endda i relativt positive livs situationer, hvilket kan skyldes en grundlæggende irrationel eller ulogisk livs holdning.
Når det ydre pres bliver for tungt, forøges den neurotiske reaktion, og kan endda blive psykotisk.
Forstyrrede folk har ofte et negativt syn på ægteskab, eller det at leve sammen med nogen, fordi partnerskab i det hele taget er en exceptionelt svær affære, og fordi vores forventninger til parforhold som oftest er urealistiske.
Venner, elskere og arbejdskolleger ser man hovedsageligt fra deres bedste side og opførsel, og man forsøger i disse relationer at behandle hinanden høfligt og ukritisk. Men børn og samlevende partnere vil næppe være i stand til at holde skansen og den pæne facade i en længere periode.
Partneren vil sandsynligvis af og til blive irritabel sur, temperamentsfuld, stædig og i perioder være svær at leve sammen med; vi er jo alle fejlbare mennesker!
Men den gennemsnitlige mand (og kvinde for så vidt også) mener at blot fordi han er gift, skal hans kone konstant være sød og forstående.
Så to mennesker i et parforhold ville, hvis de nu var realistiske, ofte forvente den værste opførsel fra deres partner, men irrationelle som de fleste af os er, forlanger vi som regel den perfekte opførsel fra partneren.
Resultatet af disse højst utålelige forventninger om hvad det, at være par burde være, fører som regel til dyb skuffelse og tabte illusioner for de, som har disse forventninger.
Den første og mest almindelige årsag til et forstyrret parforhold, er altså de urealistiske forventninger som partnere har en tendens til at have, ikke blot til sig selv og til partneren, men sandelig også til selve forholdet.
De klynger sig på urimelig vis til den forudsætning, at deres partner absolut altid skal være elskende og tilgivende, når de har brug for det, selvom de, hvis de tænkte lidt over det, ville kunne indse at det ville være dejligt hvis deres partner var sådan, men at sansynligheden taler for, at partneren ikke altid vil kunne leve op til den forventning.
Årsagen
Det der sker i et neurotisk (problemfyldt) parforhold er, at efter at have opsuget og konstrueret den ovenstående selv-destruerende overbevisning, om at partneren altid skal være elskende og tilgivende, gør ægteparrene endnu en ting, som fasttømrer deres problemer:
De vil stædigt klynge sig til deres urealistisk krav til hinanden, og tilmed nægte at arbejde på at udrydde dem.
Det er den ægte tragedie, og i øvrigt en af de vigtigste årsager til neuroser, nemlig ugidelighed og tåbelighed.
Noget tyder på, at mennesket har en tendens til, allerede tidligt i deres liv, at bygge nogle selv-destruerende overbevisninger op. Det er sådan at allerede fra barnsben af, har mennesket en tendens til at modarbejde sig selv og sin egen lykke.
Men selv om mennesket har denne kedelige hang til at ødelægge tingene for sig selv, har vi yderligere en evne, som vi ofte glemmer… Mennesket er nemlig også i stand til selv at ændre disse grundlæggende selv-destruerende filosofier.
Kort sagt. Der er intet som hedder: Jeg kan ikke lave om på mig selv! Det hedder: Jeg vil ikke lave om på mig selv. Mennesket bestiller nemlig ikke andet hele livet igennem, end at lave om på sig selv… Det er en af de evner som adskiller os fra dyrene.
Men det gør vi som regel ikke godvilligt bevidst!
Det er derfor, at jeg som regel vælger at kalde irrationelle personer for neurotiske eller forstyrrede, hellere end jeg kalder dem for stupide eller inkompetente: Fordi de formodentlig kan opføre sig bedre end de gør i øjeblikket.
Neuroser er i bund og grund stupid opførsel udført af en ikke stupid person. Neurotikere kan gøre bedre, men gør det som oftest ikke. De foretrækker at lade slå til (ugidelighed) og fortsætter deres mønster af selv-destruerende opførsel (tåbelighed).
Se for eksempel, Tom, den ægtemand som jeg omtalte i begyndelsen af artiklen. Han var en usædvanlig klog fyr, veluddannet og med kunstnerisk talent.
Ikke desto mindre overgav han sig til flere former for selv-defaitistisk adfærd (altså en adfærd hvor man modvirker sine egne livsmål) i sit forhold til sig selv og til sin kone.
For det første accepterede han kritikløst den tanke, at han skulle have succes som forfatter og at han var et værdiløst fjols, hvis det ikke lykkedes for ham. Og den tanke, som tydeligvis er irrationel, nægtede han rent faktisk at modsige.
For det andet, da han blev deprimeret over sit sporadiske forsøg på at skrive, tillod han sig selv at svælge i sin depression i dage eller uger ad gangen. Han forsøgte ikke at indse, hvilke urealistiske overbevisninger han var i gang med at sige til sig selv for at skabe denne depression. Og han forsøgte heller ikke at udfordre og sætte spørgsmålstegn ved disse ideer.
For det tredje gjorde han kun et ringe forsøg på at rette op på sit ægteskabelig forhold og sit forhold til sine børn. Og det på trods af, at han regnede med at være gift til døden ham skilte, og at han bedyrede at et godt ægteskab var en vigtig ingrediens i hans liv. I stedet for, forsøgte han at gøre hvad han ville gøre, som han ville gøre det, som om han ikke havde ægteskabeligt ansvar.
For det fjerde, nægtede han at acceptere det ellers indlysende faktum, at ægteskab nu en gang er den slags forhold, hvor man ikke altid bliver behandlet, som man gerne vil have det af sin kone og børn! Og det af den enkle årsag, at de som regel også har deres egne problemer at bekymre sig om.
For det femte, når hans kone, Trine, handlede uhensigtsmæssigt eller uheldigt lod Tom ikke en eneste fejl passere forbi! Han følte sig tvunget til at åbne sin store mund og vredt udpege hver enkelt fejl overfor hende, og dette med mange detaljer.
For det sjette, da han fandt ud af, at Trine brugte hans negative stikpiller i mod sig selv og derfor følte sig såret og værdiløs, blev han hårdnakket ved sin overbevisning om, at hans nedrakning af hende på magisk vis, ville gøre hende mere godt end skidt.
For det syvende, når han til en vis grad kunne have pacificeret sin kone ved at give hende et mere tilfredsstillende sexforhold, valgte han hævngerrigt at dyrke sex endnu mindre end han egentligt selv havde lyst til.
Hvad kan der gøres?
På mange måder handlede Tom ineffektivt i sit forhold til sig selv og til sin kone; derudover, når hans vigtigste forventning (Det at han skulle være lykkelig i sit ægteskab, uanset hvor store deres forskelle og deres følelsesmæssige problemer var) så ud til at bære dårlig frugt, gjorde han intet for at undersøge denne forventnings rimelighed. Og han gjorde endnu mindre for at ændre sin forventning.
Tværtimod holdt han hårdnakket fast på den, og foretrak at tro at det udelukkende var hans kones skyld, at hans liv og ægteskab ikke gik så forfærdeligt godt…
De fleste ser ud til at overse det faktum at menneskelig ugidelighed, og det at dadle en anden, udelukkende vil føre til øget uenighed.
Derfor må de par, som har et forstyrret forhold hellere være overbevist om, ikke blot at udtrykke deres sande følelser til hinanden, men vigtigst; at arbejde som bare pokker på at ændre den dadlende holdning som skaber og holder deres fjendtlige følelser i hævd.
Jo flere forstyrrede par, med deres negative forhold jeg ser i behandling og i min parrådgivning, jo mere bliver jeg overbevist om, at alle former for psykopatologi er holdt i gang pga. forskellige former for ugidelighed og tåbelighed.
Neuroser og psykoser er følelsesmæssige uorden, som for det meste skyldes en kroget og uheldig tankevirksomhed.
Årsagen til den irrationelle tænkning er interessant, men spiller rent faktisk kun en lille rolle i dens behandling.
Mange klienter ved, endda før end de kom i behandling, udmærket godt, hvornår de begyndte at have skøre tanker, og hvad de skal gøre for at opgive dem. På lige præcis samme måde som de fleste rygere ved, hvordan de begyndte at ryge, og hvad de skal gøre for at stoppe. Men på trods af deres viden, holder de på deres irrationelle krav om, at det at stoppe skal være nemt, og de nægter det hårde arbejde, som behøves for at opgive tobakken.
Det er især gældende i ægteskaber og andre former for parforhold, når en mand eller kvinde, lige som den ovennævnte ægtemand, indser klart og tydeligt, at den måde han behandler sin partner på, er både kortsigtet og tåbelig, men ikke desto mindre, hårdnakket fortsætter sin sabotering af det ægteskabelige forhold.
I Toms tilfælde, var jeg i stand til at vise ham, at hans forventninger til ægteskabet generelt, og til hans kone i særdeleshed var højst urealistiske, og at han kun havde en lille chance for et lykkeligt hjemmeliv, hvis han holdt dem ved lige.
Til min forbavselse gik han lynhurtigt over til at udfordre sine egne forventninger, formindskede sit raseri og holdt sin mund lukket, når hans kone og børn ikke opførte sig pænt, efter hans normer. Han koncentrerede sig mere om at løse sit skriveproblem, fremfor at kræve at hans kone skulle gøre hans vilje, og han gjorde en ihærdig indsats for at give sin kone den slags kærlighed og seksuel stimulation, hun ønskede.
Toms hårde indsats for at redde sit ægteskab begyndte hurtigt at lønne sig. Trine stoppede sine sidespring, anmodede børnene om at blive mere kærlige i mod ham, og fordybede sig i sin egen interesse for maleri, fremfor at beklage sig over den tid han brugte på at skrive.
På trods af at Trine egentligt ikke udskiftede sin grundlæggende holdning om, at hun desperat havde behov for kærlighed for at betragte sig selv som en værdifuld person, og på den måde forblev noget neurotisk appellerende, var hun i det mindste i stand til at leve godt med hendes forstyrrelse. Hovedsageligt fordi Tom klarede sin egen neurose, og holdt op med at dadle hende for at være forstyrret.
Hårdt arbejde fra Toms side førte derfor til en kraftig formindskelse af både hans egen og af den ægteskabelige forstyrrelse.
Og noget (omend lidt begrænset) arbejde fra Trines side førte til et bedre ægteskab, på trods af at hun stadig holdt fast ved nogle negative forventninger til sig selv.
Arbejdet i sig selv
Jeg har oplevet, at når jeg kan motivere klienterne til at ændre deres underbyggende neurose-skabende antagelser, fører det til at alvorlige personligheds forandringer indtræder, og forholdet til deres partner bliver næsten altid forbedret.
Arbejdet består i at afhjælpe parterne til at:
a) Indse det faktum at de ofte selv gør noget forkert, uanset hvor meget deres partner også begår fejl.
b) Indse klart at bagved deres neurotiske fejl, er der vigtige irrationelle filosofiske antagelser.
c) Kraftigt og konstant udfordre disse antagelser ved at eksaminere dem kritisk, og ved aktivt at gøre nogle ting som beviser at disse er uden grund.
d) Tillade følelsen af sværhed, og de frustrationer som nogle menneskelige forhold giver… For eksempel ægteskabet.
e) Enten at lære at holde deres stor mund lukket, når deres partner tydeligvis opfører sig uhensigtsmæssigt, eller objektivt og uden at dadle vedkommende og uden at være belærende, i stedet påpeger partnerens fejl, imens man forsøger at komme med et forslag til hvordan vedkommende kan ændre sin opførsel i fremtiden.
Som det vigtigste husk altid at et parforhold er et forhold, som yderst sjældent på spontant vis kan udvikle sig glat og ubesværet, og at det bedste er at gå i gang med at arbejde aktivt på at genskabe og beholde den ærlige hengivenhed, som forholdet oftest begynder med.
Som en opsummering: Forstyrrede ægteskabelige forhold og andre parforhold påstår når partnerne er neurotiske i deres egne rettigheder, og når de konsekvent har urealistiske forventninger til, hvordan deres partners opførsel skal være.
Uanset hvad årsagerne til disse irrationelle forventninger er, nægter de fleste mennesker hårdnakket at modarbejde dem og opgive deres irrationelle overbevisninger.
De er derfor grundlæggende ugidelige eller tåbelige og deres forstyrrede forhold vil som regel ende i skilsmisse eller fortsætte, indtil de forstår at ugidelig tankegang ganske enkelt ikke er givende, og at der ingen anden udvej er, ud af et individuelt eller parforholds dilemma end arbejde, arbejde, arbejde (Cyril Malka).
© 1998 – 2007 Cyril Malka
