Internettet og unges selvlemlæstelse

Nye studier peger på, at nogle diskussionforummer på nettet, som videregiver informationer om selvlemlæstelse, har en stor indflydelse på de unge.

Internettet kan hjælpe en til at holde op med selvlemlæstelse, men den støtter også både den og den farlige adfærd hos de unge, som søger efter en identitet.

Over 400 forummer er blevet indentificeret og har været emne for intense studier. De fleste af forummerne bruges af piger, som angiver at befinde sig i aldersgruppen 12-20 år.

“Jeg tror, at min værste angst er at være glemt. En lærer fra sidste år kunne end ikke huske mit navn. Hvordan ved jeg så, at jeg eksisterer? I det mindste når jeg skærer i mig selv, ved jeg, at jeg eksisterer” (besked på et forum om selvlemlæstelse).

Internettet giver os et ret præcist syn på de unges verden, da de unge, som kan være anonyme på internettet, bruger det meget. Forskere kan derfor få indblik i den måde, unge tænker og handler på. Det var en synsvinkel, der var svært at få inden da.

Internettet er en vigtig kilde til at finde informationer om unge, som er marginaliserede, da det gør det nemt for dem at finde andre, der ligner dem, og udveksle informationer, som kan være meget sværere at finde, når man skal sige, hvem man er.

De unge, som udfører selvlemlæstelse, hører til den gruppe.

Der er i øjeblikket kun ganske lidt materiale om selvlemlæstelse, som ellers er et begreb, der bliver mere og mere almindeligt, og i denne artikel vil vi se, at det er en praksis, som er så almindelig, at man kan finde hundreder af virtuelle fællesskaber.

Unge og deres brug af internettet
Antallet af unge, som bruger internettet, er eksploderet de senere år.

Ifølge tallene bruger 97 % af de danske unge internettet (kilde Danmarks statistik).

Når de er online, bruger de unge nettet til forskellige mål, men forskningen tyder på, at de især bruger nettet med sociale mål for øje (se bl.a. Gross, Roberts, Foehr og Rideout – 2004-2005). Nettet er blevet til et virtuelt mødested, hvor de kan tilbringe nogle timer sammen med deres venner.

En del unge har foklaret, at de foretrak nettet frem for andre medier, indbefattet fjernsyn, telefon og radio.

Omkring 89 % af de unge bruger e-mail og over 80 % en form for “instant messaging” system såsom Yahoo, ICQ eller MSN, hvilket gør, at de kan have flere dialoger i gang med flere forskellige mennesker på en gang.

Over 50 % af de unge har mere end en e-mail-adresse og mere end et pseudo på deres messenger, hvilket gør, at de kan komme i dialog med venner, men også deltage i anonym snak med fremmede i forskellige chatrum eller forummer.

Internettet og unges sociale og følelsesmæssige udvikling
Der er tre vigtige ting i et ungt menneskes udvikling: 1) Bygge kærlige og givende forhold af betydning, 2) finde et tilhørsforhold til sociale grupper og 3) have en interpersonnel intimitet (se notater).

De andre unge spiller en vigtig rolle i denne proces, da et godt forhold til andre har stor vigtighed for den unges psykologiske udvikling og sociale tilpasning.

Nogle studier peger på, at unge, som bruger internettet intensivt, udvikler et syndrom på social isolation og depression.

Disse studier er i dag meget omdiskuterede, og nyere forskning foreslår, at internettets indvirkning på den unge har ændret sig. Nettet har forskellig indflydelse på den unge afhængigt af, om der er tale om inadvendte eller udadvendte personer: Udadvendte personer finder flere sociale forhold og indadvendte personer bliver mere deprimerede og indelukkede.

Ifølge Heitner (se noter) har de unge, som bruger online chat, færre sociale færdigheder og positive kontakter med deres venner end de andre.

Alt tyder på, at de unge, der i forvejen har et godt socialt netværk, bruger instant messages til at forstærke disse kontakter, da de unge, som har en dårlig social kontakt og mangelfuldt socialt netværk, modvirker det med nettet ved at finde nye venner online, altimens de nyder en vis anonymitet.

Disse resultater peger på, at chat og andre forummer, hvor unge kan finde en vis anonymitet, er steder, som er velbefærdet af de unge, som har vanskeligheder med det sociale netværk. Det, at være anonym, giver dem mulighed for at have et forhold til andre og derved at kunne udforske deres identitet.

Teenagerperioden er et tidspunkt, hvor man nemt bliver stresset. Den unge får behov for at udtrykke sine følelser og udveksle erfaringer om, uafhængigt af forældrene, hvordan disse stressende situationer kan styres.

Internettet er et fantastisk medie til at opnå dette mål, da den unge kan få mulighed for lynhurtigt at kunne komme i kontakt med andre og udveksle erfaringer. Nettet kan være en måde, man kan lære at styre visse situationer ppå, men det kan også blokere teenageren i en negativ tilstand eller endda forstærke den negative tilstand, hvis den information, man får, forstærker det negative syn på sig selv, eller tilbyder ueffektive, negative eller endda destruktive løsninger til de problemer, man er ude for.

I denne artikel vil vi gå i dybden med internettets rolle hos de teenagere, som bruger selvlemlæstelse som en måde at løse problemerne på.

Disse unge har en stærk tendens at udtrykke sig gennem internettet, da de kan udtrykke sig selv på fuldstændigt anonym vis og finde hjælp hos nogen, som deler deres syn på at være anderledes, og som kan forstå deres adfærd.

Stadig væk i dag ved vi kun meget lidt om unge, som lemlæster sig selv, og der er kun et studium om den måde, disse unge bruger nettet (Whitlock, Powers et Eckenrode – se noter).

Selvlemlæstelse som et middel til udvikling
Antallet af historier i pressen og i triviallitteraturen, antalet af rapporter afsendt af pædagoger, skolepsykologer og terapeuter over unge, der lemlæster sig selv, stiger fra dag til dag. Det er det, der får nogle specialister til at kalde denne trend “Ungdommens næste syndrom”.

Man ser en forskel mellem selvlemlæstelse og piercing eller tatovering. Forskellen ligger ikke så meget i selve formen, men mere i den mening, man gør det i. Selvlemlæstelse gøres sjældent for at forskønne noget som helst. Der spilles oftest på det, at ville lide eller få sin krop til at lide af en årsag, som ikke er socialt anerkendt, og uden at ønske at ville begå selvmord.

Som oftest er selvlemlæstelse forbundet med at skære i sig selv. Men det er ikke det eneste. Det kan være at indgravere i huden, at rive, brænde, flå huden eller hår af, sluge farlige væsker, slå sig, så man får blå mærker, eller brække knogler.

Selv om selvlemlæstelse ikke er et selvmordforsøg, er det forbundet med det. Det er af “samme familie” så at sige, og det kan have fatale følger.

Der er til dato ingen objektiv undersøgelse, som man kan støtte sig til, når man taler om unges selvlemlæstelse.

Der er nogle undersøgelser, som er blevet ført i USA og i Storbritanien, og på Fyn, men disse er blevet ført på folk, der var indlagt eller på en lille del af befolkningen.

Resultaterne varierer derfor meget afhængigt af, hvilken undersøgelse man læser. Man regner med, at ca. 20 % af de indlagte unge lemlæster sig selv.

Andre studier, som blev udført i USA, fortæller, at antallet af teenagere, der lemlæster sig selv, er et sted mellem 4 % og 38 %, hvilket må siges at være noget af en margen.

Et forholdsvis dybdegående studium blev ført i England og pegede hen på, at ca. 10 % af de unge i alderen 11-25 lemlæster sig selv.

Grundene til, at selvlemlæstelsen bliver mere og mere populær, er ikke helt tydelige, men man frygter, at det, at man nemmere kan tale om det og komme i kontakt med andre, som udfører det, på internettet, kan præge de unge i en negativ retning.

Man har nemlig fundet ud af, at selvlemlæstelsen har en næsten epidemisk udvikling i lukkede institutioner. Den er “psykologisk smitsom”, så at sige.

Man kan sammenligne udviklingen i selvlemlæstelsen i institutioner med udviklingen af spisevægringen i 80’erne.

Spisevægring (anorexia nervosa) var ikke særlig kendt, men oplevede et boom, da medierne begyndte at beskrive det som en måde at udtrykke sine følelser på.

Unge, som var nemme at påvirke, tog hurtigt denne utryksmåde til sig, og nogle pressede udtryksmåden helt ud til døden.

Selv om man endnu ikke har kunnet aftegne profilen på den typiske, selvlemlæstende person, tyder undersøgelser på, at adfærden er mere almindelig i puberteten end hos den voksne eller barnet.

Selvlemlæstelsen begynder ofte i teenagerårene og stiger indtil midten eller slutningen af puberteten for derefter at dæmpes med voksenalderen. Der er dog nogle voksne, som fortsætter med selvlemlæstelsen, og her taler man ofte om modenhedsvanskeligheder.

Det er svært at vide, om de personer, som lemlæster sig selv, er mest af hun- eller hankøn. Det meste forskning, der er udført indtil nu, peger på, at et flertal består af piger i pubertetsalderen.

Læser man studierne af Conterio og Lader samt Favazza (se noter), beskrives der, at piger udgør det store flertal af personer, som lemlæster sig selv. Men andre studier, bl.a. af Briere og Gil (se noter), påviser, at selv om der stadig er et flertal af piger, så er de ikke så meget i overtal endda. Men under alle omstændigheder er der tale om et problem, der oftere rammer piger end drenge.

Selvmord og selvlemlæstelse
Der er et forhold mellem selvlemlæstelse og selvmord. Dette forhold er vigtigt, men ikke helt forstået endnu. Åbenbart tænker de personer, som lemlæster sig selv, ofte på selvmord, og enkelte begår også selvmordforsøg.

Dog tyder alt på, at de personer, der lemlæster sig selv, benytter denne metode til at kanalisere deres følelser, mere end de sender et signal om at ville ende deres liv.

I institutionsverdenen konstaterer man selvlemlæstelse hos personer, som er i borderlinetilstand, som lider af spiseforstyrrelser, posttraumatisk stress-syndrom, en fortid præget af misbrug eller af traumer.

Nogle forksere har foreslået en ny syndrombeskrivelse til dette: Impulskontrolforstyrrelse – frivillig selvlemlæstelsessyndrom.

Nogle terapeuter forbinder selvlemlæstelsen med en følelsesforstyrrelse, som skulle være udtryk for et barndomstrauma.

Det er meget muligt, at det er tilfældet for de personer, som ikke har været indlagt i institutioner. For dem, der er blevet observeret dér, tyder alt på, at deres adfærd er stærkt knyttet til de vanskeligheder, som disse personer har med at styre deres følelser og stress.

Disse personer forekommer meget følsomme, og når noget sker i deres liv, forekommer det dem meget hurtigt som uovervindeligt eller umuligt at styre.

De føler sig ofte stressede, og, idet de ikke kan styre disse følelser, og hverken kan styre den følgende selvlemlæstelse, skammen, de føler i forbindelse med det utilpassede svar, samt skyldfølelsen over at skulle skjule deres adfærd, bliver deres forståelse af demselv, som person, hurtigt sat på sidesporet.

Internettet tilbyder disse personer en anonym-identitet og en mulighed for at dele ægte og konstruerede sider af deres personlighed sammen med nogen, som ligner dem.

Unge, som har depressive tendenser, taler nemmere online til fremmede og afslører flere informationer om sig selv, end unge uden depressive tegn.

Derfor får de unge med stor tendens til selvlemlæstelse større tendens til at vende sig mod et virtuelt fællesskab end andre.

Nogle fælleskaber støtter den unge, det er unægteligt. Uheldigvis har andre fællesskaber den stik modsatte påvirkning.

Symptomer og indflydelse
Whitlock, Powers og Eckenrode (se noter) har analyseret 406 forummer, som bruges af unge, der lemlæster sig selv, og de har analyseret de beskeder, der blev postet på disse forummer.

Nogle forummer er modererede, andre er ikke.

Forskellen består i, at i forummer uden moderation, kan de unge skrive det, de vil, uden at nogen blander sig. Dette er ikke tilfældet i modererede forummer.

Der er forskellige grader af modereringer af forummer. Nogle modereringer bliver udført, inden beskeden kommer på forummet – beskeden sendes til moderatoren, som læser den og accepterer den, ændrer den eller stopper den (stærk moderering) eller også følger moderatoren dialogerne og sætter et stempel på nogle beskeder for dermed advare læserne om, at noget af teksten, eller billeder, i denne besked kan chokere (middel moderering). De forummer, der er blevet brugt i undersøgelsen, er forummer med middel eller ingen moderering.

Der er blevet lavet en analyse af adfærden og af den tilstand, i hvilken disse unge befandt sig.

Når vi ser på de beskeder, der taler om selvlemlæstelse, ser vi, at 56 % af beskederne kun omtaler dette problem. De er derfor ikke forbundet med et andet syndrom eller psykisk eller fysisk sygdom (det er det, man kalder for “komorbiditet” – samtidig optrædelse af flere lidelser/sygdomme).

Dog viser 44 % af beskederne tegn på komorbiditet.

Af disse beskeder har 32 % forbindelse med depression og 17 % med spiseforstyrrelser.

Lidt mindre ofte brugt ser vi 10 % identitetsproblemer og delte personligheder, 9,2 % bipolær affektiv sygdom (også kaldt maniodepressiv psykose), 7 % var seksuelt misbrugte, 7 % led af tvangsneurose, 2,8 % var afhængige, 2,8 % havde problemer i forbindelse med homoseksualitet, biseksualitet eller transseksualitet (HBT), og 1,4 % led af autisme.

80 % af deltagerne i forummerne sagde, at de var mellem 14 og 20 år gamle. Hele 31 % sagde, at de var 15 eller 16 år. Vi ved fra andre analyser, at de mange teenagere har en tendens til at lyve sig lidt ældre en deres reelle alder (se noter).

En vigtig detalje ved forumlivet er, at medlemmerne som regel har et billede knyttet til deres profil. De fleste billeder er noget i retning af Emily the Strange eller billeder af blødende sår, ar eller blodige ikoner.

Underskrifterne indeholder ofte sang- eller poesivers eller enkelte linjer fra bøger, som udtrykker triste eller depressive følelser, som fx: “Så længe mit hjerte bløder, vil min krop bløde”.

Indholdet af de forskellige beskeder er delt i forskellige dominanser. Det, der vender oftest tilbage, er støtte til andre. Dette dukker op i 28,3 % af beskederne.

På en anden plads læser man om det, der motiverer selvlemlæstelse (19,5 % af beskederne).

Når man ser på den kategori i detaljer, kan man se, at den vigtigste grund til selvlemlæstelse er en konflikt med en eller flere vigtige personer (34,8 %), derefter er det depression (24,8 %) og stress (10,3 %).

Den næstvigtigste tema, der omtales, er hemmeligholdelsen: Hvordan kan man holde på hemmeligheden? Angsten for at blive opdaget. Det finder man 9,1 % af beskederne.

De beskeder, der omtaler selvlemlæstelse som en afhængighed eller i udtryk præget af afhængighedens sprog, som fx: “Jeg drømmer stadig om blod og om barberblade” eller “Jeg har nu holdt ud i xx dage/uger/måneder”, forekommer næsten lige så ofte.

7,1 % af indelæggende indeholder efterspørgsler efter fysisk eller psykisk hjælp.

Da nogle beskeder kan indeholde mere end en kategori, vil procenttallet være over 100 %:

Brug af forummer
Den anden studium, der blev lavet på forummerne, blev ført på fire kategorier: 1) Efterspørgsel om hjælp og afsløring, 2) forklaringer på diverse teknikker, 3) komorbiditet og 4) attitude over for sig selv eller over for andre af forummets medlemmer.

Beskedanalysen byggede på to hovedtendenser: En, hvor der var mest positive dialoger, og en, hvor man fandt de negative dialoger.

Hver besked kan være forbundet til flere kategorier (positiv, negativ eller blandet).

Resultatet af studiet har påvist, at de fleste beskeder om selvlemlæstelse, var forbundne til beskeder om depression, spiseforstyrrelser og selvmord.

De fleste dialoger tilbyder uofficiel hjælp og dialog. På denne måde repræsenterer forummet en slags hjælp til personen uden om enhver klinisk statistik.

Det, den unge som lemlæster sig selv, gør online på forummernem er at udveksle støtte, at dele personlige historier om sit dagligdagsliv og at udtrykke sin mening og sine idéer.

Da nettet tilbyder en god anonymitet, vil den unge nemmere turde åbne sig. Dette kan være et meget vigtigt punkt for den unges udvikling, idet han på denne måde ikke længere føler sig alene og ensom.

Den negative side af disse forummer er, at det, at deltage i samtaler om selvlemlæstelse, udsætter unge, som er følsomme og nemt påvirkelige til en sub-kultur, hvor selvlemlæstelse betragtes som “normal” og som endda opfordrer til det.

Dette skal ses som meget farligt, da andre undersøgelser påpeger, at selvlemlæstelse indeholder elementer af afhængighed (Yates – 2004 – dette vil måske blive til en senere artikel).

I følgende tabel kan man se, hvordan informationerne er samlet i forskellige beskeder.

(Klik på billedet for at se en forstørrelse)

Hver oplysning blev nummereret fra 1 til 17. Man kan se oplysninger, som krydser hinanden. For eksempel er tallet for de personer, som deler ud af teknikker (1), og som beder om teknikker (2) på .231 (hvilket betyder 0,231).

Dette er, hvad man kalder “Speraman korrelation”, og disse resultater betyder:

-1 = Fuldstændigt negative.
Mellem -1 og -.5 = Stærkt negative.
Mellem -.5 og 0 = Svagt negative.
0 = Ingen korrelation.
Mellem 0 og .5 = Svagt positive.
Mellem .5 og 1 = Stærkt positive.
1 = Fuldstændigt positive.

Man kan således sammenligne ved at se, at de personer, som deler ud af teknikkerne (1), har en større tendens at opfordre til, at man ikke fortæller om problemet (.332) end til at foreslå behandling (-.25).

Den unge, som søger efter tilfredsstillelsen ved at være del af en gruppe personer, med hvem han kan identificere sig, kan blive påvirket af den autodestruktive adfærd af nogle af deltagerne.

Antallet af beskeder, som fraråder afsløring, og som deler ud af selvlemlæstelsesmetoder, bekræfter denne mulighed.

Nogle ting kan forværre denne processus, fx de fora, der har links til hjemmesider, som promoverer selvlemlæstelse, og på hvilke man kan købe armbånd, der fortæller hvilken “grad” eller “niveau” af selvlemlæstelse, man er nået til.

Det antal klubber, hvor selvlemlæstelse er del af indgangsritualet, er ligeledes steget enormt, på samme måde som det antal fora, som er lavet specielt for at dele lemlæstelsesteknikker, hvilket øger den afstand den unge kan have til at ville hente hjælp. Påvirkelige unge kan nemt blive fanget i dette spil og ikke kunne komme ud af det uden at risikere at miste de eneste “venner”, til hvem de har et forhold.

Det er tydeligt, med disse studier, at vi skal acceptere, at internettet spiller en meget vigtig rolle i idéerne, i kulturen og i de unges personlighedsopbygning. Og det, der sker i den virtuelle verden, er så at sige usynligt for de voksne eller for behandlingspersonalet.

Det er, naturligvis, umuligt at kontrollere alt det, den unge foretager sig på nettet, men det er yderst vigtigt, at de voksne ved, hvad de unge, især de skrøbelige unge, kan møde på nettet, og tager dette med i betragtning som en vigtig faktor.

Internettet er ikke fjernsyn. Det går meget længere, og forældremyndigheden skal også bruges på dette område. (Cyril Malka)