(01/10-2014) – Vi har en tendens til at blande begreberne sammen, når vi taler om kærlighed. Vi ønsker den, men tror fejlagtigt, at vi behøver den, og derved opstår misforståelserne. Ingen beviser kan støtte den teori, at mennesket har behov for kærlighed.
Han snøfter:
– Ja, og det var så frygteligt. Mine forældre var ligeglade. De var mere interesserede i deres eget og tjene penge og gå i byen med vennerne, og ingen efterkom mine behov.
– Hvilke behov?
– Ja, øh Altså behovet for kærlighed. Jeg har ganske enkelt ikke fået kærlighed nok i min barndom. Derfor higer jeg efter det. Det sagde min psykolog også dengang Det ved du da vel også alt om?
– Hvad mener du?
– Ja.. altså Jeg mener mennesket har da behov for kærlighed, ellers dør det. Det har man lavet forsøg om med børn.
– Nej, kære ven! Mennesket har ikke behov for kærlighed. Det er en skrøne, som ikke holder 2 meter.
Det er ofte, at mine klienter fremfører den slags meninger og færdigbagte sandheder. Det er en slags overbevisning, som vi fylder os med dagligt. Og rent faktisk er den slags overbevisninger med til at gøre os syge og til at presse folk ud i blandt andet nyreligiøsitet.
Her bliver jeg nok nødt til at forklare mig nærmere:
Vi har den overbevisning, at vi har behov for kærlighed. Behov for at være elsket. Og hvis dette behov ikke bliver dækket, dør vi. All You Need Is Love, alt hvad du behøver er kærlighed, sang The Beatles dengang, og mange film, tegnefilm og bøger omhandler dette emne. Hvis man ikke finder den perfekte, holdbare, uendelige kærlighed, er man mislykket.
Den holdning er rent faktisk med til at påvirke folk på en måde, så de bliver temmelig egoistiske.
Ingen beviser kan fremføres til støtte for den teori, at mennesket har behov for kærlighed. Mennesket er i stand til at elske, det er korrekt; og mennesket ønsker kærlighed, dette er ligeledes korrekt. Men mennesket kan sagtens leve uden at få kærlighed! Det er ikke et behov på samme måde som ilt, vand eller føde. Man overlever fint uden at få kærlighed.
Der eksisterer forsøg fra tiden omkring 1200-tallet, ganske korrekt, med børn, som blev overladt til sig selv og uden anden voksenkontakt end nogen til at give mad og drikke. Mange af disse nyfødte døde i løbet af ganske kort tid. Dette grusomme forsøg blev lavet i Tyskland af kejseren Frederick II. Og man har udledt deraf, at hvis børn ikke får kærlighed, dør de.
Men der er lige et par ting, som blev overset her: For det første var det ikke alle børn, som døde. Var kærlighed et behov på højde med for eksempel vand, ville ingen af børnene have overlevet forsøget. For det andet viste det sig, at en af de børn, som overlevede, var ham i sengen ved døren. Der var mere kontakt med de voksne på dette sted; passeren satte sig på den seng, hver gang hun var inde. Og selv om hun ikke tog kontakt med barnet, var det nok.
Det, vi her har overset, var, at det, spædbørn behøver, er, at deres eksistens bliver anerkendt. At man ser, at de er her. At de eksisterer, at de er, kort og godt. Det er kun på den måde, at de kan blive selvbevidste og finde ud af, at de eksisterer selv. Hvis mennesket havde behov for kærlighed, ville had dræbe os, men sådan hænger det ikke sammen. Det, som kan slå os ihjel, er ligegyldighed. Altså ikke manglen på kærlighed, men manglen på anerkendelse af vores eksistens.
Det er det, som er med til at slå de udstødte fra Jehovas Vidner ihjel. Og det var det, som i 50'erne, slog de spædbørn ihjel: Ligegyldigheden. Vi ved alle, hvordan det føles at blive ignoreret! Vi ved også alle, hvordan vi reagerer, hvis vi vil såre nogen – naboen for eksempel: Vi holder op med at hilse, vi kundgør, at han eller hun ikke eksisterer længere. Vedkommende er ligegyldig. Vedkommende er vitterlig død. Vedkommende fanger end ikke vores opmærksomhed længere.
Men mennesket er da i stand til at elske, spørger man gerne. Altså må det, at elske, have en mening?
Det er korrekt. Og jeg er helt enig i dette synspunkt. Mennesket er i stand til at elske. Men fordi vi er i stand til at elske, betyder det ikke at vi har behov for at være elsket! Det er to vidt forskellige ting. Det ene er at holde af nogen, eller af noget. Det andet er at holde af nogen for at få kærlighed! Her elsker jeg i virkeligheden ikke det andet menneske, men jeg er egoist og er kun interesseret i den kærlighed, jeg får. Man vil kunne sige, at der er renter på den kærlighed, jeg giver. Noget for noget!
Med den holdning er det jo forståeligt, hvorfor vi har så svært ved at vende den anden kind til og elske vores fjender! Vi skal være dem, der giver uden at få noget til gengæld! Og det vil vi i hvert fald ikke!
Den holdning, at have behov for kærlighed, er rent faktisk skyld i temmelig megen ulykke.
Børn har det ikke særlig godt i vores samfund. Der er rent faktisk mange grunde til det. Og en af dem er, at fra fødslen af giver børn ingen kærlighed! De har nogle behov, de gerne ser efterkommet: mad, drikke, søvn, tryghed, anerkendelse. Det er først efter et godt stykke tid, at barnet begynder at være i stand til at elske. Problemet er så bare, at barnet stadig er egoist og ikke taknemmelig nok for, hvad vi gør for det. Forældre føler nogle gange, at de ikke får gengæld for alt det gode, de gør for det barn.
For det første er der ingen lov i universet, som siger, at de skal få gengæld. I Bibelen fortæller Gud godt nok, at man skal ære sin far og mor, men han er ikke kendt for at fremtvinge det! Derudover, meget ofte, kommer takken først mange år senere, og måske er det ikke på den måde, forældrene forventer det. Men sådan er det nu engang!
Det kan også være, at takken aldrig kommer.
Men det var vel forhåbentligt heller ikke i den ånd, at man har fået børn i sin tid? Hvordan kan det så være så vigtigt, at vi skal behages så meget af vores børn?
Det er næsten samme problem, jeg ser i parforholdene: Hvis den ene part ikke “påskønner” den anden parts arbejde, opofring mm., begynder problemerne. Dette skyldes ganske enkelt, at man har gjort en handling, ikke fordi man vil behage den anden part, men for at være påskønnet, elsket, bekræftet. Kort sagt, man har ikke gjort det for give, men for at få.
Jeg har ligeledes set det symptom hos nogle fantastisk opofrende mennesker. De giver alt, de gør alt, de ofrer alt. Men forventer sandelig også noget til gengæld! Taknemmelighed, anerkendelse, ære med mere. Altså er dette heller ikke gratis.
I dette spil taber alle!
Endelig er der et mere kulturelt problem.
Problemet er, at ved at have det krav til omverden kan man ikke undgå at blive skuffet. Ganske enkelt fordi verden er nu en gang stor, kold og ligegyldigt. Der står nemlig ingen steder, at verden skal være et rart sted at leve! Verden er det, vi gør den til.
Når man tror, at man har behov for at være elsket, vil man søge at få dette behov dækket af sin ægtefælle, sine arbejdskolleger, sin omgangskreds, sin menighed, sin sagsbehandler, kommunen, staten, samfundet eller verden.
Naturligvis vil dette behov aldrig blive dækket. Undtagen i en nyreligiøs bevægelse, hvor man for det meste er i familie med hinanden, og hvor man har garanti på opmærksomhed, så længe man følger reglerne.
Som man ser: Prisen er uhyggelig høj!
Jeg har ofte erfaret, at folk går i terapi, fordi de ikke har fået kærlighed nok i deres barndom, og de søger nu i henhold til de hellige psykologiske skrifter at få opfyldt deres behov. Så de begynder i terapi og får opmærksomhed og kærlighed, og de får kærlighed og kærlighed, og så har man dem i behandling i 25 år!
Hele det begreb kalder jeg: At være en kærlighedsklodrian!
Dette begrebs årsag er, at vi mennesker først og fremmest har en tendens til at blande to begreber sammen. Rent faktisk har vi en tendens til at blande ret mange begreber samen, men jeg vil foreslå, at vi tager dem en ad gangen!
Det første, vi blander sammen, er forskellen imellem at ønske og at behøve. Meget ofte tager vi fejl imellem de to, og vi blander dem sammen. Lad os tage et eksempel:
Jeg er med min søn i BR-legetøj, og vi er enige om at købe en ting.
Ungen kan se en fed robot til Kr. 3.000. “Se, Far! Den vil jeg have!” “Nej, ved du nu hvad, den er for dyr, du skal finde noget andet”.
Hvad sker der så, hvis barnet begynder at skabe sig, råbe og skrige om, at han vil have den robot?
Jo, der vi nok ske det, at jeg vil holde en tale for barnet, hvor jeg fortæller ham, at her i livet får man altså ikke altid, hvad man ønsker, at sådan er det nu engang, vi har ikke råd til så noget, og er han ikke tilfreds, må han undvære legetøj denne gang.
Pædagogisk set er det det rigtige at gøre, og langt de fleste forældre vil være enige med mig i dette.
Hvis nu jeg ser en superduper computer i en forretning? Jeg vil meget gerne have den computer, men har (naturligvis!) ikke råd til den. Hvad gør jeg så?
Nemlig! Låner pengene i banken, køber på afbetaling, låner af en bekendt osv. For at kunne gøre det er jeg ligefrem nødt til at finde på grunde, gode grunde, som jeg kan bruge over for banken, mine bekendte og venner som berettiger, hvorfor jeg har behov for den computer. Nu er det ikke et ønske længere.
Den brilliante pædagogik, som jeg før udførte over for mit barn, efterlever jeg ikke selv. Og barnet kan godt se, at far siger et og gør noget andet.
Jeg antager mine ønsker som behov, som partout skal efterkommes.
Sådan er det også med kærligheden. Jeg ønsker den, men tror, at jeg behøver den. Og det er en fejlagtig antagelse. For at bekræfte den antagelse er jeg parat til at finde årsager for, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Jeg kan endda finde undersøgelser, som jeg vil tolke på en måde, så disse kan bekræfte mig i min skyttegrav. Og, hvad værst er, vil jeg blive i den skyttegrav, indtil jeg bliver sparket ud.
Det andet, vi så blander sammen, er kærlighed og opmærksomhed.
For ofte er vi ud af stand til at være opmærksomme på folk, som vi ikke holder af. Den tanke, at opføre sig høfligt eller venligt over for en, vi ikke kan snuppe, ligger også meget fjernt. Vi foretrækker at finde grunde, som berettiger vores opførsel, frem for at ændre på os selv. Der er langt til Matt. 5:43-48!
Ved at begynde at opføre os høfligt og venligt over for dem, vi måske ikke er så glade for, kan vi meget vel risikere at møde dem fra en anden vinkel på et tidspunkt og måske komme til at holde af dem. Men det vil indebære, at vores fordomme var uberettigede, og det vil vi helst ikke erkende.
Endelig tager vi ofte fejl imellem at forsage os selv og fornægte os selv. Vi er mere tilbøjelige til at fornægte os selv. Dvs. at vi efterkommer andres behov og ønsker på bekostning af vores. Prisen er så, at vedkommende skal tilbagebetale tjenesten på et tidspunkt.
Ved at forsage os selv giver vi afkald på os selv og helliger os en anden, giver noget fuldt ud til en anden. Men vi føler ikke, at vi mangler eller savner noget selv, vi føler ikke at de skylder os noget, fordi vi inderst inde ikke har behov for andres kærlighed, opmærksomhed og billigelse. Vi har nok i os selv. Derfor er det nemmere at give uden at få igen.
Humlen bag det hele er at lade være med at tænke så meget på, hvad vi får ud af vores handlinger, og blot gøre det, vi mener er rigtigt, selv om vi ikke får noget igen, eller i værste fald får en spand møg tilbage. Det er nemlig ikke derfor, at man helst skal se lidt ud over sin egen næsetip.
Til slut, og som en konklusion, vil jeg gerne citere Paulus:
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmelig, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. (1 Kor 13:4-13)
Men lige som vores pædagogik omkring børneopdragelse er vi ret så dobbelttydige i vores forhold til kærligheden (Cyril Malka).
© 1997 – 2014 – Cyril Malka – Udgivet i forkortet version i Kristeligt Dagblad den 2. september 1997
